I udstillingen Diet of a 1980’s Poet præsenterer Anders SCRMN Meisner en serie nye malerier, hvis billedsprog er inspireret af popkunstens visuelle virkemidler. Hverdagsobjekter som kirsebær, druer og æbler forvandles til symbolladede billeder på begær og følelsesmæssig længsel, og samtidig rummer de også en underliggende melankoli, en mærkbar sensibilitet og forgængelighed, der kommer til udtryk i motiver som sårede fugle eller skeletter gemt under udsprungne solsikker.
Om udstillingen siger Meisner:
"Jeg kan godt lide at se mig selv som en slags billedspiser, og jeg blev overrasket, da jeg indså, at der faktisk findes et begreb for det: ‘ikonofagi’ — den fysiske handling at fortære malerier eller skrifter; især indenfor religiøs kunst. Forbindelsen mellem det, vi ser, og det, vi begærer, er utroligt stærk. Så stærk, at vi næsten ønsker at konsumere det visuelle.”
Billeder, der fortæres, kan virke som en usædvanlig forestilling, men Meisners refleksioner ligger faktisk i forlængelse af en ældgammel tradition i Europa og Middelhavsområdet, hvor man siden oldtiden har indtaget freskomalerier, ikoner og nadverbrød med påtrykte billeder i religiøse og spirituelle sammenhænge.
Med begrebet ‘ikonofagi’ foreslår Meisner et udvidet blik på kunsten, der udfordrer vores gængse opfattelse af billeder som primært visuelle fænomener. Meisner arbejder ud fra en forestilling om, at maleriet kan indfange og videreføre energi – en overførsel fra kunstnerens gestik til værket og videre til beskueren – således at mødet med billedet får karakter af en sanselig og næsten fysisk transaktion. Hos Meisner videreføres forestillingen om fortæringen af det visuelle til et symbolsk plan, hvor billeder metaforisk røres ved, smages på og indtages. Således annammer Meisner selv rollen som en slags billedspiser, der fordøjer popkulturelle referencer og personlige erindringer for siden at omsætte dem til lærredet i et billedunivers, hvor forbindelsen mellem billede og begær bliver så udtalt, at værket ikke blot betragtes, men næsten fortæres af blikket.
Udstillingens titel refererer til Meisners egen opvækst i 80’erne og den billedhunger, der prægede hans generation, da de i popkunstens efterdønninger lærte, at kunst og poesi eksisterer overalt. I Meisners praksis bliver maleriet en oversættelse af kunstnerens mentale billeder og erindringer til lærred, hvorved han forsøger at bevare noget af den energi og følelsesmæssige intensitet, der knytter sig til mindet.
Diet of a 1980’s Poet er billedæderens kost — et altopslugende malerisk begær; en diæt af følelsesmæssige associationer båret af ambitionen om, at kunstnerens egne værker også en dag bliver opslugt af menneskets endeløse billedsult.
Billeder, der fortæres, kan virke som en usædvanlig forestilling, men Meisners refleksioner ligger faktisk i forlængelse af en ældgammel tradition i Europa og Middelhavsområdet, hvor man siden oldtiden har indtaget freskomalerier, ikoner og nadverbrød med påtrykte billeder i religiøse og spirituelle sammenhænge.
Med begrebet ‘ikonofagi’ foreslår Meisner et udvidet blik på kunsten, der udfordrer vores gængse opfattelse af billeder som primært visuelle fænomener. Meisner arbejder ud fra en forestilling om, at maleriet kan indfange og videreføre energi – en overførsel fra kunstnerens gestik til værket og videre til beskueren – således at mødet med billedet får karakter af en sanselig og næsten fysisk transaktion. Hos Meisner videreføres forestillingen om fortæringen af det visuelle til et symbolsk plan, hvor billeder metaforisk røres ved, smages på og indtages. Således annammer Meisner selv rollen som en slags billedspiser, der fordøjer popkulturelle referencer og personlige erindringer for siden at omsætte dem til lærredet i et billedunivers, hvor forbindelsen mellem billede og begær bliver så udtalt, at værket ikke blot betragtes, men næsten fortæres af blikket.
Udstillingens titel refererer til Meisners egen opvækst i 80’erne og den billedhunger, der prægede hans generation, da de i popkunstens efterdønninger lærte, at kunst og poesi eksisterer overalt. I Meisners praksis bliver maleriet en oversættelse af kunstnerens mentale billeder og erindringer til lærred, hvorved han forsøger at bevare noget af den energi og følelsesmæssige intensitet, der knytter sig til mindet.
Diet of a 1980’s Poet er billedæderens kost — et altopslugende malerisk begær; en diæt af følelsesmæssige associationer båret af ambitionen om, at kunstnerens egne værker også en dag bliver opslugt af menneskets endeløse billedsult.
Kilde:
Hans Alf Gallery
Hans Alf Gallery