Birgitte Støvring har aldrig haft ønske om at male forskønnede havebilleder, men da hun og familien flyttede tilbage til Jylland, fik hun et ”gensyn med naturen” og der opstod en fornyet gemt interesse for naturen. Hendes mors forældre kommer begge ud fra slægte med gartnere og landmænd, og i familien har der altid været en stærk tilknytning til jord og vækst. Særligt Støvrings mormor har haft betydning for kunstneren og hendes nyere malerier. Det ses i malerierne at der er en kærlighed og respekt for jorden, naturen, planter og vækst, en kærlighed
som Støvring har fået med sig gennem slægterne.
som Støvring har fået med sig gennem slægterne.
Birgitte Støvring har igennem længere tid arbejdet med gudinder og særligt dem der har med fødsler og jordens frugtbarhed at gøre, og i hendes malerier, har kvinder optrådt som en ny version af den græske gudinde Demeter, der vogter over jordens frodighed.
Malerierne til denne udstilling har nu bevæget sig væk fra fokus på figurer, og i stedet er der en mangfoldighed af vaser, hænder, planter, rødder og øjne i et symbolladet sprog.
Med udstillingen i Vestjyllands Kunstpavillon ønsker Støvring at danne nye historier og sammenhænge der berører og kobler temaer om kvinders generelle roller i historien, sammen med personlige erindringer. Udstillingen viser som et samlet hele, et organisk, frodigt kvindeorienteret univers, der sætter spørgsmålstegn ved vores måde at arve historier fra fortidige slægter. De bagvedliggende refleksioner i malerierne, handler også om hvad vi bærer med os i vores gener. Hvad ligger forudbestemt i vores DNA og hvilke mønstre er mulige at bryde?
Støvring er ude på en personlig rejse men har også fat i noget større og fællesmenneskeligt i hendes refleksioner over hvor vi kommer fra og hvad vi giver videre til kommende generationer. Samtidigt er Støvring bevidst om, at vi kan takke tidligere generationer for den frihed (især kvinder) har i dag. Hun er taknemmelig over, at hun som kvinde kan male, noget som ikke var normen for nogle generationer siden. På den måde, maler hun både sin egen og sin fortids historie. Og på denne vis bliver hendes ageren, hendes handlekraft som malende kvinde også en fortaler og ’befrier’ for de tidligere kvinder i hendes slægts historie.
Støvrings værker benytter et stærkt symbolladet sprog med forskellige elementer som går igen. Valmuen er en af de blomster kunstneren husker fra sin barndom i Vestjylland og den har en særlig plads hos hende. Valmuen huskes som en grøftekantsblomst og er dobbeltsidig; den er stærk, men skrøbelig på samme tid. Ligeså stærkt valmuen lyser med sin helt unikke røde glød, når den står i grøftekanten og nikker, ligeså hurtigt falder den sammen, når den plukkes. Den er et tegn på forgængelighed og livets cyklus, og optræder i Støvrings univers i mange sammenhænge.
Kilde:
Vestjyllands Kunstpavillon
Vestjyllands Kunstpavillon