Flyder over, drypper ned langs siderne – epoxy-resin omfavner lærredet som et blødt, transparent lag, som en glaze, og giver værket en sidste skinnende finish. Som et fysisk billede på den overfladespænding, der eksisterer som en taktil hinde. En sjælden gang imellem bliver en lille, sort flue fanget i processen – indkapslet og forseglet for evigt. Som et fossil, tilfældigt fanget i den glasklare masse, danner den en skarp kontrast til det akrylbaserede motiv og reflekterer en fornemmelse af tid.
Kasper Hermanns værker bygger på tre primære medier: epoxy-resin, akrylmaling og lærred. Resin, oprindeligt ikke skabt til kunst, men derimod som plast eller harpiks, et kemisk stof, der er både modstandsdygtigt og holdbart. Når det hærder, skifter det karakter fra blødt til hårdt og danner en uigennemtrængelig overflade. I sin hårde form, gennemskinnelig som glas, bærer det en fysisk tyngde, der er svær at fange med øjet. Hvis det knækker, splintrer det som glas – tusinde skarpe brudstykker.
Motiverne i Hermanns værker er minimalistiske, men langt fra tilfældige. Den enkle prik, altid i forskellige størrelser, farver og former, fungerer som et universelt sprog – et symbol på noget, vi alle genkender og forstår. For Hermann rummer prikken både legende og alvorlige undertoner. Den kan være ironisk, en gimmick eller et dybere udtryk, der taler til universelle oplevelser og følelser. Hermann bygger videre på en kunstnerisk tradition, hvor prikken har spillet en central rolle. Den japanske kunstner Yayoi Kusama og den danske Poul Gernes er begge kunstnere, der på hver sin måde har udforsket prikkens potentiale – Kusama gennem sine polkaprikkede, fantasifulde universer og Gernes i sine farverige, konceptuelle værker og udsmykninger, hvor prikken ofte indgår som en del af et større dynamisk mønster.
I Hermanns værker er prikken ikke blot et formelt element, men en direkte forbindelse til følelser, oplevelser og minder. Når man dykker ned i titler til Hermanns værker, afsløres dybden af de følelser, der gemmer sig under overfladen. Prikken bliver et udtryk for et personligt univers, hvor beskueren inviteres til at se sig selv, spejlet i værkets blanke ydre – gennem nye farver, kontraster og former, der åbner op for refleksion og nye perspektiver.
Kilde:
Albert Contemporary
Albert Contemporary