Warehouse9 omfavner kunsten

Warehouse9
Vesterbros lokalorienterede kunstgalleri og performanceteater, Warehouse9, har eksisteret i den brune kødby siden maj 2007. Siden da har det været en væsentlig del af den eksperimentelle kunstscene i København.

Stedet søger på autentisk vis at nedbryde distancen mellem hverdagslivet og den kunstinstitutionelle scene og opererer således med en sløring af grænserne mellem kunst og virkelighed:

"Vores mål er at arbejde på tværs af etablerede grænser og udtryksformer inden for musik, kunst, teater og natklubscenen", skriver Warehouse9 på deres hjemmeside.

Fra modvind til medvind
I kommunal modvind blev Warehouse9 etableret af en gruppe aktivister, der i stor udstrækning er inspireret af Queer-teorien, som problematiserer kulturelle forestillinger om køn og seksualitet.

Kunstnerisk leg med identitets-kategorier har derfor ofte været en tematisk tråd i det lille staldlokale, der i snart to år har fungeret internationalt som en kulturel platform for undergrundskunst.

Institutionen har just modtaget et 3-årigt legat på 1,5 millioner kroner fra Statens Kunstråds idépulje og i den forbindelse fået større lokaler, som er beliggende klods op ad det gamle.

Torsdag aften den 5. marts slog kulturinstitutionen for første gang de nye døre op for offentligheden i anledning af besøget fra den canadiske videokunstner Aleesa Cohene.

Torsdag den 5. marts…
…træder jeg ind gennem den slidte åbning i frontfacaden og finder vej ind i det første befolkede lokale, hvor lyden af glas og lugten af røg tegner løftet om en hyggelig aften.

Bagerst i konstruktionen af lokaler finder jeg et rødligt belyst lokale, der i dagens anledning er indrettet som biograf. Jørgen Callesen (aka miss Fish), som er en central person i Warehouse9, fortæller om stedets fremtidige ambitioner:

"Vi ønsker ikke at blive klassificeret som værende udelukkende relateret til Queer-kulturen – Vi hævder retten til også at adressere mere universelle spørgsmål".

Aleesa Cohene i residency
Aftenens hovedperson er Aleesa Cohene, som er i København på Kunststyrelsens residency program, DIVA. Anledningen er, at hun skal fremstille en film til sommerens internationale kunstudstilling på Kunsthallen Nikolaj: Lost and Found – Queerying the Archive.

Teknisk set består Cohenes kunstneriske arbejde i at opstøve hundredvis af amerikanske B-film fra 70’erne-80’erne, hvorefter hun klipper fragmentariske scener sammen til en surrealistisk collagefilm.

Historiens arkivering og spørgsmålet om sandhed
Cohenes filosofiske afsæt er en fascination af fortiden og den kollektive erindring, som opretholdes gennem populære filmarkiver over historien.

Hun interesserer sig for glemte film fra sin barndom, fordi de genkalder alternative minder, som er forsvundet i eftertidens filmkanon. Cohenes arbejde tematiserer således historiens arkiveringssystemer som magtstrukturer, der udøver kontrol over erindringen:

"Jeg beskæftiger mig med spørgsmålet om autenticitet; Hvad gør noget virkeligt, hvad gør noget sandt – hvem tror vi på, hvem tror jeg på?"

Erindrings arkæologi
Cohene omtaler sit kunstneriske virke som en arkæologisk undersøgelse af fragmenter fra sin egen personlige erindring, som hun omstrukturerer i en ny organisk form ved collage-klipningen.

Dermed mener hun at tage en form for kontrol over sin egen erindring, som ellers er sløret ind i den kollektive erindring:

"Der er intet mere sandt end at finde noget og gøre det til sit eget".

Erindring og identitet
Fortællestrukturen i Cohenes 5-10 minutter lange collagefilm beror primært på stereotype karakterer og vævende musik, som binder de fragmentariske filmsekvenser sammen.

Derfor er man som publikum desorienteret i forhold til tid, sted og mening og må selv fylde sin egen mening og sammenhæng ind i filmens flertydige rum.

På fremmed og velkendt grund
Jeg oplever en streg af angst knyttet an til disse film, fordi man ikke kan finde fodfæste i traditionelle fortællestrukturer.

De gamle filmsekvenser virker fjernt velkendte i deres stereotype persongalleri, men i kraft af collagens manipulerede struktur er man absolut på fremmed og usikker grund.

Filmene griber ind i brydningsfeltet mellem det fremmede og det velkendte og berører således det tvivlsomme forhold mellem erindring og identitet. Cohene beskriver den hektiske og abrupte bevægelse gennem det stereotype landskab således:

"Jeg finder mig selv et sted i strømmen. Det er ikke én karakter der gør det, men kombinationen af det hele. Den er ikke mig eller min familie men noget dybere".