Armin Boehm: Pas d’assurance pour la nuit

Som maler har Boehm udmærket sig ved et ganske særligt formsprog, der gør hans univers letgenkendeligt. Boehm inkorporerer stort set altid papir- og tekstilfelter i sine værker som en taktil påmindelse om motivets mange meningslag – og for at understrege ethvert billedes konstruerede væsen ved at tvinge beskueren til at forholde sig til maleriets tekstur. Målet er, ifølge Boehm selv, at provokere blikket og besværliggøre kognitive automatreaktioner.

Som kunstner står Armin Boehm både i og uden for samfundet: Han er på én gang den belevne og velklædte berlinerboheme, der ofte selv figurerer som karakter i periferien af sine motiver, og den klarsynede og sarkastiske samfundsrevser, der registrerer og dissekerer på afstand. Hvad end han maler myldretiden i en navnløs metropol, kampscener fra forstæderne, surrealistiske portrætter, optrin fra dekadente champagnebarer eller blomsteropsatser, betjener Boehm sig legende og frit af fortid og fremtid, af det humoristiske og det tragiske, af det smukke og det monstrøse, det politiske og det verdensfjerne. I sine ofte episke malerier demonstrerer han endvidere sine evner som bidsk historiefortæller, der altid tilbyder mindst to væsensforskellige udlægninger af ét og samme scenarie.

I udstillingen ”Nachtcafé (Pas d’assurance pour la nuit)” er det især myten om storbyen, dens iboende dekadence og den evige konflikt mellem det skønne og det hæslige i en globaliseret metropol, som Boehm dykker ned i. Snapshots af en fortravlet menneskemængde omgivet af reklamesøjler og billboards på en tilfældig plads suppleres af dystre tableauer fra bohemens private gemakker, hvor en uanfægtet kat glider rundt imellem pompøse blomsteropsatser og duvende gardiner. I titelværket Nachtcafé møder vi kunstneren selv som dj til et fancy cocktailparty, og i en serie af Boehms velkendte psykologiske portrætter kommer vi helt tæt på caféens brogede klientel, der river og slider i deres gummiagtige ansigter, gør grimasser mod beskueren og afslører hæslige væsner under masken. Også parforholdets skrøbelige natur og kunstnerens egen rolle i dette tages under kærlig behandling. På Armin Boehms dunkle natcafé er der med andre ord rigeligt for nysgerrige øjne at udforske.

Kilde: Hans Alf Gallery