Vores turist i den passive erindring

Udstillingen Ad Acta – arkiverede visioner på KØS er en tungere sag om de offentlige kunstprojekter, der ikke endte med at præge vores hverdag. Men med lidt forhandling og underfundig humor lirkes vores forestillinger langsomt op, og blikket på både det realiserede og ikke realiserede får nye, kritiske nuancer, vi kan takke Lasse Krog Møller og hans unikke tilgang for.

Siden særligt 1990’erne har museernes samlinger og arkiver været et genkommende materiale i udstillingsprojekter. Det er særligt udeladelserne, som er i fokus, det ikke-repræsenterede som en decideret resurse, hvis man vil udfordre og forstå kulturens og samfundets normer og begreber. Tænk bare på de sidste årtiers intensiverede granskning af magt, kolonial fortid, raceforhold og køn.

Her er arkivet et uvurderligt rum for nyfortolkninger og en forståelse af repræsentationens logikker. Og det er netop det udeladte Krog Møllers udstilling Ad Acta – arkiverede visioner handler om. Og mere præcist, handler det om 24 ikke realiserede kunstprojekter til det offentlige rum, og om hvordan det ville have været, hvis de faktisk var blevet udført. Udstillingen er kurateret af Peter Ole Pedersen, som også har fungeret som redaktør for udstillingens indsigtsfulde katalog.

Populær eller totalitær

Hvis man skærer det lidt hårdt op, så er Lasse Krog Møller kunstens foroverbøjede antrolopog. Han registerer og ophøjer selv det mest udtrådte og udsondrede i vores kultur.

Cigaretskodder, nedtrådt tyggegummi, frisørsaloner og diverse afvigelser af skulpturel art i det offentlige rum bliver gladeligt ophøjet til Monumenter (med stort forbogstav, forstås). Han er populær i kulturteoretisk forstand, hvor det autonome kunstværk udført som selvtilstrækkeligt monument unægteligt får en nærmest totalitær karakter i sammenligningen.

Denne refleksion er formentlig helt igennem tiltænkt fra KØS’ side, der vel at mærke er ‘museum for kunst i det offentlige rum’. Altså, at monumentet – som en manifestation af magt eller kunstnerisk virke – er ude af trit med en nutid, hvor de gamle magtbastioner smuldrer og monumenterne falder.

Og hvis man skal rejse fx et mindesmærke som offentlig markør og erindring, så er det i dag snarere i form af et omfavnende landskab (Holocaust monumentet i Berlin af Peter Eisenman), en dyb afgrund (9/11-mindesmærket af Michael Arad) eller et decideret snit i landskabet (det afslåede skitseforslag til Utøya-mindesmærket (af Jonas Dahlberg).

Udstillingen Ad Acta – arkiverede visioner består af 24 ikke realiserede projekter til det offentlige rum af både klassisk monumental karakter, men også af mere progressive indslag, som tæller nogle ganske inkluderende projekter, som dyrker det nære og sociale.

Vi gransker med Krog Møller som generøs ledsager både det heftigt debatterede vartegn Store Robert (2000) af Robert Jacobsen, Per Kirkebys forslag til det nye Århus Kunstmuseum (1997), Rudolph Tegners Livets Port til Fælledparken, Randi og Katrines forstørrede Mælkebøtte (2009) til EUC Vest I Esbjerg, Ernst Lohses postmodernistiske, form- og farverige eksplosion af en triumfbue, Nørreport, Helen Schou’s Adam og Eva-fortolkning i Kundskabens Træ til Nykøbing F. (1937), Anton Rosens Administrationsbygning for DSB (1924) og Lisa Rosenmeiers sejlende og web-opkoblede sci-fi-pavilion A turning point for the future (2007).

Blot eksempler på den værkmæssige spredning.

Nyt liv og ny offentlighed

Projekterne har fået nyt liv i form af forstørrede akvarel-postkort, kunne man kalde dem, fra de lokationer, hvor de arkiverede projekter var tiltænkt, og hvor værket nu ses realiseret i deres tiltænkte sammenhæng.

Imens vi kan sidde eller gå rundt og studere disse, hører vi en speak, der trækker os ind i den oprindelige vision bag værket. Næsten som en form for bekræftelse af værkets relevans.

I denne del af udstillingen er tiden underordnet. Vi introduceres ikke til anden kontekst end billedet og visionen, hvilket får os helt automatisk til at famle, men dermed også potentielt til at gentænke det kendte.

Det er både underholdende og utrolig skarpt eksekveret, hvilket får os til både at manifestere et eget standpunkt, værksyn og indtage rollen som kritisk og levende offentlighed.

To Aarhusianske projekter træder særligt frem: Arc (1992) af Ingvar Cronhammar, der kan beskrives som en hybrid mellem et parkeringshus, park og udendørsscene udfoldet som en mystisk klippe/fartøj med rødt lys strømende ud på gadeplanet midt i Aarhus by (Vesterbro Torv). Et projekt der blot understreger hvor meget gedigen humor, der ligger gemt i den dunkle jyde.

Dernæst kan man ikke lade være med at studse magtkritisk over Mogens Bøggilds Grisebrønden (1950), som jo den dag i dag står på sin plads foran Arne Jacobsens rådhus i Aarhus. For hvor er drengen fra den oprindelige skitse og vision?

Den menneskelige degraderings-fortælling, hvor dyr og menneske bliver lige (når det gælder sult), var tydeligvis for meget for bestilleren (Ceres Bryggeriet) i sin tid. Og hér bliver den (usynlige) magt, som udstillingen gerne vil undersøge, en sjælden gang udstillet.

Ind i udstillingens kritik

Bevægelsen gennem udstillingen tager os dernæst til de egentlige skulpturelle forstudier og skitser for projekterne, nu med tidsangivelse og konkretiseret som form, for til sidst at ende i et mørkt kammer.

Hér er vi inde i udstillingens ‘mørkekammer’ med alt hvad det indebærer: stakke af papirer og læserbreve fra avisernes utallige publiceringer fra vrede borgere eller interessenter, arkivskabe, der nærmest brækker sig af papirforgiftning, og et lille skrivebord, hvor det store overblik krampagtigt opretholdes.

Som en form for tidsfordriv (ikke uvæsentlig, skal det vise sig) er en mængde kontorartikler og kaffekopper stablet sammen til små knejsende monumenter. Dermed vender vi nu tilbage til monumentet som vertikal markør og megaloman manifestation – hér blot satirisk kommenteret som en naturlig drift i mennesket.

Går vi videre ned på museets 1. sal, møder vi udstillingens anden del, hvor alt udspiller sig horisontalt. Nu møder vi det realiserede værk af Ann Lislegaard, De 111 hvide plateauer, der i dag er det hvide, kuperede landskab udenfor museets vægge, og dels en række værkserier af Lasse Krog Møller, som giver den besøgende en idé om denne kunstners særlige tilgang: Vanløses Monumenter (2013), Alle Frisørsalonerne på Amagerbrogade (2015), Tyggegummiklatter, fortov I + II (2014) og Situationskort 1:1, John F. Kennedys Plads, Ålborg (2014).

Lasse Krog Møller præsenterer også her et nyt feltstudie fra Køges byrum, der glimrende illustrerer den kulturelle og encyklopædiske tilgang, som præger kunstnerens praksis.

Nedlagte – men intakte – monumenter

Der er mange kunstnere, der kan få noget godt ud af at opholde sig i og genoplive et magasin for ikke-realiserede kunstværker til det offentlige rum, men Lasse Krog Møller er en virkelig underholdende ledsager med en udsøgt følsomhed for historien, afvigelsen, detaljen og kulturens horisontale koder og natur.

Udstillingen formår faktisk at lægge værkerne ned foran os uden at tage livet af dem, og det er noget af en præstation.

Lene Bøgh Rønberg, inspektør ved museet refererer i udstillingskataloget til den tyske kulturantropolog Aleida Assmann og hendes artikel Canon and Archive fra 2008: “I den aktive erindring konstrueres vores nationale kanon. Her former vi historien, nøjagtig som når vi på KØS erhverver nye værker til samlingen og dermed definerer, hvad offentlig kunst er… modsat den passive erindring, der holder til i de hengemte magasiners og arkivers sfære, hvor de indsamlede kulturelle genstande er dekontekstualiserede og frakoblet deres oprindelige rammer.”

Men de opmagasinerede og arkiverede genstande kan gen-kontekstualiseres og dermed vende tilbage til den aktive erindring, understreger Rønberg. Og det formår Ad Acta – arkiverede visioner på en utraditionel og engagerende vis.