En stat til de statsløse, hvor kærligheden er lov.

Den fiktive nation som modstand og mulighed
Den fiktiv stat Illiyeen er en poetisk nation, skabt gennem digte, ritualer, lydværker og udstillinger. Her undersøger Mesayer, hvordan kunst kan skabe et rum for dem, der lever mellem grænserne – mellem virkelighed og fiktion, mellem politiske strukturer og poetisk frihed. “Det handler om kærlighed. Det havde jeg slet ikke set komme”, siger hun.

Eliyah Mesayer taler med gæv, nordjysk accent, og det føles hjemligt, da jeg selv er vokset op i Aalborg. Jeg har budt på kaffe på Statens Værksteder for Kunst, hvor vi har et lille kontor, og Eliyah er smilende, nærværende og imødekommende: “Du må spørge om alt”, siger hun.

Hun er klædt helt i sort, hvilket matcher den altdominerende farve i den fiktive stat Illiyeen, som er kunstnerens signaturprojekt, og som det danske kunstpublikum har kunnet stifte bekendtskab med gennem de seneste år, hvor staten har manifesteret sig på en række udstillingsteder, blandt andre Kunsthal Aarhus, Den Frie, SMK, Brigade og Godsbanen.

Et bureaukratisk cirkus med virkelige konsekvenser
Illiyeen er Eliyahs fiktive stat for de statsløse – en status hun selv havde indtil hun i 2020 fik dansk statsborgerskab. Født i Mellemøsten med beduinske rødder kom hun som flygtning med sin familie til Danmark som barn, men i Danmark kan man først søge om statsborgerskab, når man bliver 18 år – og Eliyah skulle blive 32 før hun opnåede at få det!

“Et cirkus”, kalder hun selv de mange bureaukratiske benspænd forbundet med at søge statsborgerskab i verdens lykkeligste land. Men vel at mærke et cirkus med store konsekvenser for manglede adgang til basale rettigheder som stemmeret, uddannelse og bevægelsesfrihed.

Det var ud af den kontekst, at den fiktive stat voksede.

“Det var en slags vendetta, jeg havde blod på tanden, og tænkte: ‘Nu bliver I alle sammen nødt til at opleve, hvordan det føles at være statsløs’. Det var med den energi, jeg skabte den fiktive stat Illiyeen,” fortæller Eliyah.

En stat skabes af fortællinger
Hvordan skaber man en nation? Det gør man ved hjælp af fortællinger, symboler og rituelle handlinger. Eliyahs kunst spænder over performance, billedkunst og poesi – og hver gang, hun udstiller, føjer hun nye elementer til den fiktive stat; værk for værk, performance efter performance får nationen krop.

I dag har Illiyeen – der er arabisk og betyder ‘det mest oplyste’ – sit eget flag, egne uniformer, et postvæsen, en nationalsang, en lovsamling.

Projektet har været længe undervejs. Allerede mens hun gik på kunstakademiet i Bergen (2013‑2016), begyndte hun at skrive små noveller og tekster, som omhandlede den fiktive stat, hvis nomadiske karakter står centralt:

“Staten dukker op her og der. Det handler om at have beduinsk baggrund. Jeg har altid haft en frygt for at beduinerne vil blive glemt. For alle de gamle beduinruter er blokeret, og mange beduiner lever i dag af turister i reservater. Men hvad hvis man lavede en stat med et beduinsk overhoved, en stat uden et land?”

Rytteren leder folket på vej
På kunstnerens mest omfattende udstilling til dato, All Rise, i Den rå hal på Godsbanen i Aarhus havde nationen slået lejr med sit sorte flag hejst på bygningens skrå tagryg og sine sorte rækker af dekorerede og smukt draperede telte svævende lidt over jorden, som for at understrege sin nomadiske og drømmeagtige natur.

I et videoværk så vi Eliyah selv som sortklædt rytter på en kæmpehest, mens en stemme i højstemte poetiske vendinger fortalte om, hvordan denne rytter ledte sit folk fra havet til et land som ikke eksisterer.

Man kan se udstillingen som en flygtningelejr, et ikke-sted for de statsløse, de udstødte og rettighedsløse (“Mange drog den konklusion”, fortæller Eliyah). Men samtidig udtrykker dette ikke-sted en stolthed og styrke, som er tæt knyttet netop til det nomadiske, poesien og drømmen.

Det handler om kærlighed
Selvom afsættet for staten var en stor vrede, har projektet ændret sig markant for Eliyah:

“Efterhånden er projektet blevet meget smukt og rørende. Mange kommer til mig og siger, at de gerne vil have dobbelt statsborgerskab og være en del af min nation.”

“Jeg kan mærke en anden tilgang til den fiktive stat, som ikke handler om at være statsløs. Snarere handler det for folk om en protest mod det, der sker i deres egen nation, eller en protest mod nationalismen.”

“Det er både en stat uden grænser og en stat for alle. Det har vi måske alle sammen drømme om”.

“Den fiktive stat handler faktisk rigtig meget om kærlighed. Det havde jeg slet ikke set komme. Jeg kan bare mærke, at jeg har rystet nogle ting af mig og er helt blød indeni.

Jeg er begyndt at tale mere roligt og venligt. Jeg er begyndt at forstå, at Illiyeen er en sød drøm.”

Kærlighedsparagraffer
Og netop kærlighed ses som en forudsætning for et lige og demokratisk samfund. Derfor er Illiyeens love skabt ud fra kærlighedsdigte og -fortællinger, som kunstneren har researchet sig frem til sammen kollegaen Ihsan Saad Ihsan Tahir. De er samlet i en officiel sort mappe, og kunstneren har præsenteret dem i performances på Sort/Hvid og SMK.

“Loven består af 35 kærlighedsparagraffer. Nogle stammer fra kærlighedssange, andre fra mine egne tekster. En paragraf kommer af at en ven sagde noget sødt over en kop kaffe, og jeg tænkte: ‘WOW, det skal alle høre’. En anden paragraf er hentet fra en broderet pude, jeg så hos en vens mor. Alle paragrafferne er skrevet i vi-form for at fremhæve det politiske aspekt.”

“Det er der mange, der spørger mig om, men nej, det gør jeg ikke. For en utopi er færdig, den er et slutresultat. Illiyeen er ikke statisk, men bliver ved med at forme sig på ny.”

“Jeg tror mere, det er en følelsestilstand, man kan gå ind og ud af. Jeg tror, den fiktive stat er en drøm.”

"Jeg har i hvert fald. Jeg har brug for staten. Jeg tror, det er måden, jeg har overlevet på. Som et menneske der stadig kan drømme.”

“Hvis det ikke havde været for den her fiktive stat, så tror jeg, at jeg var holdt op med at drømme for længst. Jeg tror, at mit lys var blevet sluttet.”

“Jeg kunne mærke, at jeg som kunstner med min baggrund som beduin og statsløs hele tiden skulle forklare en masse. Med Illiyeen er der ikke noget, der skal forklares. Alt er en stor transformation. ‘Værsgo, kom ind’. Jeg kan trække vejret – og jeg føler, at alle omkring mig kan trække vejret.”

Vi er mange
Det siger meget, at Eliyah taler om dem omkring hende, for hendes værker og udstillinger udformer sig altid i samarbejde med andre.

Man kunne nævne nogle af samarbejdspartnerne: Joakim (Angel) Wei Bernild har komponeret musikken til Illiyeens nationalhymne. Galvin Harrison og TNG (The New Generation)s sortbejsede træskulpturer er i flere udstillinger gledet naturligt sammen med Illiyeens mørke kostumer, som er lavet af Stine Victoria, mens slagtøjsduoen Thicket har åbnet flere shows i regi af den fiktive stat.

“Nationen er ikke min egen ø. Vi er mange, der tilsammen udgør nationen. Jeg tror, den står stærkest, når vi arbejder sammen om at give den en form.

Det er jo en kæmpe gave for mig. Jeg tror, at dem jeg arbejder sammen med, føler sig hjemme og inspireret.”

“Tag trommeduoen Thicket – de spiller begge trommer i hver deres band, men når de optræder sammen og er maskerede i Illiyeens dragter, spiller de på en helt anden måde.”

“Jeg føler, at vi sammen træder ind i et meget specifikt forum, som er nationen, og der giver vi alt, hvad vi har. Vi træder ind i den åndelige tilstand, der handler om at give noget videre til folket. Alt handler om folket. Jeg tror, det er derfor, at alle er meget gavmilde. Jeg synes, det er meget smukt. Jeg er så taknemmelig hver eneste dag.”

Statens eget frimærke
Statens nomadiske natur – altså, det forhold, at den dukker midlertidigt op på forskellige lokationer (“som gnister”, siger Eliyah) – betyder muligheder for at forholde sig specifikt til tid og sted.

Eksempelvis benyttede Eliyah Corona-omstændighederne i 2020 til at udvikle et postvæsen til Illiyeen i forbindelse med sin afgangsudstilling på Kunsthal Aarhus.

“Mit afgangsværk bestod af 50 uniformer til nye borgere i staten, hver med et tilhørende digt. Men Kunsthallen var lukket på grund af COVID, og i stedet blev uniformerne vist indpakkede i kunsthallens glaskube. Jeg skrev så et officielt brev fra Illiyeen til Kunsthal Aarhus, hvori der stod: ‘Jeg er ked af, at jeres nation ikke har det så godt. Vi kan desværre ikke folde os ud her længere. Så vi beder jer om at sende uniformerne tilbage’”.

“Så havde jeg lavet statens egne frimærker og en anvisning på, hvornår lastbilen ville komme, og hvordan chaufføren ville se ud.”

Nationalhymnen
Da nationalhymnen skulle præsenteres på SMK, valgte Eliyah at det skulle ske i en sal med hovedværker indenfor dansk symbolisme – Einar Nielsens Og i hans øjne så jeg døden (1887), Joakim Skovgaards Kristus i de dødes rige (1891-94) og ikke mindst Niels Hansen Jacobsens skulptur Døden og moderen (1892).

Disse meget patosfyldte værker, omhandlende død og genopstandelse, dannede en slags scenografi for Illiyeen-hymnens fremførsel i en fem timer lang performance – en hymne, der tilsvarende patosfyldt kredser om behovet for, at noget nyt kan vokse frem i asken af det gamle.

Til tider farver Illiyeen hele konteksten, som det skete i forbindelse med udstillingen Bad Timing – or How to Write History without Objects på den Frie i 2023. Her draperede hun hele indgangspartiet med sort stof.

“Med værket The Mighty Migrant skabte vi en portal til en anden verden. Når du gik igennem den, så kunne du blive en af The Mighty Migrants.”

“Ja, jeg har fået kritik for at bruge farven sort. Da jeg draperede Den Fries Indgangsparti, var der nogle, der spurgte: ‘Hvorfor er det ikke blomstret’?” Men jeg er ikke vokset op med blomstret stof. Som beduin er det den sorte farve, jeg ser mest. Det er en farve for mod og stolthed. Min mor blev gift i sort. Der er en masse traditioner forbundet med den sorte farve.”

“Jeg er blevet rigtig glad for at bruge de sorte flag. Det er som om, det sorte flag sletter al identitet. Det giver plads til at skabe noget nyt.”

Mesayer Fonden
Eliyahs kunstneriske praksis er i høj grad formet af hendes erfaringer som statsløs. Det er også på baggrund af de erfaringer, at hun har oprettet Mesayer Fonden, som siden 2019 har hjulpet andre statsløse unge.

“Fonden hjælper unge med at betale udgifterne til gebyr for indfødsretsprøven og ansøgningen om statsborgerskab. Det er blevet rigtig dyrt. Så fonden er også en protest: ‘Okay, så må vi skaffe pengene og lave en anden form for økonomi’.”

“Ti procent af min egen indkomst går til Mesayer Fonden, som er opkaldt efter mine søskende – jeg har stadig tre brødre, som ikke har statsborgerskab. Og så laver vi auktioner, hvor kunstnere donerer værker, og pengene går til fonden.”

“Fordi det tog mig så lang tid at få statsborgerskab, kender jeg til de vanskeligheder, man kan støde på. Jeg mødes nogle gange med de unge. Jeg kan måske guide dem igennem nogle systemer eller hjælpe dem med at tjekke, om de har glemt at sende et eksamenspapir med. Hvis de er nervøse for at læse op til indfødsretsprøven, har jeg forsøgt at lave læsegrupper."

Illiyeen på Den Frie
På den måde er der et spænd i Eliyahs praksis mellem en benhård, konkret politisk virkelighed og en drømmende, visionær fiktion. I foråret 2026 dukker Illiyeen igen op på Den Frie Udstillingsbygning i København. “Det kommer til at handle om stats­overhovedet,” fortæller Eliyah om udstillingen, der har fået titlen The Speaker’s Room. “Hvordan vil det være, hvis statsoverhovedet var en poet?”.

Hun løfter ikke sløret for det endnu, men jeg tøver ikke: Jeg søger hermed statsborgerskab til nationen Illiyeen og visionen om et fællesskab, hvor den enes identitet ikke afgøres ud fra afstandtagen til – og fremmedgørelse af – den anden. Hvor alle er nomader og alle er statsløse i den forstand, at staten ikke ejer nogen.

Hvor kærligheden er lov.

Og staten skrives af en poet.