Brian Kure: Selvportræt.

Brian Kure

Brian Kure står blandt andet bag det kontroversielle værk Nordic Waste.

Brian Kure: Selvportræt.
Kunstner

Om
Brian Kure (f. 1988) bor og arbejder i København. Han er uddannet fra Academy of Media Arts Cologne (KHM) og Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2013 fra Afdelingen for Teori og Formidling. Hans speciale handlede om forholdet mellem form og indhold i tekniske medier.

Brian Kure står bag det omdiskuterede og kontroversielle værk Nordic Waste, som blev vist første gang i en kælder på Vermlandsgade i Køenhavn i juni 2024, hvor det fik fremragende anmeldelser i Information og Kunstkritik. I marts 2025 blev værket præmieret af Det Kgl. Akademi for Skønne Kunstner, hvor Brian Kure fik tildelt Franciska Clausen medaljen “For sin vilde idé, sit skarpe øje og præcise greb.” Efterfølgende blev værket vist på Randers Kunstmuseum fra den 11. april til den 27. juli 2025, hvor det vakte stor debat i Randers Amtsavis og rosende omtale i de landsdækkende medier med et indslag i TV2 Nyhederne, P4 og blandt andet fem stjerner i Politiken.
Brian Kure fortæller: ”Jeg har en ven der regelmæssigt tjekker konkurs-auktioner. Han viste mig, at han havde fundet den auktion der lå i kølvandet på Nordic Wastes konkurs, efter at ejerne besluttede at opløse firmaet for at undgå at skulle betale for det dyre oprydningsarbejde efter jordskredet i december 2023. Udover hæve-sænke-borde og tørre potteplanter og diverse kontorartikler var der den her række landskabsmalerier. Med det samme jeg så dem, tænkte jeg at de her malerier fortalte noget væsentligt om hvordan naturen var blevet forvaltet i Ølst Bakker, så jeg købte hele stakken.”