Åbent Atelier: Dronningens Fødselsdagsgave
29 okt 2015 - 28 feb 2016I fire måneder kan besøgende på Statens Museum for Kunst kigge med, når museets konservatorer med skalpeller og farvepigment restaurerer et værk, der til dagligt hænger i H.M. Dronning Margrethe II’s private gemakker. Restaureringen af J.S. Wahls maleri Den tyske kejser Karl VI’s taffel er Ny Carlsbergfondets 75-års-fødselsdagsgave til Dronningen.

I fire måneder kan besøgende på Statens Museum for Kunst kigge med, når museets konservatorer med skalpeller og farvepigment restaurerer et værk, der til dagligt hænger i H.M. Dronning Margrethe II’s private gemakker. Restaureringen af J.S. Wahls maleri Den tyske kejser Karl VI’s taffel er Ny Carlsbergfondets 75-års-fødselsdagsgave til Dronningen.
info
Det store maleri Den tyske kejser Karl VI’s taffel har siden 1872 hængt på Fredensborg Slot i H.M. Dronning Margrethe II’s private bolig. Maleriet er malet af Johann Salomon Wahl i 1741. Det blev erhvervet til Det Kongelige Kunstkammer samme år og har siden været en del af de kongelige samlinger.

Maleriet er med tiden kommet i så dårlig stand, at det i en årrække ikke har kunnet tåle at hænge fremme. Manglende binding mellem farvelag og lærred har medført, at ustabil farve er skallet af på mange områder, og overalt truer endnu mere maling med at falde af. Maleriet trænger til en gennemgribende konservering og restaurering. Det er nu blevet muligt med en donation fra Ny Carlsbergfondet, som er en fødselsdagsgave til majestæten.
Behandlingen kræver mere end 2.200 timers koncentreret arbejde med fastlægning af farvelag, laminering af det gamle lærred på et nyt og en omfattende retouchering af de mange skader. Når den omfattende konserveringsproces er til ende, kan maleriet igen præsenteres på Fredensborg Slot.
Besøg det åbne atelier
SMK har mange års erfaringer med at åbne konservatorværkstedet for publikum. Ideen er at give publikum et indblik i det arbejde, der foregår i museets maskinrum. SMK’s konservatorer inviterer indenfor fra 29. oktober 2015 – 28. februar 2016, hvor museets gæster kan stille spørgsmål til og følge den omfattende restaurering.
Åbent atelier: Dronningens fødselsdagsgave kan besøges i museets åbningstid i perioden 29. oktober 2015 – 28. februar 2016 og vil være bemandet på hverdage fra 10-15:30.
Kilde: SMK – Statens Museum for Kunst
1307 København K
Tirsdag: 10:00 - 18:00
Onsdag: 10:00 - 20:00
Torsdag: 10:00 - 18:00
Fredag: 10:00 - 18:00
Lørdag: 10:00 - 18:00
Søndag: 10:00 - 18:00
Voksen 130 kr.
Unge u. 27 år 95 kr.
Børn u. 18 år Gratis
Årskort Fri entré
Handicaptoilet - ja
Gratis for ledsager - ja