“Vi er ikke bange for at være upopulære, for kunst handler om at forblive kritisk”

Feministisk Kollektiv Uden Navn er en nyligt dannet kunstnergruppe, hvis værkpraksis spænder over film, tekst og performance. kunsten.nu har talt med FKUN om hvid feminisme, call out-kultur og konfliktuelle positioner i billedkunsten.

Feminismekunsten er ikke nogen entydig størrelse. Den følger nærmere et sporadisk narrativ i kunstens historie, hvor praksis, teori og filosofi væves ind og ud mellem hverandre. Centrale emner som falloscentriske repræsentationer i kunsthistoriens kanon, begær, seksualitet, sociale systemer og identitetskategorier har affødt frugtbare spor i feminismens kollektive erindring.

Alligevel fremgår der klare forskelle mellem historie og nutid. I takt med en øget informations- og billedkultur, globalisering samt ekspansionen af virtuelle fora, er det snarere sexisme, misogyni, kønspolitik, selvbevidsthed, body shaming og intersektionel feminisme (hvor sidstnævnte refererer til diskrimination af hudfarve, kønsidentitet og klasse), der bliver udtrykt i alskens kunstneriske praksisser. Man kan – selvom nogle kritikere og feminister vil være uenige i – betegne nutidens tendenser som fjerde bølge-feminismen, der ligesom sine historiske forgængere er præget af en kompleks diskurs, og som udgøres af vekslende (og kritiske) udsagn. Af samme grund er det netop dét, der gør feminismekunsten til et vedkommende felt, der peger i alle retninger, italesættes i talrige forklaringsmodeller og hvor udtryksformerne og værkpraksisserne er mange.

Identitet og fællesskab
Et af de nyere navne på den danske kunstscene er gruppen Feministisk Kollektiv Uden Navn (FKUN), der blev dannet i 2016, og består af filmskaberne og billedkunstnerne Annika Aschberg, Anita Beikpour, Dina Friemuth og Lil Wachmann. Kollektivet har indtil videre udarbejdet videoen og det dertilhørende kompendium pissed and out of control (2017) samt performancen Chewing Texture, der blev udført på Den Frie i foråret 2017. Gruppens praksis spænder over forskellige medier som video, performance og tekst, hvor de beskæftiger sig med emner, der tager udgangspunkt i fællesskab på tværs af forskelligheder, feministisk teori og det virtuelle rum.

“FKUN stiller spørgsmålstegn ved, hvad det vil sige at være del af et fællesskab og ved dét at identificere sig med noget fremfor at definere, hvad feminisme og fællesskab kan være. Det vigtige for vores arbejdsfællesskab er, at der er en sensibilitet og forståelse for intersektionalitet, kapitalismekritik samt en grundlæggende kritisk opmærksomhed på vores privilegier”, fortæller gruppen.

“Vores arbejde handler ikke om at skabe kunstværker, men handler i højere grad om at arbejde sammen, orientere, være kritiske, og ikke være bange for at skabe konflikter. For os er konflikten produktiv. Kulturteoretikeren Judith Butler “found herself in trouble”, og vi arbejder aktivt med at undvige fra undertrykkelsestermen “to stay out of trouble.”

Og netop denne synliggørelse af konfliktuelle positioner har kollektivet for ganske nylig kommenteret i et åbent brev til rektor for Det Kgl. Danske Kunstakademi Sanne Kofod Olsen. I brevet retter FKUN skarp kritik mod lektor Rolf Nowotny og opfordrer Olsen til at revurdere Nowotnys position på skolen som følge af en performance i Odense Zoo i foråret 2017. I udstillingen Becoming Human havde Nowotny “malet sig sort i ansigtet, slået sig på brystet og brølet”, som det står i brevet – en akt, der ifølge kollektivet henviser til en slags indirekte racisme, hvor der ikke tages hensyn til blandt andet begrebet black face, som refererer til en karikatur af mørklødede mennesker.

En hvid feminismekritik
Feminismen er ikke et universelt fænomen trods det, at den globale søstersolidaritet er støt voksende. Hvide middelklassefeminister har eksempelvis mødt hård kritik i den postkoloniale tænkning fra centrale teoretikere som Chantra Talpade Mohanty og Oyeronke Oyewumi, der sætter spørgsmålstegn ved den transnationale solidaritet, vestens heteronormative forankring og den hvide eurocentriske feminisme. Hvordan feminismen kommer til udtryk – og med hvilke midler – manifesteres på forskellig vis i eksempelvis vestlige og mellemøstlige lande. Da politiske, sociale og lovmæssige institutioner varierer fra land til land, er det derfor heller ikke hensigtsmæssigt at benytte universelle analysemodeller på feminismens forskellige retninger.

Og netop forskelle og ligheder er et gennemgående træk i FKUN’s praksis. I kompendiet pissed and out of control behandler kollektivet kritikken af den hvide feminist gennem memes, call outs samt reklame- og popkulturen.

Blev der ikke allerede i 1980’erne og 1990’erne gjort op med de skarpe opdelinger, som queer kontra non-queer, hvid kontra ikke hvid, og vestlig feminisme kontra postkolonialistisk feminisme? Oplever I, at disse polariseringer stadig eksisterer i dag?

“Vi bruger kunst som platform – det er den, vi har fået adgang til gennem en masse privilegier. Når vi afsøger agenturen og potentialerne for empowerment, finder vi det i alle afkroge af livet. Det kan ikke reguleres til et fast afgrænset område i det politiske. Denne søgen er også indlejret og reflekteret i kunsten. Vi har i det sidste halve år arbejdet på at dekonstruere hvid feminisme. Vi er en gruppe med forskellige baggrunde og må derfor forholde os kritiske til hvilken form for feminisme, der fylder i den offentlige debat. Som en gruppe med forskellige privilegier har den primære interesse været at udfordre den mainstream feminisme, vi ser tage plads. Hvordan kan man være hvid feminist uden at praktisere hvid feminisme, og hvem har retten til at omtale sig selv som intersektionel?”

Call out-kultur
Fjerde bølge-feminismen kendetegnes ikke alene i sin interaktion med intersektionalitet og det virtuelle rum, men også med det, der betegnes som “call out”, hvori fx sexisme, racisme eller misogyni, udtrykt af offentlige eller private personer og institutioner gennem forskellige begivenheder og fora, bliver udfordret og modsagt enten kollektivt eller individuelt. Et call out handler om at råbe op og tage handling, og det opfordrer til at se problematikken i et givent emne. pissed and out of control-kompendiet tager ligeledes fat i call out-kulturen, formuleret blandt andet gennem interne dialoger i FKUN, et åbent brev af den fratrådte Goldsmiths professor Sara Ahmed og en guide til, hvordan call outs manifesteres.

Performancen Chewing Texture på Den Frie er et eksempel på en anden slags call out – et der snarere vender et kritisk blik mod kunstens institutionelle rammer. ”I Chewing Texture ville vi lige tygge lidt på vores call out: Hvilke rum er vi i? Hvad er det for et rum, vi som kunstnere var blevet inviteret ind i? Hvem får adgang til kunstinstitutioner, og hvordan anvendes de? Vi tygger stadig på alle disse spørgsmål…“

I den timelange performance var alle kollektivets medlemmer placeret på en stol i en rundkreds. Hvert medlem var udstyret med headsets og tyggegummi, hvor der i al stilhed blev tygget meget højlydt, mens publikum fulgte med fra sidelinjen. I baggrunden blev videoværket pissed and out of control afspillet, hvor FKUNs performancesang, I Reclaim That, blev remixet halvvejs inde i Chewing Texture.

Udover at problematisere den museale kontekst, inviterer Chewing Texture til læring og håndtering af call outs og synsretninger i de forskellige offentlige og private sfærer, vi dagligt navigerer rundt i.

“For os handler dét at lave call outs om at synliggøre. Ikke at tale om problemer er ikke det samme som, at der ikke er problemer. Call outs handler om at tage ansvar. Vi ser det som en gave og en måde at pointere strukturelle uligheder i samfundet på. Vi er ikke bange for at være upopulære, fordi kunst for os handler om at forblive kritiske og have værdier at kæmpe for.”