Bureau Detours
Bureau Detours beskriver sig selv som en kreativ organisation, der bestræber sig på at skabe sociale miljøer i det urbane rum. På tværs af generationer arbejder de for at knytte brugerne sammen, men også opnå en følelse af forbundethed til selve lokationen.
Bureau Detours er en dynamisk multi-kunstnerisk projektgruppe, stiftet af Mads Peter Laursen i 2006, med rødder i bl.a. design, arkitektur og kunst. Gruppen består i dag af forskellige satellitter i både ind- og udland, hvor der eksperimenteres med det offentlige rum, socialt engagement og crossover-æstetik. En særlig dna, som bl.a. kan ses og mærkes i Institut for (X) på Godsbanen i Aarhus, der blev etableret tilbage i 2009.
På trods af en legende, og hvad der til tider kan synes som en umiddelbar og mindre gennemtænkt tilgang til tingene, er intet overladt til tilfældighederne. Gruppen arbejder professionelt med det legende, for at skabe og give noget til det sted, de er.
Og de lader sig ikke begrænse. Deres værker er tit store og blander udtryk og funktionalitet i en form for æstetisk nedbrydning af almene byggeelementer og materialer.
Materialerne er dem, som de fleste andre ville have kasseret, og udtrykket er skævt og forvredent.
Værket Operaen (2008) var placeret på græsset foran Århus Kunstbygning, i dag Kunsthal Aarhus, i forbindelse med Aarhus Festuge. Om dagen stod det nøgne træskelet i sin originale farve, mens det om aftenen antog en anden form i kraft af forskelligfarvet belysning. Værket indeholdt scene, gynger, steder til fordybelse og sågar et suppekøkken. Et værk, der samlede unge og gamle, kunst og musik og inviterede til fællesskab.