At male det usynlige

17 jan - 6 apr 2026

Efter opdagelsen af et glemt Arild Rosenkratz værk, bliver kunstneren nu sat i samspil med nutiden.

Arild Rosenkratz: Farverytmer, 1953. Foto: Rudi Hass.

Efter opdagelsen af et glemt Arild Rosenkratz værk, bliver kunstneren nu sat i samspil med nutiden.

I sommeren 2023 dukkede et dramatisk maleri op på et pigekammer på Rosenholm Slot i Hornslet. Sammenrullet og i yderst medtaget stand lå oliemaleriet The Pool of Sin (1900) gemt bag en sengegavl. Nu danner det genfundne værk afsæt for en stor udstilling på Randers Kunstmuseum, der introducerer den særegne kunstner Arild Rosenkrantz (1870-1964) til et nutidigt publikum.
Randers Kunstmuseums særudstilling placerer The Pool of Sin i en bredere sammenhæng og viser Rosenkrantz’ kunstneriske udvikling som en tidslig, stilistisk og spirituel rejse. Udstillingen præsenterer over 100 værker fra 1890’erne til 1960’erne – oliemalerier, pasteller, skitsearbejder og studietegninger, bogillustrationer, kartoner til kirkeudsmykninger og broderier – der samlet vidner om en praksis, der konsekvent søger at skildre det usynlige: det indre, det åndelige og det symbolske.
Mytologier, symboler, spiritualitet og mystik vækker også resonans blandt vores tids kunstnere. Derfor ledsages Rosenkrantz’ værker af et samtidsspor, hvor nulevende kunstneres værker går i dialog med Rosenkrantz’ kunst, tematikker, teknikker og motiver. Der vises værker af Nikoline Liv Andersen (f. 1979), Ditte Ejlerskov (f. 1978), Mie Mørkeberg (f. 1980), Alexander Tovborg (f. 1983) og Sif Itona Westerberg (f. 1985).
“Rosenkrantz er en fremmed fugl i forhold til den gængse danske kunsthistorie. Han boede og arbejdede internationalt og beskæftigede sig gennem hele livet med spørgsmål om spiritualitet, erkendelse og kunstens transformative kraft. I dag, hvor mange kunstnere igen interesserer sig for ritual, mytologi og åndelig erfaring, fremstår hans værker forbløffende aktuelle,” siger Lise Jeppesen, direktør for Randers Kunstmuseum.
Med udstillingen At male det usynlige fokuseres for første gang blandt andet på Rosenkrantz’ tidlige symbolistiske praksis og hans forbindelse til de internationale kredse, hvor metafysik og billedkunst var ét. Udstillingen udfolder kunstnerens livslange bestræbelser på at skabe en kunst, som transcenderer det sanselige. I dialogen med samtidskunsten, der spejler Rosenkrantz' interesse for det spirituelle og okkulte, fremhæves hans værkers store aktualitet og endnu uudforskede kunsthistoriske potentiale.

Adresse
Randers KunstmuseumStemannsgade 2
8900 Randers C

Åbningstider
Mandag: Lukket
Tirsdag: 10:00 - 16:00
Onsdag: 10:00 - 16:00
Torsdag: 10:00 - 16:00
Fredag: 10:00 - 16:00
Lørdag: 10:00 - 16:00
Søndag: 10:00 - 16:00

Entre pris
Entré
Fri entré til museets egen samling af dansk kunst fra 1800 til i dag
Entré til særudstilling
Voksne 75 kr.
Studerende 50 kr
Grupper (over 8 pers.) 50 kr.
Fri entré til børn og unge under 18 år