Svend Wiig Hansen hører til en af sværvægterne i det 20. århundredes danske kunsthistorie. Gennem sine arbejder undersøgte han igen og igen fundamentale menneskelige følelser og eksistensens grundvilkår i spændet mellem individets indre liv og en ydre virkelighed. Over mere end fem årtier rettede han således vedholdende fokus på vores plads i det store system mellem poler som liv og død, frihed og fangenskab, frelse og fortabelse.
De spørgsmål, han rejste, er stadig lige aktuelle og allestedsnærværende. Men hvordan bliver de udfoldet i dag? Hvordan behandles de i en tid, hvor den kvindelige erfaringsverden og identitet har fået en helt ny vægt og betydning? Og hvordan skildres individets væren i en verden, der i stigende grad er præget af kaos og usikkerhed? Mulige bud på svar findes i værker af markante samtidskunstnere, som kredser om temaer, der ligger i forlængelse af Wiig Hansens praksis, nemlig Therese Bülow, Cathrine Raben Davidsen, Stine Deja, Louise Hindsgavl, Anna Sofie Jespersen, Mie Mørkeberg og Luna Scales.
Disse syv kunstnere er forskellige steder i deres liv og karrierer, de udfolder forskellige temakredse og arbejder i forskellige medier, men gennem deres værker undersøger de hver især vores grundfølelser og sårbarhed, vores kroppe som kampplads, menneskelig fremmedgørelse og individets livsvilkår. På den måde er de med til at formulere nye kunsthistorier, der tilføjer samtidskunstneriske lag til en ellers etableret fortælling. Dermed indlemmes de også i en tradition samtidig med, at de bidrager til en fornyelse af den. Og det er et greb, der ikke alene trækker forbindelser tilbage til Wiig Hansen og eksistentielle, ekspressive udtryk, men som i høj grad også peger ud i fremtiden.
Disse forhold bliver i selve udstillingssalen fremhævet og gjort tilgængelige for vores sanseapparat gennem såvel opbygning og farvesætning som i sammenstillingen af værker. Der etableres f.eks. pågående visuelle og tematiske sammenstød mellem Wiig Hansens store dystopiske maleri Ventende, som blev skabt under indtryk af Den kolde krigs atomtrussel, og Stine Dejas formummede post-humane techno-mumier i installationen Last Resort samt mellem Wiigs sårede krøbling i maleriet Den lemlæstede og Luna Scales stærke foto- og videoværker, der ”udstiller” og skildrer hendes egen svækkede og syge krop. Inspireret af Wiigs oeuvre har flere kunstnere desuden valgt at skabe nye værker – oplev bl.a. Mie Mørkebergs farvestærke, foruroligende budbringer og Louise Hindsgavls keramiske portrætter af formløse følelser.
Udstillingen rejser ikke alene spørgsmål om vigtige, eksistentielle temaer. Den sætter også fokus på, hvordan en museumssamling kan holdes opdateret og relevant i skiftende samtider, og på, hvad der sker med vores blik på kanoniserede værker, når de genaktualiseres af vores egen tids kunst. Ydermere skabes der forbindelser mellem museet og verden udenfor, når der trækkes tråde til selve Esbjergs vartegn, Svend Wiig Hansens monumentalværk Mennesket ved havet, der i daglig tale kaldes ”De fire hvide mænd”. For kan udstillingen og samtidskunstnernes værker være med til at nuancere, udfolde og reaktualisere det etablerede billede af denne populære stedsmarkør?
Kilde:
Esbjerg Kunstmuseum
Esbjerg Kunstmuseum
