Holly Halkes er en pulserende kraft, der minder om en løssluppen Nigella Lawson, som skaber kulinarisk kaos på karnevalsagtige lærreder, spækket med vitalitet. Som en gastronomisk maler taler hun til vores tidlige barndomsoplevelser samt dybe ønsker om hæmningsløs overgivelse. Hun spreder, drysser og smører maling på lærredet med en umættelig appetit, der afføder refleksioner om vores essens i en kultur præget af uendeligt forbrug.
Holly og jeg voksede op sammen i tennisbyen Wimbledon. Vores fælles barndomsoplevelser genlyder i Hollys malerier, fyldt med en barnlig udforskning af verden, som en udklædningsleg. Resterne af de tider er uundgåelige - jordbær, kostumeringer, kager og mere. Halkes' stil kan bedst beskrives som en fornøjelig fusion - en ménage à trois - der forener den skæve figuration i Roald Dahls univers, ordenen hos Wayne Thiebaud i Patisserie Valerie og kaosset efter en eksplosion i Aldis udsalgssektion.
Udstillingen henter sin titel fra t.A.T.u.s nuller-hymne og bruger det repetitive omkvæd for at genskabe rytmen og klukken i udstillingen. Udstillingstitlen indfanger det personlige ubevidste, den indre monolog og efterklangen af tanker, der bearbejdes. Jeg kan forestille mig, at hun lytter til sangen igen og igen lige inden hun agerer vært for en middag for venner: at lave småretter og guacamole i sit cadmiumorange køkken i Camden Town. Dette sætter tonen og aromaen for udstillingen - kunstnerens sindstilstand midt i skabelsens vildskab. Halkes' malerier bygger bro mellem mave og hjerne, idet hun indgyder hendes elementære former og primitive figurer med de Koonings psykologisk ladte maleriers appetitlige raffinement.
Jeg længes efter at suge, røre, bide, udskille, sniffe, sluge, gurgle og stryge den tykke impasto-maling. Halkes' viscerale værker dykker ned i dybderne af den menneskelige psyke indkalder erindringer om de primære impulser, hvormed vi først udforsker verden. Under den sødt-kvalmende overflade hviler en tankevækkende fortælling om de interne og eksterne konflikter, som vi alle oplever: udfordringerne vedrørende selvidentitet og søgen efter vores plads i verden.
Den hektiske bevægelse fanget i en Neverlands-agtig madkamp udfolder sig som en fedtet, hektisk scene: en Quattro-Fromaggi bilvask, der er mere saltholdig end sød. Disse malerier emmer af en mørk britisk humor, som om Cornelia Parker detonerede en Pizza Hut i stedet for hendes berømte haveskur. De er maniske. De er berusede.
Titlerne på Halkes' værker resonerer med de sene 20-åriges sind, inkarneret i henkastede kommentarer gennemsyret af ’velvære’-retorik, såsom "Feeling Overwhelmed Lately" og "We Need Better Boundaries". De afbillede figurer leger med nostalgiske illustrationer, der minder om Quentin Blakes karakterers overdrev med deres skæve påhæng, der stormer ind i scenerne.
Halkes' lærreder nedsænker os i temaer om kaos, død, liv, fest, besættelse, overflod, overskud og det groteske. Det er et liminalt rum, der udvisker grænserne mellem virkelighed og fiktion, eufori og skønhed. I dette rum fejres den menneskelige ånd i al dens klæbrige, komplekse herlighed, idet den udfordrer konventioner og omfavner essensen af vores eksistens. Vi er de narrativer, vi konsumerer; du er, hvad du spiser.
Kilde:
Albert Contemporary
Albert Contemporary