Carl Bloch: Forført

Til foråret viser SMK den største udstilling med Carl Bloch i 100 år. Udstillingen kaster nyt lys over Bloch som kunstner og som fænomen i datidens og eftertidens visuelle kultur og undersøger, hvorfor han stadig i dag kan forføre og fascinere.

Udstillingen præsenterer 79 af Blochs værker (malerier, raderinger og tegninger) – fra religiøse skildringer og Kristus-identifikationer, sentimentale og komiske genremotiver over opbyggelige skæbnefortællinger og Rembrandt-inspirerede raderinger til suveræne portrætter af det moderne livs kvinder. Bloch favnede det hele, og udstillingen og det tilhørende katalog inviterer til at genbesøge et imponerende og komplekst livsværk, der til stadighed kalder på nyfortolkning og revurdering.

Fra superstjerne til prygelknabe

Bloch blev helt fra begyndelsen af sin karriere hyldet af både publikum og kunstkritikere. Han fik medaljer og masser af bestillinger. Han var nær ven af H.C. Andersen og havde brygger J.C. Jacobsen som mæcen. Han oplevede det, som mange andre store kunstnere først har fået efter deres død, nemlig anerkendelse og berømmelse i deres egen tid.

Alligevel blev han efter sin død stort set skrevet ud af kunsthistorien og hans billeder sat på magasin. Kritikerne mente, at hans kunst var utidssvarende. Han var ikke, som impressionisterne, moderne på den ’rigtige’ måde.

I 1990’erne begyndte kunsthistorikerne dog at udfordre Blochs udgrænsede status. Han blev en del af en international bevægelse, hvor der blev stillet spørgsmål ved den traditionelle opfattelse af, hvad det vil sige at være tidsvarende og moderne. Kunne man måske også være moderne ved, som Carl Bloch, at vende ryggen til moderniteten?

Et helt særligt værk

Med på udstillingen er et helt særligt værk, som ikke har været udstillet siden 1932. Blochs hovedværk, det mægtige Prometheus’ befrielse (1864). Værket, der skabte fænomenet Carl Bloch. Maleriet blev bestilt af den danskfødte græske konge Georgios I, som formodentlig anså motivet som billede på den græske frihedskrig, men da det blev vist i Danmark i 1865, blev det hyldet som symbol på Danmarks udfrielse efter det traumatiske nederlag til Preussen i 1864. Begejstringen var overvældende, og Bloch blev af mange betragtet som den største kunstner nogensinde i Danmark.

I modsætning til tidens dyrkelse af det flygtige, brugte Bloch den ydre verdens stabilitet og genkendelighed til at håndtere en tilværelse i opbrud, og han holdt fast i den stærke tro på Gud, der formede hans plagede kunstnersind. Mellem guldalderen og den moderne verden satte Bloch billeder på sin rolle som kunstner og på tidens store udfordringer, som for eksempel dem der handlede om køn. Nogle gange illustrativt og didaktisk, andre gange som sprækker og uventede åbninger til en verden af mærkværdige sansninger.

Kilde: SMK – Statens Museum for Kunst.