Wim Wenders: Født i ruinernes verden

Stedernes fortælling
Den tyske filmskaber og fotokunstner Wim Wenders er aktuel med udstillingen Places, strange and quiet på Kunstforeningen GL STRAND. Hans interesse for billeder er en modreaktion på den verden, han blev født ind i. Det fortæller han som det første, da jeg møder ham på GL STRAND i forbindelse med åbningen af udstillingen.

Som barn i efterkrigstidens Tyskland blev Wenders først draget af billedkunsten som en kærkommen kontrast til de nedbrudte og ødelagte omgivelser omkring ham. I begyndelsen var det forældrenes kopier af blandt andet Van Gogh, der fangede hans opmærksomhed.

”Malerierne var de eneste alternativer til ruinerne omkring mig. Jeg så på dem hver eneste dag, og de repræsenterede en verden, jeg endnu ikke kendte til”, siger han og sætter scenen med en filminstruktørs narrative sans.

 

Filmen og fotografiet som hinandens modstykker
Under Wenders’ tid som kunststuderende i Paris fattede han interesse for filmens verden og sidenhen fotografiet. De to udtryksformer er for Wenders hinandens modstykker; hvor film skabes i en kollektiv, komponeret proces, tilbyder fotografiet i stedet fordybelse og frihed:

”Som fotograf tænker jeg slet ikke. Jeg kan bare falde over stederne, forsvinde ind i dem uden at være forberedt; bare være åben og ivrig efter at dechifrere, hvad stederne kan fortælle om os”.

Hvad vil du sige, stederne gennem tiden har lært dig om os mennesker?

”Steder kan nogle gange mere end andre mennesker lære dig om ydmyghed, de kan sætte ting i kontekst og relation. Steder har en evne til at stille spørgsmål ved vores eksistens og samtidig sætte den i perspektiv”, siger han og tilføjer konkluderende: ”Jeg tror, at steder kan vise, hvor meget skade, mennesket har forvoldt vores planet”.

Stedernes spor af menneskenes ødelæggelse
De menneskeskabte katastrofer, krig og ødelæggelse er ikke eksplicit til stede i Wenders’ fotografier, men ved at vise resultaterne, peger han på de handlinger, der har fundet sted.

”Verden befandt sig i en tilstand af traume, da jeg lærte den at kende. Det gik først op for mig langt senere, at min verdensopfattelse var formet af ødelæggelsen og en dyb higen efter et utopia eller en verden, som var blevet frelst”, fortæller han.

Wenders opfatter ikke sig selv som politisk kunstner, men han er bevidst om, at selve det at producere billeder af verden per definition er en politisk handling. For billederne, hvad enten de er stillbilleder eller levende, er med til enten at fastfryse status quo eller nære håbet om forandring, mener han:

”Jeg tror, at jeg i mit arbejde er dybt optaget af, at folk ikke skal miste den forestilling om, at de er i stand til at ændre tingenes tilstand”.

Undgår mennesker i motiver
Lige så fascineret Wenders er af steder og deres fortællinger, lige så lidt bryder han sig om at fotografere mennesker. Det fortæller han tidligere samme dag til en ”talk” med Søren Høy, arrangeret af GL STRAND.

”Jeg kan ikke arbejde med mennesker. De overtager motivet, og stedet bliver mindre vigtigt for beskueren”, forklarer Wenders, som i enkelte fotografier har ladet mennesker indgå, men de er oftest rygvendte. Beskueren kan således nemmere ”gennemtrænge og udforske selve stedet”, fastholder han.  

I 2008 faldt Wenders over et forladt pariserhjul i Armenien. Han var instinktivt tiltrukket af pariserhjulet som motiv, men måtte vente flere dage, før han fik lejlighed til at fotografere det uden mennesker.

”Det var først den tredje dag, jeg tilbragte dér, at pariserhjulet endelig fik lejlighed til at afsløre sig selv for mig”, fortæller han, så man tydeligt fornemmer den stædige tålmodighed, han går til fotografiet med.