XL-Installationskunst

Copenhagen Contemporary, eller CC, åbner med tre lækre soloudstillinger og et ønske om at teste, hvorvidt København er parat til et udstillingssted for installationskunst i stort format.

Forbillederne er internationale som Palais de Tokyo i Paris, Hangar Bicocca i Milano og MoMA PS1 i New York. I kraft af sin beliggenhed på Papirøen, hvor der er let adgang fra Nyhavn via den nye havnebro og naboskabet til det trendy Copenhagen Street Food, lægger projektet sig op ad Tate Modern og dets placering på Londons South Bank.

Med 3400 m2 til rådighed og en loftshøjde på ni meter taler vi dog ikke turbinehal. I betragtning af at det er et midlertidigt projekt, er der dog rigeligt med plads til at teste formatet. Så må fremtiden, eller mere præcist sponsorer og publikums velvilje, afgøre, om eksperimentet kan finde en mere permanent form og måske endda større rum for sine udfoldelser efter det første halvandet år. Det ville være fedt, også hvis det fordrer mulighed for at vise en større diversitet af samtidens positioner inden for installations- og performancekunsten.

Internationale mandlige stjerner
På udstillingsdelen indleder CC med flotte soloudstillinger af henholdsvis performancepioneren og amerikaneren Bruce Nauman, den unge islænding Ragnar Kjartansson og tyske Carsten Nicolai, der i denne sammenhæng indtager mellemkarriere-positionen. Trods åbenlyse forskelle lægger det dog et særligt snit i forhold til CC’s selverklærede fokus på installations- og performancekunsten.

Man fremhæver de internationale stjerner, snarere end de lokale eller for så vidt globale (= ikke-vestlige) stjerner – ligesom soloformatet vidner om en ‘stjerne’-tænkning i forhold til kunsten. Det er mænd og ikke kvinder, selv om man selvfølgelig med nogen ret kan påpege, at jeg her glemmer de to mere permanente indslag uden for kunsthallen: Yoko Onos Wish Tree Garden, der på trods af heftig genbrug i nutidens ‘deltagelseskultur’ stadig er et af de suverænt bedste involverende kunstværker, og kunstbænkene af den dansk-norske designduo Pettersen & Hein. De to projekter lanceres dog ikke med samme tyngde, som udstillingerne indenfor.

Lækkert snarere end kritisk
Mest markant for Copenhagen Contemporarys profil er, at man satser på visuelt lækre værker frem for på politisk-kritiske værker; en position som også understreges af stedets beliggenhed og dets dermed intenderede storby-urbane publikum. Publikum skal lokkes ind og visuelt forkæles frem for at konfronteres med verdens uligheder. Ikke fordi man ikke kan finde politisk-kritiske perspektiver i de udstillede værker, men det er snarere de æstetiske og eksistentielle selvrefleksioner, som fremhæves.

Det skal dog understreges, at CC selv fremhæver, at udstillingerne er blevet stablet relativt hurtigt på banen, og at programmet for de kommende udstillinger endnu ikke er på plads, så det er stadig åbent, hvorvidt denne profil fremover fastholdes eller udvides.

Vesten som overskøn idyl
Udstillingernes kvalitet er gennemgående på højt niveau. Islandske Kjartansson leverer i videoværket Scenes From Western Culture vanvittigt smukke tableauer over den vestlige verdens luksuriøse liv – omend måske med en skjult trussel om snarlig undergang, idet det midterste tableau viser et øde træhus brænde ned til jorden. Hvilket paradoksalt nok også er vanvittigt smukt.

Alle værkets dele fremstår som en slags levende stillbilleder, hvor handlingen er minimal. Der er rige børn, som leger; et smukt ægtepar, der spiser middag på en restaurant, et andet par, som elsker, og en bådmand, der fragter smukke kvinder over en sø i et bjerglandskab. Selv om handlingen er næsten ikke-eksisterende, er det på mærkværdig vis også den, som sikrer, at de idylliske vuer ikke forfalder til ren kliché, men så at sige ånder og lever.

Værket viser en slags idyllisk postkort fra en vestlig verden, som måske lever på lånt tid, hvor dets overflod, lykke og skønhed næsten må gå tabt, selv om det tydeligvis ikke er sket endnu. Forbilledet er Rokoko-maleren Watteau, men den europæiske stilperiode sluttede også brat med den franske revolution.

’…cause I don’t wanna get over you’
Udstillingens andet store værk af Kjartansson er en videosyntese af en seks timer lang performance på MoMA PS1 i New York, hvor rockbandet The National spillede den samme sang om og om igen. Sangen er én af den slags popsange, som rimer på ulykkelig kærlighed med refrænet “…cause I don’t wanna get over you”, og som hænger ved længe efter, at man har forladt udstillingen. Også det værk kan indskrives en vis civilisationskritisk position. Det er dog ligeledes oplagt bare at lade sig opløse i sangen og flyde ind i følelsen, og det er snarere den vinkel, som udstillingsteksten lægger op til.

Retrospektiv Bruce Nauman
For performance- og installationskunstpioneren Bruce Nauman har man valgt at lægge et retrospektivt snit. Udstillingen præsenterer således udvalgte værker fra forskellige perioder i hans produktion. Det skyldes også en ambition om at give en bredere introduktion til Naumans arbejde, eftersom det besynderligt nok er den første større Nauman-udstilling i Skandinavien.

Et grundlæggende greb i Naumans arbejde er formundersøgelsen af kroppen som fysisk-æstetisk apparat. Hvilke lyde kan den afgive? Hvilke bevægelser kan den gøre? Og hvad sker der, hvis man gentager den samme lyd, ord eller handling igen og igen med små forskydninger? I nogle videoværker er det Nauman selv som performer, lader sig falde tilbage i et hjørne igen og igen, eller udtaler lyden ”brrr” igen og igen. I andre har han fået professionelle skuespiller til at agere. Fx i værket Violent Incident, hvor et ægtepar igen og igen gennemspiller en opskalerende konflikt, som ender i et slagsmål.

Lyden af ”brrr”
Værkernes betydning er for så vidt åbne, men en del af deres effekt er, at vi selv bliver kropsligt påvirket. Vi mærker slagene eller kroppens bump mod væggen i vores egen krop, og vi får lyden af ”brrr” ind i hovedet, næsten som en slags desorienterende summende lyd, der også understreges af de visuelle effekter i det sidstnævnte videoværk.

Publikums kropslige og sansemæssige påvirkning bliver sat på spidsen med installationsværket Green Light Corridor fra 1970, som anses for at være et tidligt mesterværk i installationsgenren. Her har Bruce Nauman skabt en 12 meter lang korridor, hvor der kun er knap 30 centimer til at klemme sig igennem. Korridoren er oplyst af et neongrønt lys, der skaber en modeffekt i vores syn i retning af røde toner. Oplevelsen af at presse sig igennem korridoren er derfor både lettere klaustrofobisk og desorienterende.

Rytmisk blændværk
Også tyske Carsten Nicolai arbejder med lysets effekt på vores sanselige erfaring. Installationen unidisplay viser skiftende digitale mønstre af abstrakte sort-hvide kompositioner, som effektfuldt folder sig ud i rytmiske forløb, der er akkompagneret af en ligeledes digital lydside.

I forhold til de andre to udstillinger formår denne installation også suverænt at udnytte udstillingsrummet og i øvrigt udvide det effektfuldt med spejlinger, sådan at vi foldes ind i en slags potentiel uendelig tråd af fortsatte bevægelser ud i horisonten. Værket er betagende og til tider næsten overvældende at erfare i dets variation og rytme.

CC
Copenhagen Contemporary er et flot nyt initiativ med æstetisk skarpe og kunstnerisk interessante udstillinger. I forhold til sine internationale referencepunkter har man valgt en perfekt placering i hjertet af Københavns nye havneliv, og som kunstnerisk tilbud til et ungt og hipt storbypublikum leverer CC fuldt ud varen.

Forhåbentligt kommer konceptet til at folde sig endnu mere ud ved at udvide repertoiret til flere kvindelige kunstnere, flere ikke-vestlige kunstnere og flere kunstnere, der arbejder med performance- og installationsformatet på andre måder. Men det tror jeg også vil ske – for det har i hvert fald været tilfældet for de internationale forbilleder, man sammenligner sig med.