Et overraskende match

I Esbjerg Kunstmuseums udstillingsserie Match inviterer en dansk kunstner en udenlandsk kunstner til i fællesskab at lave en udstilling efter egne hoveder, uden at museet blander sig med tematiske spændetrøjer.

I denne omgang har Per Bak Jensen inviteret hele to kollegaer – nemlig norske Anne Katrine Dolven og tyske Daniel Richter – til udstillingen Two men with glasses and a woman in an igloo. Om Dolven har en iglo vides ikke, men det er heller ikke hende, men en af de bebrillede herrer, der skiller sig ud. At Richter er koblet på dette match er nemlig en overraskelse.

Alle kunstnere er i familie med hinanden
Bak Jensen og Dolven – ja, det kan man se for sig. Begge har det stillestående og tystheden tilfældes – en ‘upersonlig’, tilbageholdende, minimal tænkning, der af den vej søger at indfange noget næsten usigeligt og sublimt. Richter kender jeg derimod som en langt mere ‘subjektiv’ og fabulerende maler, der gerne skruer helt op for ekspressive volumenknap.

Per Bak Jensen siger i udstillingskataloget, at han er sikker på, at “i hvert fald nogle, hvis ikke alle, kunstnere er i familie med hinanden”. Og udstillingen kan jo så stå som fældende bevisførsel for denne særdeles rummelige tilgang til begrebet kunstnerisk matching.

For den hænger overraskende godt sammen såvel æstetisk som indholdsmæssigt. Man kan sågar tale om, at udstillingen har et tema, hvor vores forhold til naturen – i dette tilfælde især den arktiske – er omdrejningspunktet.

Den sublime natur
Den romantiske tanke om naturen som arnestedet for det sublime – følelsen af at blive overvældet af noget der er større end en selv – spøger i udstillingen som et forestillings-sæt, der både kan bekræftes og diskuteres. Og hvor er naturen større og mere ubesmittet end i arktis? Som alle tre kunstnere viser sig at have et forhold: Dolven bor i Lofoten, mens de to mænd har været på ekspeditioner til Grønland.

Frihedsgudinden i ishavet
Dolven udnytter landskabets nøgne vidder til sine sarte hvide film- og fotoværker. Visse billeder er bare enigmatiske – og tja, sublime – som i 16 mm filmværket Liberty, hvor frihedsgudinden dukker op i form af en is-støtte i havet ved antarktis.

Ligeledes er der i fotoserien Out of balance så at sige af sig selv opstået hvide tågefelter i billederne. Serien ser på det arktiske landskab i tiltede perspektiver gennem et flyvindue, og tågen opstår i feltet mellem det fjerne landskab, der er stillet skarpt på, og den uldne uskarpe vinduesramme i  forgrunden. Det er lige her i det udefinerbare, at ´noget´ findes.

Nøgen kvinde tæt på klicheen
Det er sprødt, det er minimalt, ofte smukt som i den stoflige 16 mm film The day the sky became my Ground, hvor en kvinde – nøgen – drejer rundt og rundt og vender op og ned på isen.

Men Dolven når altså også betænkelig tæt på klicheen: den nøgne kvinde i naturen, himlen og jorden, alting forbundet i stor cyklus. Heldigvis – fristes man til at sige – har nudisten kondisko på!

Der er ‘noget‘
Bak Jensens fotos leder også efter udefinerbare betydninger – efter ‘noget’. Om det så findes i mosbegroede lavaformationer, i en grotte eller et vandfald. Men landskabet er ikke i sig selv hverken romantisk eller sublimt. Det er noget, vi lægger i det – sikkert fordi vi er på afstand af det.

Denne ambivalens spores i Bak Jensens store billede Redningsveste, hvor redningsvestene hænger på en landgangsbro ´out of place´ i ødemarken. Eller i det endnu større og meget flotte Hvid figur, hvor den idealiserede vandringsmand – i form af en hvid statue – bag den park-klippede hæk kigger bagud ind i skoven.

Det er billeder, der mere tydeligt reflekterer over romantiserede forestillinger om naturen, ligesom de mange lag af gitre og hegn foran skoven i værket Aflukke også manifesterer et knap så sømløst forhold til den.

Richter med mere
Så vidt så godt. Bak Jensen og Dolven er gode kunstnere. De ryster ikke på hånden, og man ved, hvad man får. Men hvordan passer en uregerlig størrelse som Richter så ind her?

Overraskende godt, som sagt. Det skyldes ikke mindst, at tyskeren – i modsætning til sine kollegaer – har set udfordringen i at matche de to andre som en anledning til at udvide sit kunstneriske repertoire.

Richters malerier til udstillingen er nemlig mærktbart mere afdæmpede end vanligt – som om han har åbnet døren til et reduktionistisk kammer i malerhjernen.

Malerierne begrænser sig i flere tilfælde til at have den vandrette horizontlinie som motiv eller til – som i det lille titelløse maleri ved indgangen til udstillingen – at lade to små isbjerge flyde som fortabte klatter i et ubestemt tomrum.

Naturen som ubehag
Der er selvfølgelig ikke tale om hardcore, glat minimalmaleri. Fladerne er drivende, ofte lagt op med diffuse laserende lag og udflydende farvetåger, som giver indtryk af en nervøs og ´uhjemlig´ tilgang til naturmotivet. Jeg kommer i tanke om storbyneurotikeren Woody Allens humoristiske og provokerende statement: “Jeg hader naturen”

Hvor Bak Jensen og Dolven i deres værker går i mere eller mindre intim dialog med ‘den der vilde natur’, så betragter Richter den udefra, som en fremmed.

Den fornemmelse råbes ud i et enkelt billede, hvor Richter ‘skejer ud’, og giver sin uforbeholdne og syrede version af et dæmoniseret landskab af Munk’ske dimensioner.

I sammenhængen fungerer de reduktionistiske malerier dog væsentlig bedre, og føjer tilmed et dybere gear til tyskerens palet. Billederne har et dirrende ubehag, som er velgørende på en udstilling, der lever meget på klassiske dyder og et tilbageholdt åndedræt. Uden dem ville det hele næsten være for perfekt.

Så det er først og fremmest Richter, der overrasker på en overraskende helstøbt udstilling.