Siden Jørgen Haugen Sørensen i 2014 havde sin første udstilling i Holbergsgade 8, har Hans Alf Gallery lagt gulve og vægge til alt fra bronzeskulpturer og tegninger, over glaseret stentøj i alle tænkelige afskygninger og bemalinger, til relieffer i bronze, keramik og jesmonite, men noget af det, som den navnkundige billedhugger blev allermest kendt for – det der i særdeleshed satte ham på verdenskortet, og som stadig tårner sig op så forskellige steder som Seoul, Ankara, Yorkshire og vores egen beskedne storby; hans sublime stenskulpturer – har galleriet aldrig for alvor taget favntag med. Før nu.
Fredag d. 16. august slår vi dørene op til en lille, men nøje sammensat udstilling med Haugen Sørensens stenproduktion. Med hjælp fra billedhuggerens enke, Eli Benveniste, har vi udvalgt en serie skulpturer fra 80’erne og de tidlige 90’ere, der tilsammen tegner et billede af en kunstner, der udtrykte sig frit og ubesværet i stort set alle materialer.
Jørgen Haugen Sørensen stiftede første gang bekendtskab med stenen i 1971, da han fik til opgave at skabe et stort værk til Journalisthøjskolen i Århus. Det startede med et stykke rødt marmor i Verona; et materiale han ellers oprindeligt havde forkastet, da han så det som eksponent for hele den selvhøjtidelige, verdensfjerne og ophøjede skulpturtradition, han ind til da havde forsøgt at lægge afstand til. Men da det hurtigt blev tydeligt for enhver – og herunder kunstneren selv – at han mestrede det bløde marmor med samme selvfølgelige virtuositet som alle andre materialer, han ind til da havde beskæftiget sig med, fik Haugen Sørensen blod på tanden. Gennem det følgende årti helligede han sig i stigende grad marmor og andre typer sten, og resultatet af hans bestræbelser i denne periode kan stadig opleves på mangen et dansk museum, ude i offentligheden og rundt omkring i verden.
Op igennem 80’erne blev det hårde, genstridige granit Haugen Sørensens foretrukne materiale. Skulpturerne skiftede form og udtryk: Hvor de tidligere havde kredset omkring kontrasterne mellem det bløde og det kantede, det organiske og det industrielle, blev hans værker nu i stigende grad mere brutale, uforsonlige og konkrete. Haugen Sørensens granitkonstruktioner skulle ikke formidle noget særligt budskab, de var ikke abstraktioner over en given idé eller filosofi: De var i sig selv trodsige monumenter, fastfrossen krig, ideelle rum. I en samtale med Sir Peter Murray, den mangeårige kunstneriske leder af Yorkshire Sculpture Park, sagde Jørgen Haugen Sørensen, at han ikke brød sig om vidtløftige udsagn om ”stenens iboende sandhed” eller forsøg på at ”lytte til stenen”. Hvis en sten kunne tale, ville den, som Jørgen udtrykte det, sige: ”Lad mig være i fred”.
Det at arbejde med granit var for Haugen Sørensen antitesen til at modellere i ler. Hvor leret var flygtigt og eftergivende og tillod ham at fabulere og improvisere i øjeblikket, var arbejdet med granitten hårdt og ubarmhjertigt, et straffearbejde, der kun lod sig udføre efter nøje planlægning, med vældige maskiner og uendelige kraftanstrengelser. Leret lod ham gengive den ydre verden i lange, bløde bevægelser. Granitten tvang ham derimod – med hans egne ord – til at arbejde som en lyriker, der konstant skærer væk, filer til, forfiner og bearbejder materialet, indtil han har nået essensen. Af samme grund anså Haugen Sørensen også sine granitskulpturer som projektioner af en indre verden; ideelle rum, konkret balance, dialog uden sprog.
I løbet af 90'erne blev leret igen Jørgen Haugen Sørensens primære udtryksform. Arbejdet med de tonstunge sten var blevet for opslidende for den garvede kunstner, der efterhånden havde rundet de 60, og han savnede lerets mere medgørlige væsen. I slutningen af 00'erne vendte Haugen Sørensen kortvarigt tilbage til granitten, da Ny Carlsberg Fondet kommissionerede et monumentalt værk til opstilling ved Amager Strandpark. Skulpturen, som blev indviet i 2011 og fik navnet "Kolossen", var dengang med sin højde på 7,2 meter og vægt på 69 tons Danmarks største skulptur. "Kolossen" blev Jørgen Haugen Sørensens sidste stenskulptur. Han døde d 18. november 2021 i sit hjem i Pietrasanta.
Kilde:
Hans Alf Gallery
Hans Alf Gallery