Eliyah Mesayers kunstneriske praksis balancerer på tærsklen mellem virkelighed og fiktion. På tværs af installation, performance og poesi – og med konceptuelle og scenografiske greb – materialiserer og sammenfletter hun historiske fakta med fiktion i drømmende manifestationer.
Hendes fortløbende projekt Illiyeen tager udgangspunkt i et beduinsk udtryk, der refererer til et himmelsk register, hvor de retfærdiges gerninger nedskrives og bevares. I Mesayers praksis transformeres Illiyeen til en allegorisk “stat af intetsteds og nation af alle steder” – et sted hinsides geografiske og nationale grænser. Herfra udfolder hun en fiktiv og poetisk verdensopbygning, som undersøger, hvordan magt formes, distribueres og repræsenteres.
Mesayer har tidligere udstillet på Den Frie som del af Den Frie Morgen (2020) og Bad Timing – Or How to Write History without Objects (2023). Udstillingen i OSLO er således i tråd med Den Fries kuratoriske ambition om tilbagevendende samarbejder med kunstnere.
