1.sals anden udstilling præsenterer fire kunstnere, der på meget forskellige måder interesserer sig for billedets flade som åbninger til udvidede bevidsthedstilstande, forglemmelser og flimrende syner. Hver især arbejder de afmålt, improviserende eller ekspressivt med farve, materialitet og komposition i et bredt spekter af materialer: lærred, papir, fundne stykker træ og pap, oliefarve, gouache, tusch, voksfarver, kul eller blyant. Der er ikke noget, der ligner en kendt virkelighed i værkerne. På subtile måder overlader de til beskueren selv at associere, sanse – og blive berørt.
Bodil Nielsens malerier virker gennem relationerne mellem del og helhed, mellem forventning og sansning, mellem tæt på og langt fra, uden afgjorte, binære valg. Maleriet fremstår både specifikt og vagt i måden, materialet er håndteret, som flygtige forslag. Værket synes foranderligt; det er som om det viser noget nyt og ukendt hver gang, man ser på det. Billedet bliver skabt, idet det opleves.
Camilla Rasborg bruger i sin praksis kasserede træ- og papplader som underlag for maleri i stedet for lærred. Over tid har pladerne fået aftryk og spor, som vidner om deres nu ophørte funktion – og en værdi, de har mistet. Dette meningstab giver for Rasborg maleunderlaget et menneskeligt aspekt, en skrøbelighed, som ansporer til, gennem kunsten, at gøre modstand. Ved at arbejde videre med overfladernes begyndende forfald bringer hun dem et andet sted hen. En intuitiv og snørklet proces, hvor motiverne modelleres frem og opstår undervejs. Malerierne blander en konstruktivistisk stil, bygget op af felter og linjer, med en drømmende, opløst surrealistisk motivverden.
Frederikke Jul Vedelsby arbejder med tegning, tekst og tidsbaserede medier. Hun undersøger det subtile og undvigende og den spænding, der kan opstå herimellem. Hendes værker adresserer begrænsninger af forståelsen i sig og foreslår beskueren irregularitet, modsat en verden domineret af kapital, ensretning og effektivitet. På udstillingen viser hun tegninger. For Vedelsby er tegning en både fysisk og åndelig praksis, hvor hun oplever adgang til udvidede bevidsthedstilstande og undersøger de informationer, hun her får. Bivokskridt, som hun selv fremstiller, er hendes primære tegneredskab. Værkerne er i deres form i sig selv irregulære: de holder sig ikke til kendte formater og papirets rammer, men opstår som fysiske, mærkelige og monstrøse fletværk – et håndgribeligt vidneudsagn om sansningens undvigende arkitektur.
Jeanette Hillig arbejder med kul, grafit og blyant på papir som sit primære medie. Med afsæt i postminimalismen undersøger hun figurens væsen; hvor lidt eller hvor meget skal der til, for at en form træder frem, og hvordan samspiller den med sine omgivelser? I løbet af processen tager Hillig stilling til figurernes bevægelse og deres placering. Nogle gange repeteres enkle figurer og markeringer i serielle sekvenser, andre gange gengiver de et forløb, eller de udgør en sammenstilling, der vejer de enkelte elementer op imod hinanden. Det lette og nedbrudte udtryk, tegningerne rummer, tilfører en fornemmelse af rum og opløsning.
Kilde:
1. Sal
1. Sal
