Astrid Gjesing: &

&
& er en installation, der udfolder sig i et med- og modspil med Museum Ovartaci’s udspring i psykiatrien. Museet rummer dels et historisk afsnit og dels en kunstdel. Værkerne her centrerer sig om Ovartaci, kunstner og patient på Psykiatrisk Hospital, Risskov gennem mange år. Normalt vil vi forbinde & med et tegn, der tæt sammenknytter et ord, der står før & med et ord, der står efter. Her tømmes tegnet for denne funktion.

& er en installation, der handler om veje og vildveje fra opløsningen af et menneske mod en mulig re-creation. Installationen tager sit udgangspunkt i min personlige historie, og den breder sig ud til at handle om temaet generelt. Den består af en række nedslag, der hver især og sammen undersøger tilværelsens vilkår udspændt mellem lidelse/sorg og håb/glæde.

& spiller sammen med og op mod museets små, intime rum og hospitalets ydre arkitektur og anvendelse.
Af Astrid Gjesing

Der er dét, der er – og alt det imellem
Det er en stor glæde at kunne vise denne særudstilling med nye værker af billedkunstner Astrid Gjesing på Museum Ovartaci. Et af værkerne til udstillingen er skabt i neon, det er placeret på udearealet foran museet – med tydelig skrift står der, “Jorden bærer dit aftryk”. Et stærkt værk – en meget flot gave, som Astrid Gjesing i denne anledning har doneret til Museum Ovartaci.

Denne udstilling er på mange måder skabt til museet og dets rum. Den er skabt til museet, fordi det er en del af det Psykiatriske Hospital i Risskov, og ikke mindst er udstillingen skabt ud fra Astrid Gjesings egne historier. Astrid Gjesing har en flot evne til at formulere det umiddelbart ikke synbare. En del af stoffet er genkendeligt – enten på en subtil måde eller i et langt mere lemlæstende bekendtskab – vi ved, det er der, som en del af livet og dét at være menneske, men vi har som sådan ikke altid en direkte bevidsthed på det. Det sørger Gjesing for.

Hun får mennesker i tale gennem sine “works in progress”, ikke sådan på den direkte måde, men ved at iscenesætte velkendte ting og emner, eksempelvis løgnen, som alle kender til. Broderier af menneskers udsagn om løgn på lommetørklæder fortæller om, hvilken betydning løgn kan have for forhold mellem mennesker, hvordan vi bruger den, og hvorfor den findes.  Fordi det netop er noget, alle kender til, og som influerer på vores liv, er det vigtigt og alligevel vanskeligt at favne i et kunstværk. Det kan Astrid Gjesing.

Astrid Gjesing er ikke bange for at behandle de ætsende svære tilstande i livet såsom “Jeg elsker  dig ikke mere”. Eller måske er hun, men modet og erkendelsen – og  anerkendelsen – af, at livets kærlighed er afløst af andet, er nu større, så hun i udstillingen kan dele den svære følelse med os. Hun har tilsvarende arbejdet med et menneskes
totale psykiske opløsning i én af sine installationer; “requiem” – undergangen og et livs afslutning – noget af det allersværeste for os mennesker at forholde sig til.

Et andet aktuelt værk i denne udstilling er skabt af vanter – vanter som Gjesing har fundet på gaden. Vanten beskytter, den hører mennesker til, den kan være meget personlig og rumme historier, den er til børn, unge, gamle – rig eller fattig. Her forstår kunstneren at få nye betydninger frem; symbolik, fortællinger og perspektiver. Vanterne er i udstillingen syet sammen til et værk. Vanterne vidner om mange mennesker, der har brugt dem for at holde hænderne varme, og tilsammen signalerer de i værket en
anden beskyttelse. De er løsrevet fra deres ejermand, men får nu en helt ny og anden betydning,når de forenes i ét. Vanter med hver deres historie – nu med en ny.

I et andet af udstillingens rum går Astrid Gjesing tilbage til sin barndom. En installation af faderens præstekjole, moderens festkjole og dukken Majas dåbskjole cirkler omkring hinanden i en ophængning. Konnotationerne er umiddelbart tydelige og får det til at risle ned ad ryggen. Modsætningen mellem præste- og festkjole giver tanker om konfrontationer i et samliv, som naturligvis må have involveret og påvirket barnet af dette ægteskab. Astrid Gjesing er så meget til stede i samtlige værker – de er levet af hende – og hendes udtryk er ekstremt præcist. Ingen kan gå uberørt fra denne udstilling.

Kilde: Museum Ovartaci