Bodil Nielsen

Anbefalet under Det skal du se! i uge 6

I 1965 skrev den amerikanske kunstkritiker Lucy Lippard om et af Richard Tuttles (1941- ) væghængte objekter, at: “hovering between two and three dimensions,” they “have an air of indecision that is difficult to separate from their modesty.” Bodil Nielsens malerier har den generøse kvalitet at de, i kraft af deres tilstedeværelse og modsat al logik, giver mere plads end de tager til det fysiske ydre såvel som det mentale indre rum. De betydningslag, der er at finde i værkerne, er kalibreret så nænsomt, at man som beskuer finder en tyngde og ro i at dvæle ved værkerne. Men intet ved dem er stillestående. Tværtimod er der en kontinuerlig vibrerende sanselighed i værkerne, som er fordret af, at der ikke eksisterer noget centralperspektiv i Nielsens univers. Alting er altid relationelt og, som Lippard antyder, mangetydigt. Hendes grænsedragende arbejde med maleriets “åbne” karakter giver nyskabende bud på mediets egenskab til at omfavne skala, det ikke- definerbare og en fler-sanselig perception.

Den amerikanske kunstner Agnes Martin (1912-2004) er, sammen med Richard Tuttle, referencer i mødet med kunst, som rummer disse kvaliteter. Som Bodil Nielsen i udstillingen her, bevæger/bevægede de sig mellem maleri, papir — og tekstilarbejde. Martin boede og arbejdede isoleret i New Mexicos ørkenen og malede sine værker i en tilstand af, med hendes egne ord, ‘not thinking’. I Nielsens tilfælde er
intellektet på samme vis lagt til side til fordel for en intuitiv klarhed, som genererer en særlig tilstand af tilstedeværelse og nærhed, når man som beskuer lader de associative tankestrømme flyde i mødet med hendes værker.

Gennem mere end 30 år har Bodil Nielsen udøvet en bevidst og indtrængende “lytning” til — og bearbejdning af maleriets grænseflader. Særligt er farve og form undersøgt i fluktuerende åbne og “midlertidige” situationer og relationer. Hendes værker kan siges at fremstå som lette “modeller” for mentale rum. De trækker tråde til postminimalismen og color field traditionen i billedkunsten og på tværs af disciplinerne til industrielt design og arkitektur. Det formår hun uden at tabe kunstens forestillingsrum og evne til at holde en idéverden. Hun forstår bedre end nogen anden maler i vores samtid at skabe værker som giver en rumlighed af sig. Denne kvalitet gør det muligt at tale associativt om det, som ligger udenfor kunsten selv, samt at gøre mødet med kunsten til en generøs og demokratisk oplevelse.

Kilde: Galleri DGV