Videnskaben vinder over kunsten

Kunsten og videnskaben har ikke altid været væsensforskellige størrelser. I renæssancen lagde opfindelsen af perspektivet grundlaget til et nyt videnskabeligt paradigme, og siden har videnskaben og kunsten trukket veksler på hinanden; fra impressionismen over kubismen og frem til i dag, hvor bl.a. Bohrs kvanteteori og Heisenbergs usikkerhedsprincip finder vej ind i kunsten.

Nørdede kunstnere
Disse fusioner er undtagelser fra en bevægelse, der har trukket moderne videnskab og moderne kunst væk fra hinanden.

I moderne tid er kløften kun blevet dybere til trods for en lille, ihærdig skare af nørdede kunstnere og filosofiske videnskabsmænd.

På Syddansk Universitet har de oprettet et center, der skal slå bro over kløften.

At genforene videnskaben med kunsten er i hvert fald nødvendigt, hvis videnskaben og kunsten skal vinde nyt land.

Centeret med det ubeskedne navn ‘Center for Kunst og Videnskab’ har altså en stor og vigtig opgave foran sig. I sidste uge åbnede centeret den første udstilling i en række af Art & Science-udstillinger, hvor kræfterne skal forenes.

Red Sprite
I første omgang bidrager den canadiske kunstner Peter McLeish og den danske kunstner Jakob Jensen. McLeich bidrager med en film om ”Red Sprite”, et fascinerende himmelfænomen, som viser sig på himlen som en rød tåge. Den viser sig kun et splitsekund som et stort, tåget lyn.

Filmen giver et interessant historisk indblik i forskernes jagt på dette naturfænomen, men hvordan filmen forener kunst og videnskab, er svært at få øje på. Hvis kunsten er reduceret til en rolle som formidler af videnskabelige opdagelser, er vi ilde stedt.

Omsat til kunst
Jakob Jensen har tilbragt nogen tid på universitetets center for partikelfysik, hvorefter han har omsat deres begreber til kunst, i dette tilfælde gule post-it-sedler med forskellige videnskabelige ord.

Sedlerne sidder på glasvæggene og nogle sorte spande med fotokopier af stjernelegemer. Spandene er af den type, man bruger på byggepladser, og kunstneren forklarede ved udstillingsåbningen, at denne idé om konstruktion går igen i den kunst, han forsøger at bygge op.

Hermetisk lukket
Men kunsten som konstruktion bliver kun et postulat. Sedlerne og spandene er kunstneriske oversættelser af videnskaben, men meget går tabt, og meget lidt bliver vundet.

Ikke alene er der intet forsøg på at forene kunsten med videnskaben, men den kunst, der står tilbage, fjerner sig og lukker sig om sig selv. Den er uforståelig uden at være fascinerende, men hvad værre er, at den er utilnærmelig over for andre end sine egne – de særligt indviede, der kender de kunstteoretiske koder.

The beauty of science
I det mindste forsøger McLeich at forene kunsten med videnskaben, blandt andet ved at vise ”the beauty of science”, som han sagde til åbningen.

Det er straks sværere at se, hvad Jakob Jensens post-its og spande skal forene. Når man står bøjet over spandene, får man den tanke, at videnskaben sagtens kan fascinere, forandre og inspirere uden kunsten og kunstnere, mens kunsten på sin side fortsætter med at kredse rundt om sin egen akse.

”Er det en udstilling?”
Udstillingsrummet fungerer også som gennemgang til universitetsbiblioteket. De studerende vader lige igennem spandene; tilsyneladende uden den fjerneste idé om, at de går gennem et kunstværk. Som en studerende sagde, da vi snakkede om udstillingen: ”Er det en udstilling? Jeg troede, de var ved at bygge om”.

Videnskaben har vundet denne omgang, men kunsten fortjener en revanche. I anden runde kan vi håbe på, at videnskaben og kunsten finder sammen i en udstilling, hvor begge dele vinder.