Virkningsfuld leg med intellekt og sanser

Hvor kunstnerne i den samtidige KP, Kunstnernes Påskeudstilling, gennemgår censurering og skånselsløs udvælgelse af deres værker, bliver kollegaerne i spring i stedet inviteret. KPs bestyrelse udvælger blandt de senere års KP-udstillere en lille gruppe kunstnere, der i bestyrelsens øjne har udvist et særligt potentiale.

Appel til den besøgende
Dette års springudvalgte er Anja Christensen, Anders Bendixen og Mikael Dupont. Udstillingen er udviklet i samarbejde med billedkunstner Elsebeth Jørgensen og er at finde i Århus Kunstbygnings sal A.

I den lille flyer, man modtager ved indgangen, står der i første linie med kapitaler: ”SPRING11 – EN APPEL TIL INTELLEKT OG SANSER,” opfulgt med ” i en undersøgelse af henholdsvis konspirationsteori, mennesket som sammensat væsen og erindringens natur.”

Alle udstillede i KP 2010, og alle tre tager hver for sig udgangspunkt i noget virkeligt eller en virkelighedsforståelse for så at give et bud på en anden tilgang eller forestilling.

En leg med påstande
Anders Bendixen leger med konspirationsteori-tankegangen, og opnår med enkle midler at så tvivl eller skabe nye forestillinger om diverse almenkendte teorier og forestillinger. Echelon-netværket, der menes at være det største elektroniske spion-netværk i historien, bliver blandt andet glimrende ironiseret i værket Echelon, Echelon, Echelon.

På fire plader frit hængende i rummet er der tegnet med henholdsvis tusch og blyant på begge sider. Ved gennemlysning oplever man tuschtegningen på modsatte side fuldende billedet og forestillingen. Det er enkelt, men også såvel effektivt og morsomt.

Bendixen er autodidakt kunstner og det yngste medlem i årets springgruppe – måske er det derfor, at hans så enkle installation De eller dem kommer til at stå mere ligefrem og vellykket end de andre værker gør enkeltvis.

En hvid sansekolos
Ved siden af konspirationsføljetonen oplever den besøgende Anja Christensens Putting Pieces Together, der består af en kæmpe ruminstallation og en vægmontage. Førstnævnte er en stoflig kolos, medens man på væggen ser tekstile vævsprøver og dissektionsanalyser.

Ruminstallationen lever til fulde op til sit navn Intruding white: en hvid, anatomisk skulptur, der kæmper en indædt kamp med omgivelsernes white cube.

I den æstetiske helheds sammenhæng fungerer ’bioskulpturen’ (og vægmontagen), men konflikten mellem ”mennesket som person og mennesket som et stykke biologisk liv”, som der også står i den føromtalte flyer, kræver mere end ´intellekt og sanser´ at fornemme.

Erindringens rum
Kvalitetsforskellen er stor hos Michael Dupont. Værkerne Mareridt, Bordet og Ludo er de mest vellykkede i serien Biografi.

De udviser en fornem blanding af leg med rumopfattelsen og henholdsvis den surrealistiske drømme- eller erindringsgengivelse og humoristiske barndomsobjekter. Når det lykkes for Dupont opnås netop den – velsagtens ønskede – ironiske distance til rekonstruktions-projektet af barndomsoplevelserne.

Helhedsopfattelsen
Det forekommer tydeligt, hvorfor disse tre kunstnere er blevet stillet til opgave at arbejde sammen. Alle har de en god fornemmelse af, hvordan man kan arbejde med en sanseberigelse omkring intellektuelle forestillinger eller virkelighedsopfattelser.

Beskueren skal bevæge sig rundt for at opfatte legen med rum og sanser, hvilket er udstillingen som helheds bedste træk, men også her hvor udstillingskoordinationen har slået fejl.

Michael Duponts værker er blevet for adskilte i forhold til de andre, idet en skillevæg er blevet sat op imellem disse og Anja Christensens Intruding White.
Havde dette været undgået, kunne udstillingen i større grad fremstå som en helhed for en fælles dagsorden gennem de respektive interesseområder og udtryksformer.

Dét sagt – så fremviser spring tre kunstnere med et udmærket potentiale, hvilket jo også er hovedformålet: at skabe en platform for kunstneraspiranter!