Vi længes efter frirum

Den succesfulde og humoristiske, norske billed- og performancekunstner Tori Wrånes er for første gang udstillingsaktuel i Danmark med installationen Ældgammel Baby på Kunsthal Charlottenborg – et sært univers befolket af svævende trolde badet i et skiftende lys; en mulig alternativ verden.

Tori Wrånes’ latter er befriende smittende igennem hele interviewet, som er lavet i anledning af hendes første solopræsentation i Danmark. Installationen Ældgammel Baby på Kunsthal Charlottenborg er en helstøbt, sær verden, hvor en taske kan puste, fem fløjtespillende trolde svæver i rummene og et drømmende lys fra loftvinduerne spiller med. Min pludselige nervøsitet over at skulle møde en stor samtidskunststjerne forsvinder, idet hun griner.

Titlen på installationen Ældgammel Baby kunne være en mulig indgangsnøgle til samtalen og til værket. Hvorfor denne titel?

”Jeg lurer også lidt på det. Det handler om, at når man spænder modsætninger op imod hinanden, så kan definitionen ligge meget tæt på dem begge. Det skaber et frirum. Men mest af alt, tænker jeg, at vi alle sammen længes efter…” – Tori Wrånes udbryder et par høje, skægge lyde – ”Ahhh aooh … kan vi ikke bare være lidt sådan,” griner hun og fortæller videre:

”I videoerne i udstillingen synger troldene også nonverbale ord. De synger baseret på rytme og temperament. Det er et dada-agtigt sprog. Jeg kalder det et troldesprog. Det er beslægtet med teatrets ’gibberish’ og jazzens ’scat-sang’. Det er ikke klart, hvad det betyder.”

Den norske kunstner, der tidligt har gjort sig internationalt bemærket og allerede har en lang række interessante storskalaperformances og udstillinger bag sig, nævner også, at hun med titlen refererer til de mærkværdige aldershierarkier, der er i vores samfund. Men at hun har svært ved at tale om det.

Rummet er en karakter
Tori Wrånes er tidligere rocksanger, og hendes performances er meget orienteret omkring stemme og lyd.

”Jeg oplever lyd og billede parallelt; at form og det at synge er som at tegne. Lyd opleves fysisk for mig. Det er skulpturelt – ligesom lyset. Det rare ved lyd er, at den er helt usynlig, men samtidig er det som om, man kunne røre ved den.”

Tori Wrånes udvider sine performances til hele installationer; der bliver en form for levende abstrakt maleri eller collage. Ældgammel Baby er en lignende størrelse, selvom hun desværre ikke performer live her i København.

”Når jeg arbejder, oplever jeg, at rummet er en karakter i sig selv. Her på Charlottenborg er der så dejlige rum med høje lofter og glastage, der er så mange ting at arbejde med, som allerede findes.”

Og hvilke elementer er så lavet specielt her til udstillingen?

”Der er fem videoer af ældgamle babyer eller trolde, som er placeret rundt i udstillingsrummene. Det er dejligt, når rummene hører sammen, så de gamle babyer synger og spiller fløjte, så man kan høre sangen og fløjterne fra de andre rum. De spiller sammen helt ’random’ på egen hånd. Der er også folk, der sidder og vipper med benene på taget, og så er der lysskulpturer i loftet. Alle hovedskulpturerne er produceret hertil. Nogle enkelte værker er fra en udstilling i Oslo, men det er kun to … eller tre værker… fem et halvt,” ler Tori.

Alternative parallelverdner
Det vil sige lyddesignet forbinder udstillingsrummene?

”Ja, de ældgamle babyers sang forbinder udstillingsrummene. Jeg lurer på, om de har et rådsmøde her på Charlottenborg. De taler sammen – af og til overtager fløjten, og så spiller de. Når de spiller alle fem, er det bare vældig dejligt at ligge på gulvet. Til åbningen lå folk bare på gulvet, for der sker så meget oppe på taget; de der ben, der vipper, og så kan du høre musikken.”

Tori Wrånes drømmeagtige universer kunne være en slags utopier, mulige alternative parallelverdener til den rationelle, kapitalistiske virkelighed, men der er måske også en form for undergangsstemning i ældgamle babyer.

”Jeg ved ikke, hvor længslen efter noget dystopisk kommer fra, men måske kommer det af, at jeg synes, det er vanskelig at leve. Det modsatte er heldigvis også hele tiden sandt. I et parallelunivers, hvor man kan slippe alt løs, kommer både utopien og dystopien frem.”

Tori Wrånes har desuden lavet performances, hvor hun bogstaveligt vender rundt på hele rummet. Hun lader til at have haft et ønske om at trodse tyngdeloven – fx i performancen Loos Canon (2010), hvor hun hang og sang med hovedet nedad. Er det også for at bryde med virkelighedens konventioner?

”Ja, absolut, og for at gå til yderpunkterne af kroppen, min egen krop. Hvor højt og hvor stærkt kan jeg synge? Hvor længe kan jeg synge, når jeg hænger med hovedet ned af? Og hvad sker der med stemmens kvalitet? Jeg er mere interesseret i de fysiske yderpunkter end i at synge helt perfekt. Jeg har også båret en anden musiker på ryggen i en performance, og det var svinetungt. Den modstand er interessant. Man kan ikke planlægge live performance, og derfor kommer adrenalinen i kroppen, når man performer.”

Hvordan ser Tori Wrånes så relationen til beskueren i sine værker og i installationen på Charlottenborg?

”Jeg er meget ydmyg overfor beskueren. Jeg har ikke noget ønske om at provokere. Men jeg har lyst til at præsentere en slags realitet uden for standarden, så der kan være lidt større frirum til at være dem, vi er. Vi skal ofte tilpasse os. Jeg tror, at man kan opleve udstillingen i sig selv og uden forkundskaber, hvis man kommer.”

Vi er alle trolde
Troldekarakteren er en genkommende og betydningsfuld del af Tori Wrånes kunstpraksis. Man så den fx i performamcen Stone and Singer i 2014 på biennalen i Sydney, og på Kunsthal Charlottenborg kan man udover de fem syngende gamle babyer se den i dokumentationen af performancen TRACK of HORNS (2015) i de italienske alper.

”Jeg tænker, at vi alle er trolde. Trolde kommer kun ud, når det er mørkt. Vi skjuler de mørke sider, for vi vil gerne præsentere os selv på bedst mulig måde. Jeg er ret forelsket i trolde, fordi de bærer hele spektret af det at være menneske. Og så er de kønsløse. Der er meget frihed i trolde.”

Men hvorfor bruger Tori Wrånes masker og kostumer i sine performances, så hun bliver helt uigenkendelig?

”Jeg er sanger og var med i et rockband, hvor det handlede meget om, hvordan jeg så ud. Da jeg sluttede i bandet og begyndte på kunstakademiet, var det dejligt at dække sig til og lade stemmen være det mest personlighedsdefinerende.

“For det andet kan kroppen blive mere som en skulptur, når man dækker ansigtet til. Jeg har også arbejdet meget uden at kunne se, fordi blikket er så stærkt. Når man arbejder i blinde, kan man få mere koncentration, for der sker så meget i rummet til en performance. Det er godt at være skærmet af.”

Men er den troldekarakter, som Tori Wrånes hele tiden vender tilbage til, ikke ligesom en karakter på teatret, en repræsentation af en fast figur, i modsætning til en handling i en performance?

”Nej, fordi det er mig selv. Jeg er bare omklædt. Jeg lader ikke som om. Men det kan også være sådan i teatret; der er meget eksperimenterende teater, som er improviseret.”

Mangler der humor og trolde i billedkunstverdenen?

”Hvad er billedkunstverdenen? Jeg synes i hvert fald, at humor er ekstremt åbnende, man skal næsten ikke tale for meget om det, for humor handler så sindssygt meget om rytme… jeg ved ikke, hvad jeg skal sige… men humor kan også ufarliggøre noget truende, kan være med til at skabe tryghed, som en modsætning.”

Performancegrupperne SIGNA og Sisters Hope i Danmark skaber også hele totalinstallationer og giver på forskellige måder plads til andre karakterer, giver plads til at lege med identiteter. Disse performative totalinstallationer kunne være forskellige måder og udtryk for ønsker om alternative samfund; ønsker om at forandre verden.

”Jeg mener absolut, at kunsten kan ændre verden. Der er et helt sindssygt potentiale. Helt sikkert. Jeg har også brug for det selv, brug for at opleve andre mulige verdener, og derfor kan jeg også arbejde så meget. Viljen tager over fornuften, fordi man bliver sulten efter noget andet, og derfor trænger man til at udvide standarden.”