En udstilling i tre kapitler: Værker fra Busan Biennalen

Words at an Exhibition 《열장의 이야기와 다섯 편의 시》 an exhibition in ten chapters and five poems var titlen på Busan Biennalen 2020, hvor Jacob Fabricius (kunstnerisk leder på Kunsthal Aarhus) var kunstnerisk leder i 2019–2020. Titlen er taget fra den russiske komponist Modest Mussorgsky’s (1839–1881) klaverkomposition Udstillingsbilleder (1874), en musisk fortolkning af ti kunstværker lavet af hans ven Viktor Hartmann (1834–1873).

Mussorgsky omsatte Hartmanns todimensionale værker til et andet medium: lyd. Ved at låne dette fortolkningsmæssige greb stræbte Busan Biennalen 2020 efter at omsætte byen til noveller, digte, kunstværker og lyd. Via disse kunstformer gav Busan Biennalen 2020 de besøgende mulighed for at udforske Busans historie og bylandskab gennem fiktive lag. I forbindelse med Busan Biennalen blev hver enkelt af de underliggende tekster beskrevet som et kapitel, ganske ligesom Mussorgsky delte sine værker op i ti kompositioner og fem tilbagevendende, varierede lydintermezzoer. Biennalekunstnerne blev ikke bedt om direkte at illustrere disse kompositioner, men i stedet om at bruge dem som udgangspunkt eller inspiration for deres egne udtryk.

De følgende tre videoværker blev alle vist i Busan og kan give et lille indblik i Words at an Exhibition 《열장의 이야기와 다섯 편의 시》 an exhibition in ten chapters and five poems på Kunsthal Aarhus. Værkerne repræsenterer centrale emner fra Busan Biennalen 2020. Her tages emner som køn, historiske traumer og byrum op. Kunsthal Aarhus har samarbejdet med Korea flere gange i løbet af de sidste tre år. Derfor er det naturligt at følge op og præsentere et lille udvalg fra Busan udstillingen her i Kunsthal Aarhus.

13.11.2020–31.12.2020: Carey Young, The Vision Machine, 2020
En-kanalsvideo, farve, lyd, 13:27 min.
Courtesy Paula Cooper Gallery, New York

Hvordan ville det være, hvis den visuelle kultur blev produceret og kontrolleret af kvinder? Carey fremkalder visionen om en kvindelig verdensorden ved at undersøge blikket, kvinder og magt og ved at filme kvindelige fabriksarbejdere hos SIGMA Corporation, en af de største producenter af linser til både fotografi, avanceret videoudstyr og filmproduktion. Iført hvide kitler og mundbind er de i færd med at samle og teste linser hele vejen igennem produktionsprocessen.

I The Vision Machine antager runde former en hypnotisk effekt; på flimrende vis klippes der mellem øjne, optikker og maskiner, hvis bevægelser og lyde er dragende men samtidig nærmest militaristiske. Ved hjælp af linser, der rent faktisk er fremstillet af de arbejdere, som Young skildrer, anskuer hendes forankrede kamera kvinderne som eksperter med specifikke færdigheder og erfaringer, og hermed kan hun næsten siges at vende de filmiske normer angående mandlig identitet, ophavsret og teknisk overlegenhed på hovedet. The Vision Machine udgør et spekulativt modstykke til film som Metropolis (Fritz Lang, 1927), Man with a Movie Camera (Dziga Vertov, 1929) eller Antonioni’s Blow Up (1966). The Vision Machine hylder kvindelige arbejdere, deres intelligens og deres evne til at virkeliggøre en fremtidig vision, der kan føre den maskulint orienterede verdensorden i en ny retning. The Vision Machine dykker dybere ned i problemstillinger, der har med kvinder, blik, rammesætning og magt at gøre – temaer, som Young tidligere har udforsket i Palais de Justice (2017) og er dermed nummer to film i en filmserie, der udforsker relationerne mellem kvinder, kameraet og magtsystemerne. Carey Youngs forskningsbaserede praksis udforsker forholdet mellem krop, sprog, retorik og magtsystemer. Hun bruger værktøjer fra konceptkunsten og institutionel kritik i sit arbejde med at udvikle videoer, performancekunst, fotografier og installationer, der ofte udspringer af undersøgelser af retslige og kommercielle sfærer.

08.01.2021–07.02.2020: Kim Gordon, July 24, 2020, 2020
En-kanalsvideo, farve, lyd, 6:53 min.
Courtesy 303 Gallery, New York. Videooptagelser af JiYeon Seong / Kim Gordon

Kim Gordon er kunstner, forfatter og stiftende medlem af New Wave-bandet Sonic Youth. Hendes visuelle praksis, der omfatter både maleri, skulptur, video, performance og design, kan defineres som en overfladens morfologi. Hendes værk styres af mottoet ”det udvendige er det indvendige, og det indvendige er det udvendige” (en omskrivning af én af Gordons sange fra 1995, ”Panty Lies”, der selv var inspireret af et Andy Warhol-citat, hvor han siger, at ”popkunsten tog det indvendige og gjorde det udvendigt. Den tog også det udvendige og gjorde det til noget indvendigt”). Kim Gordon ville egentlig have skabt et nyt værk til Busan Biennalen 2020 helt selv, men på grund af Covid19 kunne hun ikke rejse til Sydkorea for at vælge skuespillere og locations på stedet.

I stedet sendte Gordon en række instrukser til udstillingsholdet i Busan. Gordon bad teamet om aktivt at bruge deres hænder, øjne og ører og være med til at researche og optage hendes nye film, July 24, 2020. Hun sendte korte beskrivelser og instruktioner som f.eks.: ”En gyde, gerne bag en restaurant eller et smalt stræde med nudelstande i den gamle del af byen. En ung mand/dreng og pige iført denimjakker ser på hinanden; så kysser de. Drengen har en cigaret siddende i munden uden at tænde den; han giver den derefter til pigen. Drengen kører med bus. En kvinde med lange ben spiser en doughnut. En gammel kvinde, der spiser nudler. En dreng, der sover. Gå gennem det store indkøbscenter og film butikkerne osv.; det kunne godt være længere, måske 10 minutter […] ”. Disse scener skulle filmes med en smartphone i Busan i Korea. Én af kuratorerne, JiYeon Seong, bad en række venner om at være med, fandt passende locations og filmede det hele med sin telefon. Hun sendte alle optagelserne til Gordon, som derefter redigerede dem sammen med sine egne klip fra Californien og lagde lydsiden på. Værket lægger sig i forlængelse af punkbevægelsens gør-det-selv-tankegang, og Gordons særlige humor ledsages af en rå æstetik, der resulterer i en hallucinerende film. Den underspillede teknik har en fremmedgørende effekt: Gordon forvandler både det fysiske og det sociale landskab og får det til at tale hendes poetiske sprog.

09.02.2020–14.03.2020: JANG Minseung, Voiceless-pitch-dark, 2014
En-kanalsvideo, sort/hvid, lyd, 25 min.
Courtesy MOCA Busan Collection

JANG Minseung arbejder på tværs af forskellige discipliner, herunder skulptur, møbeldesign, fotografi, video og lyd. I alle sammenhænge beskæftiger han sig med spørgsmål om sted såvel som kulturelle og sociale problemer. JANGs særlige interesse i historiske traumer fremgår tydeligt af mange af hans værker: JANGs synæstetiske udstilling The Moments (2012) var et samarbejde med musikeren og komponisten Jung Jaeil, der er kendt for sine filmiske lydbilleder til filmene Okja og Parasite. Udstillingen inviterede publikum til at møde havet via medieværker, der bød på særlige audiovisuelle oplevelser og minder. Naturen er også et vigtigt tematisk og æstetisk element i JANGs arbejde. Hans film Over There (2018) dokumenterede vulkanen Hallasan og havlandskaberne omkring Jeju over en periode på 1.000 dage og indfangede dermed glimtvise øjeblikke, hvor noget opstod og noget forsvandt, øjeblikke af liv og død.

Videoinstallationen Voiceless-pitch-dark (2014), der også blev vist på Busan Biennalen 2020, tager udgangspunkt i et tragisk færgeforlis i Sydkorea. Katastrofen indtraf om morgenen den 16. april 2014, hvor færgen MV Sewol sejlede fra Incheon mod Jeju Island i Korea. Ud af de 476 passagerer og besætningsmedlemmer om bord døde 304 i katastrofen. Værket Voiceless-pitch-dark bestod oprindeligt af en film, seks haiku-installationer trykt på koreansk papir, spotlights og små sten. Uddragene af haikudigtene (en japansk stil) udtrykker stærke følelser omsat til få ord, der her igen er oversat til tegnsprog. Haikudigtene formidles til publikum gennem abstrakte bevægelser og musik. I haikudigtene finder man strofer som ”Drømme vandrer gennem tørre marker”, ”Brændt trækul (bælgmørkt træ), der før var snehvide grene” og ”Bølgerne er kolde, og vandfuglene kan ikke sove”. Værket søger at sende et budskab om trøst til ofrene og deres familier. Det øde, mørke hav, brugen af tegnsprog og skuespillernes bevægelser udgør sammen en form for hyldest, som en sørgekrans, der lægges i fællesskab for at ihukomme dem, der ikke længere er iblandt os.

Kilde: Kunsthal Aarhus