WELL COME – en test af gæstfriheden som kunstnerisk redskab

Blandt kunstens sociale praksisser resulterer mødet med og involveringen af det lokale også i en udfordring af det lokales evne til at rumme kunsten og dens kritiske perspektiver og kollektive insisteren, og det kan være konfliktfyldt. Det var Well Come – Lolland-Falster Kunstfestival 2016 kurateret af det danske kollektiv Wooloo et både positivt, produktivt og interessant eksempel på.

At få sin egen kunstfestival er glimrende branding – det har tiden, omtalen og pengene vist – men kunstens interaktion med det lokale kan også ende i fremmedgørelse og konflikt. Tumult i 2012 endte trods store ambitioner og gennemførte værker med en nærmest overdreven lokal protest mod den form for fremmedgørelse. I starten af august skulle Well Come gøre det modsatte: forsøge ikke at være for ambitiøs på kunstens vegne, men fyldt med lokal involvering og skaberkraft.

Dialogen og empatien
Well Come er en kunstfestival, der hviler på sociale normer og særligt gæstfriheden og dens forudsætninger: anerkendelsen og indfølingen med den anden. To forudsætninger, der betyder, at man som individ eller samfund er i stand til både at anerkende mennesket overfor dig, muligvis ved din dør, landegrænse eller havn, som din lige – et menneske med en unik historie, viden og vilje – og at kunne identificere sig med dette menneske, skabe en mellemmenneskelig forbindelse, der gør, at man føler, lider og glædes med hinanden.

Det er simple mekanismer, man kan vel kalde dem grundlaget for vores egentlige eksistens, da disse evner til at sætte sig ud over sig selv ligger som kimen til, at vi overhovedet mødes, udveksler og elsker, ja selv med fremmede og fjender, der pludselig satte fod på ens fædrende kyst. I kunstteorien kalder amerikanske Grant Kester det empathic production (i Conversation Pieces: Community and Communication in Modern Art fra 2004), der kræver først anerkendelse og siden identificering via den kunstneriske og her ofte dialogbaserede skabelsesproces.

En produktiv krise
I en nyere tekst af Marina Garces (Honesty with the real i Journal of AESTHETICS & CULTURE Vol. 4, 2012):

”Dealing honestly with the real means entering on to the scene, not to participate in it and choose some of its possibles, but to take a stance and, along with others, to strike at the validity of its coordinates. ”

”Discovering that one is involved breaks this sense that locks our lives into impotence and places them under threat. Like any interruption, it opens up a distance. But does not presuppose it. Unlike criticism, which needs distance to unfold, the implication is the emptiness of sense that is opened up when we make an experience of our proximity with the world and with others. This proximity is our ‘‘unthought-of ’’. This proximity is what distances us and detaches us from the sense of the world. This proximity is what brings about the crisis of sense that forces us to start to think, to speak and to create. ”

Garces’ ide om produktiv krise ligger fint i forlængelse af Well Come, der ved at indføre kunsten som redskab, kan forstyrre den normale orden i en sådan grad, at de lokale ender i en (krise-)situation, som kan producere nye tanker, dialoger og handlinger.

Gæstfrihedens mulighedsrum
Det er både den form for ærlighed, involvering og aktivering, der er på færde i Well Come, der beskriver sig selv som ”en festival om gæstfrihed i Danmarks vandkant”, og hvor involveringen er det centrale. Ikke en allerede udfyldt model, men et mulighedsrum, hvor man kan ændre de sociale strukturer sammen.

‘Hospitality’ (det engelske ord for gæstfrihed) rummer i sin etymologi det hele: hospital, hospice, hotel, host (vært), men også hostile (fjendtlig). Der er tale om en balance her, som vi alle kender til, hvor værten skal være vært, og gæsten gæst inden for nogle normer og med nogle mekanismer (ritualer/skikke), der gør, at forholdet er harmonisk, ellers kan den prekære balance hurtigt tippe til fjendskab.

Vi er nede i disse basale mekanismer med kunstner/kurator-gruppen Wooloos (Martin Rosengaard og Sixten Kai Nielsen) festival på Lolland-Falster, der allerede med titlen propper ordet i både gæster og værters mund i ét stort og rungende (i versaler): WELL COME, imens festivalen som en anden fortidig handelsrejsende eller akut nutidig flygtning sejlede fra havn til havn i sydhavene fra 30. juli (Nykøbing Falster) til 14. august (Stubbekøbing) med seks stop undervejs.

Se mere her

Mobiliseringen som værk
Den enorme flok deltagende kunstnere er en umage blanding af udenlandske kunstnere med markant kunstmarkedsværdi (for at tække fx. fondene) og lokale kunstnere, helt fra den glade og pensionerede amatør til den ambitiøse kunststuderende fra det lokale talentakademi i Næstved for at tilfredsstille et lokalt krav. Det ender logisk nok med et kvalitativt miskmask lige midt imellem rent æstetisk. Men som sagt, det er ikke overfladen eller det fysiske produkt, men vejen derhen, den kollektive proces, den lokale mobilisering, der er central.

Lolland-Falster er som mange andre steder i landet ramt af udkants-dynamikker og ovenikøbet en medieskabt shitstorm med TV2-programmet ”På røven i Nakskov”, der har fanget regionen i en negativ branding og fortælling. I en sådan grad, at det har forårsaget en lokal medie-modstand og borger-initiativet Lolland-Falster Lovestorm, der via Facebook har mobiliseret over 22.000 mennesker i forsøget på at skabe positivt fokus på området.

Det er sådanne mobiliseringer og den energi, som WELL COME tapper ind i. Festivalen valgte nemlig et format, hvor det ikke er festivalen men borgerne, der producerer værkerne og deres indhold. De inviterede, udenlandske kunstnere (Fernando Garcia-Dory (ES), Raumlabor (DE), Nuria Güell & Levi Orta (ES/CU), Kultivator (SE) og ON/OFF (DE)) er således også kendetegnet ved en praksis, der er inkluderende og skaber rum for andres handlinger og ytringer. I hver havn tilbyder festivalen rammer og kunstneriske koncepter, der skal udfyldes af det lokale. Fra Garcia-Dorys Mobile Museum – et stort hvidt pavilliontelt, hvor de lokale kunstneres værker hænges op på dagen, til Andy – festivalens kok – der laver aftenens menu med de råvare, de lokale har doneret. Helt simpelt: Hvis der ikke investeres lokalt, forbliver festivalen en tom gestus. Det har krævet både kuratorisk og kommunalt fodarbejde at få den logik til at rulle lokalt!

Nysteds fælleskab testes
Jeg støder til i en af rutens sidste havnebyer: Nysted (den 10. august). Her har den lokale mobilisering været en hård nød, og den lokale kunstnergruppe tæller blot fem (Anita Greco Rasmussen, Henrik Olsen, Mugge Klarskov, Omar Abd Allah og Troels Hansen), der til gengæld har lavet en kææææmpe ’fredsskulptur’ – en kritisk kommentar til den religiøse krigsførelse, men også en kommentar til den lokale individualisme og asociale tilstand, forklarer en af kunstnerne.

Indvielsen af skulpturen er meget passende også åbningen af havnefestivalen i Nysted. Herefter følger digtoplæsninger af lokale forfattere, en præsentation af mobile strategier i kunsten af Fernando Garcia-Dory, fælles madlavning og spisning i Raumlabors mobile køkken/bar/langbord, der desværre mistede en del funktion i regnvejr, og til allersidst, og vigtigst, en debat om fællesskab, kunst og lokal samhørighed modereret af Martin Rosengaard fra Wooloo. I løbet af programmet er der åbenbare konflikter. Især med dem, der så festivalen som en chance for at solooptræde, hvilket Martin Rosengaard må affeje i fuld offentlighed, men der er også fine sociale momenter og nærmest optræk til fællessang i aftensolen.

Imens Dorys inspirerende Mobile Museum-præsentation foregik på eksklusivt art-english, så afholdes aftenens afrundende debat på dansk og får især de lokale ildsjæle i tale. På den måde rykker festivalen åbenlyst ikke på strukturen, men bliver til en ekstra megafon for de allerede engagerede, der på den måde får mere magt via festivalens bekræftelse af et kreativt fællesskab, der vil noget andet. Debatten ender i spørgsmålet om, hvad festivalens sidste 40.000 kr. kan gå til, og som kunne få blivende værdi i det lokale? Aftenens konklusion blev etableringen af en idébank, hvor idéerne kan samles, udvikles, deles og forplantes. Tiden må vise, om det tiltag kan få blivende værdi, men måske var vejen derhen og det samvær det genererede ligeså ’blivende’?

Det utænkeliges poesi
Jeg slutter aftenen hos mit lokale værtpar Peter og Grete, der som en del af festivalens undersøgelse har tilbudt deres gæstfrihed (en del af Wooloos værk Human Hotel, der siden 2009 har fungeret som et globalt netværk af værter og gæster). Vi snakker om kunst, de lokale udviklinger, tomme huse og svære vilkår for fællesskab, men også om livet, cykelsport og familierelationer. Det viste sig, at vi muligvis er i familie ganske langt ude, og det er jo virkeligheden. Vi er alle forbundet og konfronteret af nogle samfundsudviklinger, hvor fællesskabet har det svært, og som festivalen insisterende påpeger, så ser vi først hinanden som de med-mennesker vi er, hvis man er villig til at mødes og investere sig selv i noget, man ikke kender resultatet af.

Den form for anerkendelse og identificering manifesterede WELL COME, og selv min personlige oplevelse var præget af den identifikation. Og så kan man måske særligt have det svært med, at kunsten primært opererer på et administrativt plan, men når man står dér og deler et måltid på havnen med en fremmed, kan poesien findes netop der i det utænkelige møde, i den samtale, i det blik og den erindring den forlader.