Når du træder ind i Judith Hopfs installation Thy Énergies, møder du tre midlertidige vægge, der er opsat som et filmset inde i laden til den gamle gård. Sammen danner de et langt rum med et abstrakt "all-over"-vægmaleri. Blå, grafiske streger skildrer en stiliseret regn. På rummets endevæg er der endnu et vægmaleri, der med enkle linjer fremkalder solstråler. Vejret – dette "krypto-dæmoniske" fænomen – bruges som et æstetisk greb i denne udstilling.
Forholdet mellem regn og sol i malerierne svarer nogenlunde til de faktiske vejrforhold i Thy. Her oplever man potentielt ni måneders regn og tre måneders sol. Dog er opfattelserne under forandring, som vi kan observere: Det, der før blev kaldt "dårligt vejr" – regn – er ofte blevet en velkommen begivenhed og erstatter det tidligere "gode vejr" – solskin. Vejrkategoriernes betegnelser vakler grundlæggende. Paradoksalt nok bliver solen og dens varme, lysende energi både problemet i denne forvandling og håbet om at vende den: Solens stråler opfanges i store solcelleparker og omdannes til energi og elektricitet.
Sådanne "solpaneler" optræder også i Judith Hopfs udstilling. Sammen med hendes videoværk LESS udforsker Hopf de paneler, der står i centrum for aktuelle diskussioner – dem, hun ofte støder på, når hun arbejder i sit "landlige atelier" i det nordlige Brandenburg nord for Berlin. I videoen LESS (2022), der vises bag på en af væggene i Kunsthal Thy, kryber snegle – videoens charmerende hovedpersoner – målrettet mod en solcellepark for at slå sig ned der med håndgribelige konsekvenser: Panelerne ændres aktivt af sneglene. Og netop dette er Hopfs pointe: tilegnelsen af aktuelt relevante teknologier af uventede, tilsyneladende mindre betydningsfulde brugere, hvilket fører til opsigtsvækkende resultater.
Snegle er stedbundne, tilpasningsdygtige og verdensmestre i energieffektivitet. De bevæger sig fremad med 7 cm i minuttet, en hastighed, der gør det muligt for dem at holde deres energiforbrug meget lavt. Til sammenligning ser menneskehedens energibalance mere dyster ud. Mennesket er det eneste væsen, der aldrig synes at kunne dække sit energibehov – i stedet kræves der mere og mere energi hvert år.
For Judith Hopf fungerer sneglenes bevægelser som et udgangspunkt for at adressere denne uoverensstemmelse. Gennem hendes video og "solpaneler" undersøger hun både alvoren i vores nuværende, ofte betvivlede forsøg på at reducere forbruget af fossile brændstoffer og den ihærdighed, som sneglene går til værks med. Disse utrættelige anstrengelser deler en vis idé om træthed eller i det mindste langsomhed, men samtidig en urokkelig optimisme om, at det måske stadig kan lykkes: at gøre vores verden til et bedre sted. Måske bidrager sneglene dog langt mere til denne indsats, end vi gør.
Imens fortsætter solen med at skinne, og regnen med at falde – udenfor i virkeligheden og inden for med abstrakte linjer på væggene i Kunsthal Thy.
Tekst af Marina Rüdiger og Judith Hopf
Fakta
Judith Hopf (født 1969 i Karlsruhe, Tyskland), Hochschule für Bildende Künste, Bremen (1990–92), Hochschule der Künste, Berlin (1992–96), mesterklasse hos Prof. Katharina Sieverding. Siden 2008 har hun været professor i billedkunst ved Städelschule i Frankfurt am Main. Hopf bor og arbejder i Berlin og Brandenburg.
Kilde:
Kunsthal Thy
Kunsthal Thy