“Vi tror ikke på paroler, men kunsten kan være med til at flytte vores tankegange”

SUPERFLEX er aktuel med en dystopisk udstilling i Cisternerne. I forbindelse med Art Week Copenhagen holder de et Wake Up Call i udstillingen. Vi har talt med Jakob Fenger fra kunstnergruppen om udstillingen, om nye kunstnerroller og om gruppens mangeårige arbejde indenfor og udenfor kunstens institutioner. Og ikke mindst om kunsten kan gøre en forskel.

“I starten fik vi henvendelser fra folk, der skulle have lavet tagbelægning eller altaner”, fortæller Jakob Fenger fra SUPERFLEX, da vi indleder vores samtale om kunstnergruppens mangesidede virke gennem mere end 25 år.

Læs også:
Ikke med et brag, men med en popsang i loop – Anmeldelse af Superflex: It is not the end of the world

Allerede i 1996 med det nu ikoniske biogasprojekt, Supergas, udstak SUPERFLEX en radikal kurs for, hvad et kunstnerisk virke også kan være. Her arbejdede gruppen sammen med ingeniører om at udvikle en simpel transportabel biogasenhed til brug for folk blandt andet i landdistrikterne i Afrika.

Siden har SUPERFLEX med eksempelvis sodavandsproduktion i Brasilien (Guaraná Power, 2003), kopiproduktion af PH lamper i Asien (Biogas PH5 Lamp, 2002) eller orkestreringen af en bypark ved et såkaldt udsat boligområde på Nørrebro i København (Superkilen, 2011) markeret sig som en af de mest nyskabende og gennemslagskraftige aktører i nyere dansk kunsthistorie med en kunstnerisk strategi, der ikke blot holder sig indenfor kunstmuseernes trygge og privilegerede mure men insisterer på at blande blod med virkeligheden, forretningsmodellerne, den politiske aktivisme og udfordringerne af ophavsretten.

Som et band

SUPERFLEX består foruden Jakob Fenger af Bjørnstjerne Christiansen og Rasmus Nielsen, og helt fra begyndelsen har trioen været optaget af de dynamikker, som fungerer i erhvervslivet i firmaer, der brander sig med navn, logo og farvekoder. Og ja, SUPERFLEX er helt bevidst netop også et brand:

“Med navnet SUPERFLEX ville vi manifestere den kollektive arbejdsproces. Det var en fælles identitet, og det kommunikerede både indenfor og udenfor kunstens sædvanlige rum. Navnet lugter lidt af firma, og det var sikkert derfor, vi blev kontaktet af folk, der skulle have alt muligt forskelligt fikset. Det var vi pavestolte af”, beretter Jakob Fenger, og fortsætter:

“Kunstverdenen er ekstremt gammeldags. Det er stadig sådan, at det at arbejde kollektivt er ualmindeligt. Man har stadigvæk forestillingen om det enkelte geni, der får de store tanker, men der findes ingen andre faglige miljøer, hvor man tænker, at der er én enkelt person, der skaber tingene.
Vi er tre mennesker, der arbejder sammen, og som stadigvæk er i stand til at blive inspireret af hinanden og kan dele ting, så det giver kunstnerisk mening. Det er som et band, hvor man har brug for forskellige komponenter for at få det til at fungere.”

Oversvømmelse

Lige nu er SUPERFLEX aktuel med udstillingen It is not the end of the world i Cisternerne i Søndermarken på Frederiksberg. Udstillingens hovedgreb er, at SUPERFLEX har oversvømmet det tidligere vandreservoir med 15 cm vand, så publikum skal træde lidt ud af dagligdagstilstanden ved at iføre sig gummistøvler og vade gennem de særegne rum. Det er et dystopisk scenarie.
Læs anmeldelse af udstillingen her.

“Som mennesker kan vi godt sætte os ind i, at der sker nogle store klimaændringer, der potentielt kan betyde, at jorden kommer til at ændre sig radikalt, men vi er måske ikke klar til at ændre de måder, vi lever på, og de måder vi har indrettet os på”, forklarer Jakob Fenger. “Lige nu kan menneskeheden godt forestille sig, at jorden går under, men der er ikke nogen, der snakker om, at den globale kapitalisme skal ændres, selvom den er den største del af problemet”.

Midt i rummet har kunstnerne placeret en oversvømmet bygning med nøjagtige kopier af toiletterne i sekretariatet, der hører til United Nations Framework Convention on Climate Change (UNFCCC) i Bonn. Det er i det sekretariat, at man tilretter dokumenterne, som senere bliver til de klimaaftaler, der skal stemmes om i FN (f.eks. Parisaftalen) – en proces, der allerede på dette niveau er præget af kompromiser under hensyntagen til alskens – især økonomiske – interesser. Her handler det ikke så meget om, hvad der skal gøres, som hvad det er muligt at forestille sig, man kan blive enige om.

“Det er disse toiletter, vi vælger at oversvømme. De fremstår som et portræt af menneskelig konsumerisme og global konflikt, hvor vi bliver nødt til at reagere på de skader, som det allerede har forårsaget”, forklarer Fenger.

Jorden er ved at slå op med mennesket

Rammen for udstillingens fortælling er udsagnet It is not the end of the world, der står bøjet i blå neon i den bageste del af Cisternerne. Det er selvfølgelig en ‘light’ måde at forholde sig til situationen på, erkender Fenger, men som han siger: “Udstillingen insisterer på at se tingene – ikke fra menneskenes synsvinkel – men fra jordens perspektiv”:

“Hvis man ser tingene fra jordens perspektiv, så er den vant til, at der sker kæmpestore forandringer, hvor nogle arter dør, og der kommer nye til. Jorden har ikke noget problem med det, den har ikke nogen følelser i forhold til det. Så går der måske bare 50 millioner år, og så kan der igen komme nogle nye to- eller trebenende væsner, som laver rav i den”.

Læs også:
Ugens kunstner – Superflex

“Vores udgangspunkt indtager en mere eksistentiel vinkel. Vi forsøger faktisk at forholde os lidt mere neutralt, selvom jeg godt er klar over, at man kan læse værket som et klimapolitisk statement.
Alt, hvad der er fremme i medierne, handler om mennesket, og hvordan mennesket er påvirket af klimaforandringerne, og det, mener jeg, er et meget snæversynet perspektiv. Måske skal mennesket lade være med at være så selvoptaget og være mere optaget af, hvordan vi lever sammen med de andre arter på planeten. Jeg tror, der er behov for et andet perspektiv på, hvordan vi ser på de her ting”.

Lydbilledet i udstillingen er en forvrænget udgave af Justin Timberlakes Cry Me a River – en break-up sang – og måske er klimaforandringerne som f.eks. vandstandsstigninger, der giver os mindre plads at leve på, et tegn på, at jorden er ved at “breake up” med menneskene.

Vi føler os som en del af et samfund

Udstillingen i Cisternerne hænger sammen med, at kunstnergruppen er optaget af aktuelle klimaproblematikker, bl.a. vandstandstigninger i havene. I en række projekter arbejder kunstnerne eksempelvis sammen med havbiologer og designere på at udvikle byggematerialer og arkitektur, der er forberedt til at kunne oversvømmes og danne hjemsted for andre arter.

Sådan pendulerer gruppen mellem mere rene udstillinger og projekter, der rækker ud over den snævre kunstverden.

“Vores praksis bærer præg af, at vi har en interesse for, hvad der foregår i virkeligheden”, forklarer Jakob Fenger. “De ting vi laver, er ikke ren abstraktion. De er altid bundet til en virkelighed. På den måde har vi altid ageret i forhold til, hvad der foregår rundt om os. Som kunstnere føler vi os meget som en del af et samfund”.

Det er fint nok at være på et museum – men det er ikke nok

SUPERFLEX kalder derfor sine kunstværker for tools – redskaber. I det forhold ligger der, at kunsten kan bruges til noget. At den kan bidrage med noget i forhold til samfundet.

“Vores interesse for kopivirksomhed bygger på en erkendelse af, at vi som mennesker arbejder kollektivt, ikke kun i nuet men også på tværs af generationer. Vi er i dag i besiddelse af en viden, som vi har fået overdraget fra andre, og kunsten er også en del af denne deling”.

“På samme måde er vi interesseret i distribution af ideer – altså selve ideen om, at kunst kan træde ind i forskellige sammenhænge”, forklarer Jakob Fenger og nævner i den forbindelse sodavandsprojektet Guaraná Power som eksempel.

I 2003 indledte SUPERFLEX et samarbejde med brasilianske bønder om at producere en fair trade sodavand som reaktion på, at multinationale selskabers monopol havde drevet prisen for guaraná-frø, råvaren i sodavanden, ned til et minimum.

“Guaraná Power findes som værk i flere store kunstsamlinger rundt om i verden, men det var også “bare” en sodavand. Og du kunne drikke den af forskellige årsager. Fordi du kunne lide den, eller fordi du synes, du ved at drikke den ydede modstand mod multinationale karteller.
Vi kan rigtig godt lide, at objekter har den slags liv. Der findes utrolig mange virkelig gode kunstværker, der står i kældre eller på lagre og faktisk ikke er tilgængelige.
For os er det vigtigt, at vi er en del af samfundet, at de ting, vi laver, er en del af en virkelighed udenfor kunstens rum – en virkelighed, som vi mennesker har indflydelse på.
Vi leder altid efter måder, vi kan få tingene distribueret ud på en anden måde end blot den klassiske galleri-museumsvej, som vi jo selvfølgelig også bruger”.

“Vi føler en stor lyst og pligt til at være deltagende på andre måder end bare ved at være på et museum eller et galleri. Det er fint nok at være der – men det er ikke nok.
Det er vigtigt for os, at vi laver kunstværker, som både fungerer i museumssystemet og i hverdagslivet, og at folk forholder sig til dem og bruger dem på meget forskellige måder. Det er faktisk noget af det, man kan som kunstner: at operere i ekstremt forskellige sammenhænge”.

Politisk kunst?

Nogen vil jo hævde, at kunst og politik korrumperer hinanden. At al “politisk kunst” er dårlig kunst, og at den politiske protest omvendt mister bid og retning, hvis den iklædes æstetiske former?

“SUPERFLEX er ofte blevet beskrevet som “politisk kunst”. Vi arbejder jo med æstetik, form og fortællinger. Om det nytter eller har en politisk virkning, det er en trossag. Og der tror vi jo på, at det at arbejde med æstetik, form og fortællinger har en indflydelse eller gør noget. Vi oplever i hvert fald, at folk responderer på det. Det er på den måde kunsten har en rolle i samfundet.
Kunsten som en parole for et specifikt politisk budskab ender sjældent godt. Vores filmværk Flooded McDonald’s, hvor en replika af en McDonald’s restaurant oversvømmes, er selvfølgelig i en del udstillinger om klima, men næsten lige så ofte om kapitalisme og konsumerisme. Det er ofte sammenhængen, som definerer, hvordan kunsten er eller kan være politisk”.

Læs også:
Copyleft – nogle tanker om Superflex og ophavsret

“Men der findes jo rigtig mange eksempler på meget politiske værker – som samtidig er meget poetiske. Den tyske billedkunstner Hans Haacke er et eksempel på, hvordan politik og poetik kan gå op i en højere enhed”.

“På den måde kan form og politik jo spille enormt godt sammen”, mener Jakob Fenger, og peger på, at SUPERFLEX-værket Superkilen måske også kan forstås politisk.
Beboerne i området omkring byparken Superkilen kommer fra mere end 50 lande, og SUPERFLEX’erne bad dem om at udpege byobjekter fra deres hjemlande, som derefter blev hentet og installeret i parken.

“Superkilen er jo på en måde bare en skør samling af objekter, som man kan elske eller hade. Men det er jo også et statement om et område i byen, som har fået en bestem etikette som noget dårligt, voldeligt, farligt og problematisk. For os er det interessant at tage den historie op, vende den om, og gennem form at vise, hvem det er, der bor her”.

“Kunsten skaber et andet rum, men det er jo svært at være dogmatisk omkring det – også når man snakker om det. Hver gang du etablerer en modstand eller en forskel, så kan du sige, at det er politisk, men normalt når man taler om at være “en politisk kunstner”, så bliver det opfattet meget bombastisk.
SUPERFLEX har aldrig nogensinde haft en ideologi eller et manifest. Kunst fungerer ikke som politik, men kunst er stadigvæk med til at rykke ting og flytte tankegange. Så på den måde kan man sige, at kunsten indirekte er politisk”, slutter Jakob Fenger.