Sven Sandbergs motiver har rod i velkendte øjeblikke – måske findes der en version af billederne i dine egne minder: at gå forbi en gård på en sommerdag; at rette på sit tøj, fortabt i tanker. Nogle gange fremkalder disse billeder en urovækkende form for déjà vu, som om du genkalder dig minder, der ikke er dine egne.
Sandbergs billeder, der udspringer af en hvirvel af personlige erindringer, aktualiseres gennem maleriet, men forbliver i bevægelse. Selv når de er fikseret på lærredet, antyder de en tid, der altid er lige uden for rækkevidde: en fortid, fremtid og nutid, som eksisterer uden for maleriets tid og rum. Dette er, hvad Deleuze kalder krystalbilledet: “sammensmeltningen af det faktiske billede og det virtuelle billede, billedet med to sider, faktuelt og virtuelt på samme tid.” I Sandbergs malerier konfronteres vi med dette sammenbrud af tid, hvor fortid og nutid sameksisterer.
I Green Henry sidder en person på kysten og ser mod horisonten. Var Sandberg der også? Ser vi gennem mindet i hans øjne? Hvad ser de imod? Hvad gik forud for dette øjeblik? Når man betragter maleriet, forbliver disse spørgsmål om deres fortid, nutid og fremtid skjulte. I maleriet mødes erindringens fortid med lærredets nutid og fremtiden for vores kommende minder.
I denne forstand er Sandbergs malerier værker om forandring gennem erindring, transformation gennem forbrug. Mens vi ser, forandrer vi os sammen med maleriet; reflekteret gennem usynlige krystaller træder vi begge frem på ny. Dette begreb indfanges af Paul Valéry i hans digt The Cemetery by the Sea (1920, oversat af Nathaniel Rudavsky-Brody):
As fruit dissolves in consummation,
As it transforms its absence to delight
When in a mouth its form is lost and dies,
I breathe the smoke I will become
And the sky sings, of shores transformed
To rumour, to the soul that is consumed.
As it transforms its absence to delight
When in a mouth its form is lost and dies,
I breathe the smoke I will become
And the sky sings, of shores transformed
To rumour, to the soul that is consumed.
Brilliant sky, true sky, it is I
Who change! After such pride, after such strange
Indolence, and yet suffused with power,
I surrender to this shining air,
My shadow sweeps the houses of the dead
And with its fragile motion leads me on.
Who change! After such pride, after such strange
Indolence, and yet suffused with power,
I surrender to this shining air,
My shadow sweeps the houses of the dead
And with its fragile motion leads me on.
Kilde:
V1 SALON
V1 SALON