Viljestærk villa

På Kastrupgårdsamlingen tages traditionens tråde op af flere generationer på en energifyldt udstilling kurateret af de to kunstnere Torgny Wilcke og Charlotte Thrane.

”Det var sådan noget, vi lavede på seminariet”, hører jeg en kvinde sige til sin veninde, mens hun peger på Charlotte Thranes værk Hele armen. Værket spænder sig ud som en stor bueform, dannet af grene og uelskede vækster som bjørneklo behængt med alskens materialer, stof, plastic, uld, hænger i den sidste sal på Kastrupgårdsamlingen, det de kalder Stakladen.

Og sandt er det, at værkerne, der vises på Villa til Ragna og Franka har fokus på det materialeeksperimenterende ikke mindst indenfor de tekstile materialer og naturmaterialer, og på det som herhjemme på en eller anden måde er blevet rubriceret som ikke rigtigt hørende hjemme i kunstverdenen, men derimod i en kvindelig afdeling af kunsthåndværk.

Også derfor er udstillingen en tiltrængt øjenåbner, fordi den faktisk anfægter den kunsthistoriske fortælling og undersøgende spørger til, om der ikke er noget, vi har overset.

Ragna Braase og Franka Rasmussen
Ragna Braase (1929-2015) blev uddannet på Kunstakademiet i Paris og i København (1954-57). Hun begyndte som maler, men gik senere over til at arbejde med vævede stoffer som hun bl.a. brugte i sine installationer. Hun debuterede på KE i 1958, men har ikke udstillet meget i Danmark. I 1985 og 86 havde hun dog separatudstillinger på hhv. Kastrupgårdsamlingen og det daværende Nordjyllands Kunstmuseum.

Det er svært at få et overblik over hendes produktion, hun er i den grad ikke skrevet ind i dansk kunsthistorie, men hendes måde at forene det af hende selv vævede materiale med det skulpturelle udtryk er særegen og fortjener, at blive læst på ny.

Franka (Franziska) Rasmussen (1907-1994) var tyskfødt, uddannet tegner og maler ved Kunstgewerbeschule i Frankfurt am Main, men flyttede i 1930 til Danmark hvor hun underviste på den nyetablerede Kunsthåndværkerskole indtil 1976. Franka Rasmussen lærte selv at væve og bevægende sig med tiden fra det mere traditionelle billedvæveri over i et mere eksperimenterende og rent kunstnerisk arbejde med materialerne.

15 kunstnere
I Esbjerg var udstillingen fordelt over 2 etager og så vidt jeg har forstået uden væghængte værker. På Kastrupgård folder den sig ud over tre sale, hvor også væggene er i brug, og hvor Ragna Braase og Franka Rasmussens værker går igen som de røde tråde, som på forskellig vis reflekteres af de øvrigt medvirkende 13 kunstnere: Thomas Bang, Karen Havskov Jensen, Hannah Heilmann, Pernille With Madsen, Charlotte Thrane, Mette Winckelmann, Marianne Jørgensen, Poul Gernes, Torgny Wilcke, Johanne Skovbo Lasgaard, Ellen Hyllemose, Ninna Bohm Pedersen og Steffen Levring.

Ragna Braases telt
Et af de første værker man møder, er Hannah Heilmanns installatoriske Ragna Braases telt. Bygget over den grundform, som Ragna Braase skabte sine to store teltværker Afracanas hus over. Ragna Braase vævede selv de farvestrålende, nærmest digitaltmønstrede stoffer hun beklædte sine teltværker med engang i 60´erne. I modsætning hertil, måske for bevidst at tale i et andet sprog, arbejder Heilmann mere intuitivt og nærmest løst henkastet ved at behænge den firkantede metalkonstruktion med ikke særligt skønne industrielt fremstillede stoffer, som dog er indkøbt verden over.

I værket er inkluderet et af Ragna Braases egne romantisk naive malerier af den ørken, som hun ikke selv opsøgte, men blot arbejdede med som en form for mentalt utopia. Heilmanns værk udfordrer sin beskuer, det er på en gang indforstået og samtidig helt åbent og tilgængeligt. Men det bliver siddende i bevidstheden som en form for undren.

I det første rum står også Ragna Braases drømmesyn af svævende søjler, Søjlerne fra Uruk (ca. 1985), hvis bløde farver får et hårdt og godt medspil af Poul Gernes kontante lakmaling på masonit (et stribeværk fra 1965), for slutteligt at lande i den på en gang kendte og samtidig frastødende isnende, grønne køkkeninstitution hos Thomas Bang, hvor dyret er flået og gardinerne æder sig selv (Animal skin stage (repair), 2013).

Det næste rum er det sværeste, langt og smalt, men her får Franka Rasmussens værker plads på væggene. Særligt interessante synes jeg de to papirværker er, som jeg ikke ved om hun egentlig har tænkt som skitser til større installationer, hvor hun arbejder grafisk klart og med papiret som et tredimensionalt materiale, der synes at sprænge sit eget format med en voldsom dynamik, som jeg ikke helt genfinder i hendes fysiske relieffer, hvor det i højere grad virker som om det er mødet mellem materialernes karakterer, der har drevet hende.

Karen Havskov Jensen folder garderobeskabet ud som psykologisk materiale i sine konkret refererende skulpturelle værker, hvor hun særligt har fat i en kombination af det hudfarvede og en tynd lilla, som på en gang er kropslig og nærmest dukkeagtig.

Mette Winckelmann viser en maleriinstallation, fordelt på to rum. Værkerne er sat op som stof på blændramme, altså det vi rubricerer som et maleri, men de er i langt højere grad strukturelle undersøgelser og fysiske indgreb i rummet, end de er egentlige malerier. Hun er gået helt tæt på Braases vævning i sine diagrammatiske abstraktioner over den måde trådene i vævet griber ind i hinanden på.

Videoværker
Der er to videoværker med på udstillingen, Pernille With Madsens værk Mussolini mumbling to the future er angiveligt en gipsafstøbning af diktatorens profil der roteres sådan at man billedligt ser det skiftende billede af profil og vase, det er ret hypnotisk, og man har lyst til at stoppe billedet, så man kan se, hvad det er, der mumles, hvad det er for en uhyggelig fortid, som uden vi registrerer det rigtigt taler med. Jeg læste om Mussolinis obelisk i Foro Italico, Rom, som der efter sigende er en form for mumlen fra, fordi Mussolini har efterladt en besked til eftertiden indgraveret under obelisken.

Ninna Bohn Pedersen arbejder med krop og farve i sit dobbelte videoværk High Rise (2013) og Chroma Eclipse III (2017), der også har noget lidt oldschool over sig, fordi hun ikke viser dem på væg, men på 4 fjernsynskasser. På en af skærmene panoreres der over et par nøgne fødder og en blå kjole, det er ganske enkelt, men samtidig meget poetisk, fødderne der har hvide sandalmærker, billedet, der begynder i det konkrete og ender som et blåt felt. Som samtidig korresponderer så fint med Johanne Skovbo Lasgaards udfoldede papirsvifter og blåmalede fuglebade. En serviet foldet som et ritual, en viftes store slag med fuglehalen.

Steffen Levring leverer det store farvebad kombineret med lyd i sin videoprojektion som har fået lov at oplyse en mellemgang. Det stikker i øjne og øre, det er fysisk påtrængende på en anden måde end de store skulpturelle værker det fører ind til, det er fint at få den dimension med; at materiale kan have andre dimensioner end det fysisk håndgribelige.

Stakladen
Stakladen, som er udstillingens sidste rum er højloftet og det klæder de store værker, der virkeligt kropsligt rykker i beskueren. Marianne Jørgensens kæmpe tragt af mos, der ellers kan virke voldsom, bliver helt overkommelig her, hvor den får modspil af flere værker i samme skala. Gernes farvestrålende blanke katamaran møder Torgny Wilckes rå trælægter, hans Gulvting er hård og kantet som en palisade, men samtidig blød og varm som et tredimensionelt tone-i-tone maleri.

Et af de værker, som rykker kropsligt er Ellen Hyllemoses store sorte ting – underflade/overflade, indånd/udånd (2017) Et monstrum af et værk, en udadstikkende konstruktion holdt sammen og skjult bag sort lycra, som står og troner lidt faretruende i rummet. Uden på er der påsat lapper og knapper i lysende farver, som får konstruktionen til at virke endnu mere tykmavet, en som også giver den en malerisk dimension. Fra et par af dem hænger der blåt tovværk, som man kender det fra sejlbådsskøder, hvilket på en fin måde skaber en forbindelse til Poul Gernes store bemalede og blomstertapetserede katamaran. Uden tovværk sejler man ingen steder. Det begynder med en tråd.

Villa til Ragna og Franka er en væsentlig udstilling, der ligger i tråd med Sorø Kunstmuseums udstilling Tråde på tværs (2015), hvor de havde bedt Mette Winckelmann om at forholde sig til deres samling af konkret kunst. Det havde hun blandt andet gjort ved at trække tekstilt arbejdende kunstnere som Ragna Braase og Aase Seidler Gernes frem og sætte dem i spil med deres mandlige samtidige. Det var en vigtig udstilling, som vel også fik betydning for den revurdering af Aase Gernes indsats, som pågår. Og udover udstillingen så har de to kuratorer lagt et stort arbejde i arbejdet med de tre kataloger. Der er ikke meget formidling på selve udstillingen, men den kan man finde i de velskrevne katalogtekster.