Erik A. Frandsen er en ener på den danske kunstscene. I modsætning til mange af sine kolleger, der på et tidspunkt har ”knækket koden” og herefter har lagt sig fast på et særligt billedsprog, er Erik A. Frandsen en hvileløs anarkist, for hvem folkelig anerkendelse og efterspørgsel intet er at regne i mødet med en indre, bydende drift mod fortsat fornyelse.
Frandsen er evigt nysgerrig, søgende, eksperimenterende. Det at forfine og mestre en bestemt teknik eller et udtryk har for Frandsen aldrig betydet, at han så var færdigformet som kunstner eller havde nået ét eller andet uhåndgribeligt mål. Enhver tilegnet erfaring har alene indføjet sig som endnu et redskab i Frandsens værktøjskasse.
Erik A. Frandsen kombinerer teknikker i ét væk, skifter løbende perspektiv hen over maleriets flade og besnærer beskueren med sin kolorit. For Frandsen er der ikke nogen nævneværdig værdi i ét motiv eller én bestemt metodik: Det hele handler alene om maleriet – ikke om at male, som sådan, men om at skabe et maleri. Der findes en indre energi i værket, som det er hans pligt at mane frem. Og til dette formål har han bestemte virkemidler til rådighed: Brudstykker af et levet liv, kulturhistoriske referencer, prosaiske scener fra et hjem, hans allestedsnærværende blomster, arkitektur, sarte strøg og store flader, perspektivets løgnagtighed; en enestående fornemmelse for farver.
I sin allermest kondenserede form kunne Erik A. Frandsens nye udstilling præsenteres som følger: ”Malerier 2025” består af malerier, der handler om maleri. Nuvel, der findes i udstillingen myriader af referencer til alt fra den italienske maler Artemisia Gentileschi over den i dag næsten glemte møbeldesigner Bodil Kjær til nazisternes hengemte kunstskatte, men alt dette er blot de til enhver tid forhåndenværende byggesten i malerens konstruktion af dét, som for ham er det eneste væsentlige: maleriet i sin egen ret.
Kilde:
Hans Alf Gallery
Hans Alf Gallery
