Virvarets særlige liv

Den fjerne lyd af trin i en opgang – der får en til at spidse ører, holde vejret og lytte til personen, der etage efter etage bevæger sig nærmere ens hoveddør – kan være som et kunstværks betydning. Ikke altid når den helt til dørs, ja nogle gange fornemmes den blot i penselstrøg, farvekomposition og valg af motiv, som en fjern lyd. Andre gange går det op, rammer plet, når dén historie, som værket fortæller, vækker tanker og giver sug i maven.

Censur
Forårsudstillingen på Charlottenborg er som et væld af trin på trappen, hvor utallige udtryk og ikke mindst indtryk svirrer i luften. Her er ikke én betydning, men flere, ikke blot ét tema, én vinkel eller én nuance, men mange.

Det er meningen, sådan skal det være, det er hele pointen med censurerede udstillinger som denne. Her har alle mulighed for at sende værker ind i håbet om, at juryen vil lade lige netop deres værk slippe igennem nåleøjet og ind i den hvide kube, hvilket 74 kunstnere gjorde i år.

De 74 kunstnere når med deres værker vidt omkring, og juryens ambition om ikke at vælge ud fra tema eller rød tråd, men ud fra de enkelte værkers kvalitet samt ud fra en forståelse af, at Forårsudstillingen er en platform for nye tendenser og talenter, fornemmes tydeligt. Men midt i virvaret savner man en fortællerstemme, der ville kunne skabe en smule orden i mængden af indtryk og få udstillingen til at fremstå mere henvendt mod et publikum.

Digitale nuancer
Dette års vinder af Den Nationale Solopris, Anne Haaning, lader i videoværket How to Other et ansigt gå i opløsning. Videoen leder tankerne hen på youtube tutorials og how-to-videoer, idet en mandestemme leder betragteren igennem en 3D-workshop i computerprogrammet iShowU, et program der gør det muligt uden kamera at filme computerarbejde direkte fra skærminterface til harddisk.

Værket er teknisk, komplekst og fremstår umiddelbart svært tilgængeligt. Men Anne Haanings portræt af en krop og et subjekt fremstillet i et medie så konstrueret og ulig kroppen og subjektet selv, danner et poetisk og eftertænksomt billede på de nye nuancer fremkomsten af det digitale som repræsentationsform har ført med sig. 

Træsnit
Langt fra digitale 3D renderinger finder vi vinderen af Den Internationale Solopris finske Camilla Vuorenmaas tre værker, som ved første øjekast synes at være How to Other’s totale modsæting.

Vuorenmaa arbejder med træsnit, men hvor træsnittet normalt blot er et skridt på vejen mod det endelige tryk, blot en mellemregning, da lader Vuorenmaa det bearbejdede træ være målet i sig selv. Værkerne fremstår rå, som er de endnu ikke færdigarbejdede; træets overflade er splintret og kun bemalet pletvis. Træet, den grove overflade, de sarte farver, og dén analoge arbejdsproces, man fornemmer ligger bag, bibringer værkerne en umiddelbarhed: De er hvad de er, træsnit, dét som kommer før trykket.

Processen
I det hele taget lader processen til at spille en afgørende rolle på dette års Forårsudstilling. I mange værker italesættes og udforskes vejen fra A til B. Dét som går forud for det endelige udtryk, dét som gemmer sig bag overfladen.

Dette ses helt konkret i danske Troels Steenholdt Heiredals sarte streger i værket Movement Drawings – Metro Drawings, der er resultatet af metroens tur gennem byen. Hvor bevægelsen og tilblivelsen her fungerer som værkets egentlige motiv, så akkompagneres chilenske Rafael Yaluffs maleri i stedet af dokumentationsfotografier. Ved siden af det store værk hænger således fotografier af kunstneren i skoven i gang med at male det enorme maleri.

Endelige i videoværket Konfabulator! af Kristian Schrøder ses to hænder – på ægte Clevin-manér – skære cirkler i et satellitkort. For hver cirkel der skæres i kortet, fjernes et lag for herved at afsløre et nyt underneden, som ville værket antyde, at der bag ethvert billede, bag hver en overflade og repræsentation gemmer sig en ny. Aldrig når vi ind til det rene og uformidlede, ind til præsentationen og ikke repræsentation, for bag det første satellitkort, gemmer sig blot et andet, og bag dét endnu et.

Konstruktionens indre
Bag interessen for selve processen synes således at gemme sig en nysgerrighed efter at undersøge selve repræsentationen. Værkerne præges af en bevidsthed omkring, at alt vi idag møder og ser – kunst såvel som programmerne i fjernsynet, profilbilledet på facebook, nyhederne i avisen eller smilet på Helle Thornings læber – alt sammen blot er et konstrueret billede, én tilrettelagt fremstilling blandt flere mulige.

Som med Forårsudstillingen selv, hvor hele 105 værker i alt, viser os utallige nuancer på den, verden vi lever i og kunstens særlige evne til at blotlægge dette mærkværdige liv.