Vi efterlod en del af os selv i huset

Alexandra Sophia Handals kortlægning af eksil-palæstinenseres forhold til Vestjerusalem hos Museet for Samtidskunst er både en meget specifik historie med en stærk emotionel betydning for de mennesker, der blev fordrevet herfra, og en fortælling om de mange, mange mennesker i hele verden, som pga. krig eller økonomisk eksploitering bliver fordrevet fra deres hjem.

Abla Dajani bor bare en busrejse væk, men det mindsker ikke længslen efter barndomshjemmet i Vestjerusalem. Hun og hendes familie forlod det i 1948. Hun fortæller, at det var frygten, der drog dem bort. Det er svært at forklare, siger hun, men der var så mange episoder. Måske havde hun selv svært ved at forstå det som barn.

En anden mand fortæller, at det var en eksplosion i huset overfor, der fik dem til at forlade deres hus. Et angreb fra en jødisk milits. To andre fortæller, at deres familie var blevet rådet til at evakuere huset i et par uger, men de fik aldrig lov at vende tilbage, og de kan ikke uden tilladelse bevæge sig frit til Jerusalem fra Betlehem, hvor de bor i dag.

Autentiske arabiske boliger
Historierne stammer fra små film i udstillingen Erindringen flyder som skumringens tidevand. Den udfolder et omhyggeligt research-arbejde af palæstinensiske Alexandra Sophia Handal. Centralt i projektet er kunstnerens indsigt i, at de huse i Vestjerusalem, der blev beslaglagt i krigen 1948-49, i dag sælges til jødiske israelere som ’autentiske’ arabiske boliger; en særlig perverteret form for gentrificering.

Handal folder denne autenticitet ud i sit eget webbaserede boligsite Dream Homes Property Consultants. Her fastsættes ikke bare en kunsthistorisk stilart eller epoke til boligen, men også en præcis historik knyttet til de familier, der boede i husene, inden de blev beslaglagt i 1948. Beskrivelserne er formuleret som personlige vidnesbyrd til potentielle købere for satirisk at give autenticitetsregisteret en ekstra skrue.

Projektet er naturligvis politiserende i sin kritik af den israelske historiefortrængning og boligmarkedets måde at kapitalisere på en kulturel arv, som brutalt er blevet skubbet til side. Kritikken er dog lavmælt, for den fortælles igennem de individuelle minder fra de mennesker, der stadig er i live og husker krigen og området. Det er historier om familier, som føler, at de har mistet deres rødder, og om naboskaber, som er splittet op, ligesom det er historier om, hvad de enkelte personer mindes fra barndommen, fra hjemmet og fra lokalområdet.

Kroppens erindring af huset
Fortællingerne formidles i lige så høj grad gennem kroppen som gennem ord. Kunstneren understreger, hvordan erindringen knytter sig til kroppen og til det hus, kroppen bebor. Hvordan barndommen formes af huset, den leves i, og derfor mister sit ståsted i livet, når det brutalt brydes op. Samtidig handler det om kroppe, som ikke længere får adgang, som står udenfor og som visiteres, fx formidlet i fotoserien No Parking Without Permission, der viser udsigter i Vestjerusalem, hvor der aldrig er frit indsyn.

Projektet er rundet af forskningens omhu og et ønske om at fastholde nogle af de minder, som er ved at dø sammen med de mennesker, der var vidne til den palæstinensiske fordrivelse fra Vestjerusalem. I udstillingskataloget reflekterer kunstneren over, at historien fx ikke findes bibeholdt i arkiver og museer, men kun blandt de personer, som oplevede det selv. Samtidig er det klart, at minderne er skrøbelige og personlige. Når Abla Dajani tegner et kort over området, så visker hun ud og tegner på ny ad flere omgange.

Turist ved sit eget hjem
Filmen med Abla Dajani er særlig interessant, synes jeg. Her har vi en 80-årig kvinde, der egentligt blot bor et par kilometer væk fra sit barndomshjem, men alligevel i en helt anden verden. Nu er hun tilbage – måske fordi kunstneren har hjulpet hende med at foretage denne rejse – og står som en turist klar med sit kamera. Hun står uden for og kigger ind på sit gamle barndomshjem, næsen mod stakittet. Hun viser fotografier af sig selv som 10-årig på cykel foran huset, og hun mindes sit 10-årige jeg. Da hun afslutningsvis tager bussen ‘hjem’ til Østjerusalem, smiler hun som et veltilfreds barn, mættet af gensynet med sine minder fra barndommen.

Ikke bare en historie om det vestlige Jerusalem
Alexandra Sophia Handals kortlægning af eksil-palæstinenseres forhold til Vestjerusalem er på den ene side en meget specifik historie med en stærk emotionel betydning for de mennesker, der blev fordrevet herfra – og dem, der som kunstneren selv er rundet af konflikten mellem Israel og Palæstina. På den anden side er det også en fortælling om de mange, mange mennesker i hele verden, som pga. krig eller økonomisk eksploitering bliver fordrevet fra deres hjem. Også her i Danmark. En lille historie, som fortæller en meget mere udbredt historie om at blive tvunget væk fra det sted, man kalder hjem.

Projektets politisk-kritiske pointe er således ikke alene koblet til konflikten mellem Israel og Palæstina, men handler i større grad om historiers fortrængning under økonomisk eksploitering. På en måde kan man sige, at hun anvender kunsten til at skabe en alternativ æstetisk-sanselig fortælling om et specifikt sted, end den som kapitalismens æstetiserende markedsføringsstrategi anvender, når der fx skal sælges boliger. Det er ikke bare to historier om Vestjerusalem, som konkurrerer, men også forskellige æstetiske erfaringer af området, som præsenteres, og her gør Handal en dyd ud af ikke at tale med én stemme, men at lade området vokse frem gennem flere forskellige typer af stemmer og æstetiske udtryk. Der findes ikke bare én sandhed om området, men mange forskellige.