"Vi lider alle af kapitalisme" – performance af Lise Skou i Kunsthal Aarhus
Performance i Kunsthal Aarhus kredser om magtforhold, social opstand og utopier.
Performance i Kunsthal Aarhus kredser om magtforhold, social opstand og utopier.
Vi lider alle af kapitalisme – men vil ikke behandles er et tekstværk og et manuskript til et skuespil skrevet og iscenesat af billedkunstner Lise Skou i samarbejde med dramatiker Gritt Uldall-Jessen.
Værket er vokset ud af idéen om at opføre Marge Piercys roman Kvinde Ved Tidens Rand fra 1976 sat op imod tekstsamlingen Revolt and Crisis – Between a Present Yet to Pass and a Future Still to Come (redigeret af Dimitris Dalakoglou og Antonis Vradis), 2011.
Kvinde Ved Tidens Rand betragtes som en klassisk utopisk spekulativ science fiction roman. som mikser en tidsrejse-historie med spørgsmål om økonomisk ulighed og social forandring. Revolt and Crisis er på sin side en tekstsamling, der analyserer den sociale opstand i Grækenland december 2008 – samt udforsker bølgerne af de kriser, der fulgte efter, og teoretiserer over fremtidige muligheder for opstand i lyset af den økonomiske krise.
I Skous performance beskrives samfundet gennem hovedkarakterens – den psykiatriske patient Connie – minder om sin fortid, hendes oplevelser af nutiden, og gennem hendes rejse i tid til en fremtidig utopisk verden.
Karaktererne i stykket er typer, der repræsenterer hver sin kategori af mennesker: Magthaverne og ofrene. De sidste opdeles så i de ’tilpassede’ og de ’utilpassede’.
Spillet opføres i Kunsthal Aarhus 8 marts kl 14. Skuespillere er: Ena Spottag, Albert Stein Ankerstjerne, Helga Rosenfeldt-Olsen
Performancen er en del af udstillingen Systemic #3
Læs anmeldelse af Systemic #3 her
Læs interview med Song Dong, der deltager på Systemic #3
Fakta
Vi lider alle af kapitalisme – men vil ikke behandles
8 mar 2014
Gritt Uldall-Jessen, Lise Skou
Kunsthal Aarhus Se kort og tider
Fakta
Teksten til stykket udgives i booklet på forlaget Antipyrine.
Lise Skou (1966) er uddannet fra Whitney Museum of American Art – Independent Study Program (2002-2003) og Det Fynske Kunstakademi (1998-2004). Har desuden en BA i Kunsthistorie fra Aarhus Universitet.
I sin praksis er hun optaget af post-kapitalistisk politik og kapitalistisk globalisering og arbejder ud fra teorier af bl.a. J.K. Gibson-Graham, der fokuserer på en feministisk kritik af den politiske økonomi. Gennem en kollektiv praksis forsøger hun at forestille sig ikke-kapitalistiske økonomier og undersøger udfordringer i alternative økonomiske indgreb.
Gritt Uldall-Jessen (f. 1970) er uddannet på dramatikeruddannelsen på Aarhus Teater, og er desuden cand. mag i Nordisk Filologi, Københavns Universitet. Hun arbejder som dramatiker inden for det frie producerende felt og har blandt andet skrevet tekster for Hotel Pro Forma og Cantabile 2.