Vi har brug for kunst, der giver trøst og erkendelse i den globale krise

I udendørsudstillingen Berørt i Statens Museum for Kunsts museumshave fortolker Benedikte Bjerre, Sonja Lillebæk Christensen og Kaspar Bonnén coronakrisen – og det er der brug for! Med et af værkerne er der måske ligefrem skabt et banebrydende mindesmærke, der spejler en foruroligende tid af historiske dimensioner?

Den 11. marts i år, på årsdagen for den første nedlukning af Danmark grundet coronapandemien, åbnede SMK – Statens Museum for Kunst udendørsudstillingen Berørt, der indeholder tre monumentale kunstværker af tre danske billedkunstnere: Benedikte Bjerre, Sonja Lillebæk Christensen og Kaspar Bonnén. Tre kunstværker, der er tænkt som en kunstnerisk fortolkning af coronakrisen i Danmark, og som efter fremvisningen på SMK skal på turné i landet.

De tre kunstværker bliver præsenteret i SMKs åbne museumshave. Ved overgangen fra fortovet til haven, direkte på gruset, står Benedikte Bjerres aluminiumsskulptur, der skal forestille omridset af en overdimensioneret bærbar computer. Derefter finder man Sonja Lillebæk Christensens videoinstallation midt i museumshaven og endelig, for foden af museumsbygningen, har Kaspar Bonnén udformet sætningen Jeg troede vi skulle bygge noget op sammen men jeg blev ved med at grave i gule genbrugsmursten, der er skyndsomt sat sammen af mørtel og nedgravet i skråningen.

Et partnerskab

Udendørsudstillingen på SMK udspringer af et samarbejde mellem SMK, Røde Kors, Coop og Hjaltelin Stahl – a part of Accenture Interactive, der har genereret midler til særligt udsatte under corona, og hvori der også indgår en digital platform med navnet Berørt.dk. Fra maj til november 2020 blev folk opfordret til at oploade et foto af deres hånd på den digitale platform og dertil dele personlige tanker omkring pandemien, og de tre kunstnere har haft lejlighed til at konsultere Berørt.dk.

Vi er alle berørte

Berørt: titlens flertydighed af konsekvens, indre rørelse og konkret, fysisk berøring er meget rammende i forhold til projektets overordnede målsætninger. Alle er vi berørt af corona, i fysisk, mental, social og/eller økonomisk forstand. Og det er nærliggende at vælge hånden som visuelt fokuspunkt i det digitale projekt. Pludselig skulle vi alle lære at holde afstand, spritte af, afholde os fra knus og kram, og det ellers for Danmark så obligatoriske håndtryk blev bandlyst.

Selvom vi alle er berørte, har især de senere faser i det forgangne coronaår også demonstreret, at der, som oftest ved store samfundskriser – krig, naturkatastrofer, epidemier, økonomisk nedgang, sult – er stor forskel på, hvordan og med hvor stor styrke, vi er blevet berørt, og at disse forskelle især beror på sociale og kulturelle betingelser og ikke mindst på økonomiske forudsætninger.

Til eftertiden

Det er altså et meget kompleks stykke samtidshistorie, de tre billedkunstnere er blevet indbudt til at forholde sig til, og det med ”eftertiden” for øje, som det hedder på SMKs hjemmeside. Opgavens karakter er hermed nært beslægtet med monument- og mindesmærkeprojekter, og formålet med kunstværkerne omtales også delvist som sådan i pressemeddelelserne.

Et fremmedlegeme

Min første indskydelse ved synet af Benedikte Bjerres skulptur Eee-O-Eleven er et fodboldmål uden net. En association jeg ikke er ene om, kan jeg høre af samtaler mellem andre besøgende. Men vi får hurtigt korrigeret vores blik og genkender omridset af en bærbar computer. En lille vending, der måske kan fungere som en aha-oplevelse, der kan skærpe ens opmærksomhed overfor verden og vække en af en hverdagsdøs.

Den kæmpemæssige computer virker som et fremmedlegeme. Men der er kamp om opmærksomheden på denne placering, tæt på den hektiske trafik, virvaret af cyklister, biler, gående og lyskrydset, tæt på reklamestolper og det buede cykelstativ med cykler på kryds og tværs.

Den er gennemsigtig, rippet for al indmad, og man kan i princippet gå igennem skulpturen fra alle fire sider. Men jeg ser kun et par stykker, der træder ind over forreste kant på computeren og så hurtigt ud igen, som var det forbudt eller ubehageligt. Og Bjerres skulptur sætter sig faktisk som et ubehag i mig. Måske det er en pointe? Det kolde aluminium, den hårde kant og den hældende overligger inviterer ikke indenfor, og positionen af den forestillede skærm mellem åben og lukket indgiver en spænding i værket. Dette midtimellem, der i almindelig praksis hverken giver adgang til den digitale verden eller til det bagved – den fysiske verden – med mindre man går væk fra computeren.

Eee-O-Eleven fremstår som industrielt fabrikeret, uden spor af menneskehånd, som vi kender det fra minimalismen. Men her er der i modsætning til minimalismen en klar reference til den genkendelige verden. Når først man har genkendt den som en computer, så er det det, den er. På det punkt har skulpturen en lille mindelse om Claes Oldenburgs forstørrede hverdagsobjekter, så som den gigantiske tøjklemme (Clothespin, 1976). Og Benedikte Bjerre har tidligere skabt kunstværker, der netop har et vist slægtskab med popartens fortolkninger af vores hverdagsobjekter og forbrugsvarer, for eksempel i hendes installation af et transportbånd, værket High Hopes, som man kunne se på kunstmuseet Arken i 2019.

En klagesang?

Eee-O-Eleven virker ligetil og tilgængelig i forhold til coronatematikken. Computeren har fået et ekstra tag i de fleste i løbet af krisen. Men hvad med titlen? Ellevetallet forbinder værket med den historiske dato: d. 11. marts 2020. Og jeg googler og lærer, at Eee-O-Eleven blandt andet er et udtryk eller et udbrud, knyttet til, når livet tager en katastrofal drejning, og udtrykket er især forbundet med en sang af Sammy Davis Jr.

Det giver god mening: en klagesang. Jeg er dog i tvivl om, hvorvidt det klagende element er rammende for computerens rolle i denne krisesituation. Nok repræsenterer den en ubuden nødvendighed, det kolde og upersonlige, ligesom skulpturens materiale. Men computeren og de digitale medier har også bidraget væsentligt til underholdning og en betydningsfuld kontakt med omverden.

Under alle omstændigheder så klargør skulpturen Eee-O-Eleven, hvordan vores adfærd og bevægelser præges af måden, vi indretter (os i) verden. Og det bliver spændende at se, om skulpturen med tiden aktiverer flere besøgende, og hvordan den vil virke i andre omgivelser, for eksempel på en græsplæne. På den måde er det også et åbent værk, der inviterer til flere tolkningsmuligheder.

Iøjnefaldende

Sonja Lillebæk Christensens videoinstallation Skylden består af en lydløs collage af tekst, grafik og videooptagelser, der bevæger sig i et loop på cirka 12 minutter henover fire LED-skærme af varierende størrelser, der er opsat side om side på et højrødt stativ i en buet form, der matcher en aflang buet bænk i samme røde farvetone som stativet. Tilsammen danner de et rum i haverummet.

Det er det mest iøjnefaldende kunstværk i SMKs udstilling og det værk, der på mest omfattende og direkte facon udfolder flere af coronapandemiens konsekvenser. Værket favner også en del af de emner og den stemning, der præger platformen Berørt.dk, hvor især savnet kommer til udtryk. Derudover omtaler og opfatter Lillebæk Christensen i øvrigt selv sit værk som et monument eller mindesmærke, kan man høre af en videooptagelse med kunstneren, der ligger på YouTube.

Videocollagen er inddelt i fortællende og til tider opbrudte sekvenser, der både fungerer som selvstændige enheder og udgør et sammenhængende helhed, blandt andet via gennemgående elementer, såsom hænder.

Sekvenserne kommer tematisk vidt omkring, både i en jegfortællers barndomsminder, som Sonja Lillebæk Christensen også har refereret til i tidligere videoværker, og til billeder, videooptagelser, ord og sentenser, der vidner om en stor indsigt og samfundskritisk tilgang til det forgangne år.

Der slås både bevægende og satiriske toner an. På billedsiden ser man til eksempel toiletpapir og mundbind i kortvarige klip, ord som ”knuste drømme” og ”pelset mink” glider forbi, og det samme gør en sentens med humoristisk anstrøg om et klap på skulderen contra en hånd på låret. Desuden berøres emner som det spolerede (naturen, barndommen), utryghed og afsavn, klasseforhold (de rige, der hamstrer toiletpapir, de lavtlønnede, der sidder bag kassen) mistro og anklager om skyld (for eksempel ældre versus unge og i forhold til folk med anden etnicitet).

Mikro- og makroniveauer

Samfundskritikken, som understreges af værkets titel – Skylden – er central i værket, som ofte hos Sonja Lillebæk Christensen. Men den leveres subtilt og med en satirisk undertone. Derudover er collagen meget afvekslende i sin visuelle fremtoning. Man kan tydeligt se, at det ikke er første gang, Sonja Lillebæk Christensen arbejder i videomediet, og installationen emmer af kreativ energi.

Lillebæk Christensen zoomer både ind på mikroniveauet, det personlige, og ud i makroperspektiver, til samfundsanliggender, og det oplever jeg som en stor styrke og som i overensstemmelse med, hvordan corona nok opleves af mange. Som et sammensurium af personlige tanker og følelser og massive, flersidige samfundsforhold, der presser sig på udefra. Det indre og det ydre, der glider ind over hinanden og står i et indbyrdes forhold.

Ord i sten

Hvor Benedikte Bjerres skulptur lidt overraskende, primært (endnu?) anskues på afstand som ved mere klassiske skulpturer, bliver jeg omvendt overrasket over, hvordan forfatter og billedkunstner Kaspar Bonnéns værk aktiverer de forbipasserende en torsdag eftermiddag i solskin, hvor der er fuld af aktiviteter i museumshaven.

Bonnéns kunstværk gør ikke umiddelbart stort væsen af sig. Bogstaverne hæver sig knap 20 centimeter over jorden, men til gengæld breder de sig horisontalt, og de besøgende, der søger hen mod Bonnéns kunstværk står forholdsvist længe og taler sammen om udsagnet. Også tilfældigt forbipasserende på dagens gåtur, med eller uden to-go-kopper, stopper op i nogle sekunder. ”Hvad står der?”, lyder det flere gange, og så læser de fleste højt. Og da en familie går forbi, løber de to mindre børn op ad skråningen og prøver at stave sig igennem nogle af ordene, inden de drøner ned igen og familien fortsætter.

Den første gang, jeg oplever Bonnéns kunstværk, er omstændighederne meget anderledes, og det er dette første møde, det gør størst indtryk. Det er på udstillingens åbningsdag, det blæser og regner, der er få mennesker i museumshaven, og jorden er mørk og let mudret omkring det skulpturerede udsagn.

Jeg troede vi skulle bygge noget op sammen men jeg blev ved med at grave, ser, læser og oplever jeg. Det sætter sig i brystkassen, som en følelse af tab og sorg. Engang har disse genbrugsmursten formentligt udgjort en stabil struktur, såsom et hus – et hjem. Men som løsrevne fragmenter og i samspil med det nedslående udsagn minder de mere om en ruin eller en byggetomt med levn fra noget, der var engang. I datiden, som sætningens ordlyd.

At bygge noget op sammen: det peger på en relation. Jeg tænker mest på en kærlighedsrelation mellem et par på grund af bygningsmetaforen (huset, hjemmet). Men noget forhindrede bygningskonstruktionen. Jeget blev ved med at grave. I fortiden, i noget, der var hændt? Måske noget, den anden, var skyld i – jeg troede. Eller handler det om en vedvarende, indre tvivl i jeget? Han/hun gravede og gravede, og det de to havde sammen, brød sammen.

Jeg anser det for et meget gennemført kunstværk med en god overensstemmelse mellem delelementerne: genbrugsmurstenene spiller godt sammen med sætningens udsagn, og det samme gør den land art-agtige integrering i skråningen. Det er som om, murstenene er ved at synke ned.

Mit eneste forbehold (eller er det en anke?) i forhold til Bonnéns bidrag til denne udstilling hænger sammen med min tolkning af værkets sproglige udsagn som et udtryk for smertefulde erkendelser i en kærlighedsrelation. Jeg kan ikke kæde det helt sammen med corona. Flere relationer har utvivlsomt lidt under denne krisetilstand. Men jeg forstår mere værkets udsagn som uafhængigt af dette specifikke samfundsvilkår.

Mere kunst, tak!

SMKs udendørsudstilling er bestemt et besøg værd. Berørt bidrager med fornyende takter i forhold til den gængse, offentlige kunst i byrummet, og det kan kun påskønnes, at der i denne krævende tid fyldt med begrænsninger er realiseret ny, vægtig kunst, der kan opleves i det fri, med fri adgang og det oven i købet flere steder i landet.

Eftertiden, som også har fået stillet værkerne i udsigt, har også noget at komme efter, og med Sonja Lillebæk Christensens stærke, vidtfavnende collage er der måske ligefrem skabt et banebrydende mindesmærke, der spejler en urolig og foruroligende tid af historiske dimensioner.

Og det er væsentligt. Vi har brug for kunsten i den individuelle og kollektive bearbejdning af COVID-19s indvirkninger. Vi har brug for kunst i hobetal, kunst til trøst og opmuntring, kunst der kan afspejle og problematisere, og kunst der kan bibringe fremtiden et mangefacetteret indblik i denne globale krise, som er svær at begribe, selv nu – eller måske især nu – mens det hele finder sted.