Carl Nielsen & Anne Marie Carl-Nielsens Legat 2026

20 jun - 30 aug 2026

Få et indblik i modtagerne af Carl Nielsen & Anne Marie Carl-Nielsens Legats kunstnerskaber gennem både nyproduktioner og udvalgte hovedværker.

Carl Nielsen & Anne Marie Carl-Nielsens Legat 2026. Foto: Den Frie

Få et indblik i modtagerne af Carl Nielsen & Anne Marie Carl-Nielsens Legats kunstnerskaber gennem både nyproduktioner og udvalgte hovedværker.

Danmarks største kunstpris samler igen nogle af landets mest markante kunstnere på Den Frie, når årets hæderspriser fra Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat overrækkes, og en stor sommerudstilling med prismodtagernes værker åbner d. 19. juni 2026. Legatet tildeles i år Malene Bjelke, Olafur Eliasson, Uffe Isolotto, Henrik Plenge Jakobsen, Pernille With Madsen og Pia Rönicke, som hver modtager 1 mio. kr. som anerkendelse af deres bidrag til den skulpturelle samtidskunst.
Forældede telefoner modtager uforklarlige opkald, en lysfiltrerende intervention i Den Fries arkitektur, marmorplader og betonrelieffer, mammut- og narhvalstænder omgivet af glitrende sølvgardiner, monumenter til kroppe, der sjældent indtager piedestaler, samt collager og video med avisudklip er blot et udsnit af det, der kan opleves på udstillingen med årets hædersprismodtagere.
Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat hører til blandt de mest betydningsfulde hædersbevisninger i dansk kulturliv og bygger videre på den kunstneriske arv, som Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsen efterlod sig. Mens Carl Nielsen står som en af Danmarks største komponister, var Anne Marie Carl-Nielsen blandt sin tids betydeligste billedhuggere og en del af kredsen omkring etableringen af Den Frie i 1893, hvor hun udstillede regelmæssigt gennem mere end fem årtier. Som medlem af sammenslutningen var hun med til at forme institutionens tidlige historie og bane vej for nye strømninger i en tid præget af konservative kunstidealer. Den nære forbindelse mellem Anne Marie Carl-Nielsen og Den Frie danner traditionen tro baggrund for Legatets udstilling med værker af prismodtagerne.
I år tildeles hæderspriserne Malene Bjelke, Olafur Eliasson, Uffe Isolotto, Henrik Plenge Jakobsen, Pernille With Madsen og Pia Rönicke, som indtager hver sin sal i udstillingsbygningen med værker udvalgt i tæt samarbejde med kunstnerne selv. Samlet tegner udstillingen et billede af seks kunstnerskaber, der på hver deres måde har været med til at udvide og udfordre skulpturmediets konventioner.
Hvor Olafur Eliasson arbejder med lys, perception, rum og naturfænomener gennem installationer, arkitektoniske indgreb og sanselige miljøer, kredser Pia Rönicke om landskaber, arkiver og historiefortælling gennem film, objekter og researchbaserede undersøgelser. Hos Henrik Plenge Jakobsen mødes politiske, sociale og eksistentielle spørgsmål i konceptuelle installationer, mens Pernille With Madsen udfordrer beskuerens orientering gennem værker præget af opløsning, ubalance og rumlige forskydninger. Malene Bjelkes figurative skulpturer afdækker menneskets indre landskaber i mødet mellem krop og rum, mens Uffe Isolotto skaber fortællingsmættede universer, hvor kroppen, teknologien og det dystopiske væves sammen. 
Som noget helt særligt vil der være gratis adgang til Den Frie og udstillingen Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat 2026 i hele udstillingsperioden fra den 19. juni til den 30. august. Legatets bestyrelse har ønsket at give så mange som muligt chancen for at besøge udstillingen og opleve de fem markante kunstnerskaber, de i år har valgt at hædre.
Kilde:
Den Frie

Adresse
Den Frie UdstillingsbygningOslo Plads 1
2100 Kbh Ø

Åbningstider
Mandag: Lukket
Tirsdag: Lukket
Onsdag: 12:00 - 18:00
Torsdag: 12:00 - 21:00
Fredag: 12:00 - 18:00
Lørdag: 10:00 - 18:00
Søndag: 10:00 - 18:00

Entre pris
Voksne: 70 DKK
Studerende: 50 DKK
Pensionister: 50 DKK
Under 12 år: Gratis

Tilgængelighed
Niveaufri adgang - ja
Handicaptoilet - ja
Gratis for ledsager - ja