Fernisering – Anna Stahn & Henry Heerup: Dialog & dogmer

torsdag 27 mar 2025 kl 17

Ved første tanke kan Henry Heerup og Anna Stahns respektive praksisser forekomme væsensforskellige, men de har lighedstræk og et slægtskab.

Anna Stahn og Henry Heerup, Dialog og Dogmer. Foto: Brian Kure.

Ved første tanke kan Henry Heerup og Anna Stahns respektive praksisser forekomme væsensforskellige, men de har lighedstræk og et slægtskab.


info

Fernisering – Anna Stahn & Henry Heerup: Dialog & dogmertorsdag 27 mar 2025 kl 17
Gratis

Feministiske bænkevarmere, flamboyante kvindeportrætter og sort-hvide syner! Foråret på Heerup Museum byder på et forførende og tankevækkende møde mellem to eminente formgivere fra hver deres generation. Fremadstormende Anna Stahn viser helt nye værker skabt i dialog med Heerups ikoniske billedunivers – resultatet er en sanselig totalinstallation, der går lige i kødet på den både sprudlende og trælse hverdag og udfordrer vores forestillinger om det perfekte liv.
GESAMTKUNSTVÆRK MED ANNA STAHN OG HENRY HEERUP
Med særudstillingen Dialog & Dogmer viser Heerup Museum en dialogudstilling med Henry Heerup (1907-93) og Anna Stahn (f. 1994), en af dansk samtidskunsts yngre fremadstormende kunstnere.
Heerup Museum har inviteret Anna Stahn til at gå i dialog med værker fra museets samling, og i udstillingen kan man se resultatet af denne invitation. Stahn har taget ordet dialog bogstaveligt, hvorfor flere af de nye værker, hun har skabt, er direkte kommentarer til Heerups værker, mens andre i højere grad er inspireret af hans univers og arbejdsmetode. Udstillingen kan opleves som en totalinstallation, hvor Heerup og Stahns værker fylder museets udstillingssal ud og smelter sammen som en helhed.
HVERDAGSLIV I FOKUS
Ved første tanke kan Henry Heerup og Anna Stahns respektive praksisser forekomme væsensforskellige, men de har lighedstræk og et slægtskab. Udstillingen belyser de to kunstneres værker på en ny måde, der både aktualiserer Heerup og sætter Stahns praksis i et kunsthistorisk perspektiv.
Begge kunstnere arbejder med mange forskellige medier og udtrykker sig i et figurativt billedsprog, der flugter med en verden fyldt med billeder. I udstillingen vil man møde afbildninger af hverdagsliv, idealisme og menneskeportrætter, som både Stahn og Heerup er optaget af. Stahn har fx fundet inspiration i Heerups grafiske værk Talartister fra 1965, som i hendes verden er blevet til tavleværket Klassen med skolelærerinden, der optræder som en slags socialistisk ikon.
Igennem hele Heerups liv har han ofte fremstillet en idealiserende portrættering af kvinde- og moderfiguren som frugtsommelig og livgivende eller i gang med hjemlige sysler. Denne form for idyllisering står på mange måder i skærende kontrast til Anna Stahns arbejde med kvindeportrætter, der zoomer ind på verdenen i dag og giver et helt andet blik på kvindelivet. Stahns gerne sensuelle kvindefremstillinger er tidsbilleder på et frigjort individ, ofte barnløst, selvstændigt og forfængeligt, der arbejder, forbruger og er i verden på egne præmisser og ikke nødvendigvis underlagt traditionelle rolle- og arbejdsfordelinger mellem kønnene.
DOGMERNE OG DIALOGEN
Udstillingens værker af Heerup er udvalgt sammen med Anna Stahn ud fra dogmer, der har hjulpet til at afgrænse materialet fra Heerup Museums samling sammen med et ønske om primært at vise Heerups grafik og sten. Dogmerne er: få farver, ingen podier – kun sten, træ og papir på vægge og gulv. Alle Stahns værker er skabt særligt til udstillingen og rummer både grafik, tavleværker, bronzer og møbelskulpturer. I dialogen mellem de to kunstnerskaber inviteres besøgende til at opleve Stahns både poetiske og kritiske praksis og fordybe sig i detaljerne i Heerups mangfoldige univers. Stahn transformerer i træsnittet Frk. Verden fx en svævende globus fra Heerups Pyramidecyklist (1950) til en spektakulær kjole på en kvindefigur, der jonglerer med planeterne.

Fakta

Anna Stahn (f. 1994, Danmark) er uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København og fra The New School i New York. Stahn arbejder med formater på papir, i tekst eller skulpturelt i metaller, keramik og tekstiler. Gennem hele sin praksis er hun optaget af kvinders liv, udvekslinger og modernitet. Hendes værker undersøger de aspekter af den menneskelige eksistens, der er styret af ønsker, økonomier og det imaginæres magt på en måde, der peger på den stærke menneskelige tilknytning til den materielle verden.u003cbru003eStahn har haft soloudstillinger på Alice Folker Gallery, København (2023); Politikens Forhal, København (2023) og Kunstforeningen Gl. Strand, København (2022). De seneste gruppeudstillinger omfatter shows på Skovgaard Museum, Viborg (2024), Gl. Holtegaard Museum, Holte (2022 u0026amp; 2021); BORCH Editions, København (2021) og dépendance Bruxelles x Alice Folker (2020).

Kilde:
Heerup Museum

Adresse
Heerup MuseumKirkesvinget 1
2610 Rødovre

Åbningstider
Mandag: Lukket
Tirsdag: 11:00 - 16:00
Onsdag: 11:00 - 16:00
Torsdag: 11:00 - 16:00
Fredag: 11:00 - 16:00
Lørdag: 11:00 - 16:00
Søndag: 11:00 - 16:00

Entre pris
Entré til udstillinger
Køb billet

Tilgængelighed
Moderne handicapfaciliteter