Keld Helmer-Persen: Finding Beauty
14 jun 2019 - 18 jan 2020Kunstfotoets danske pioner, Keld Helmer-Petersen, præsenteres i stor udstilling med fotos, der lægger vægt på grafiske kvaliteter, linjer, former og farver. Den bedste fotograf, du aldrig har hørt om’, skrev det britiske magasin Creative Review i 2007 om Keld Helmer-Petersen. Han var den første dansker, der for alvor arbejdede med kameraet som et kunstnerisk redskab […]
Kunstfotoets danske pioner, Keld Helmer-Petersen, præsenteres i stor udstilling med fotos, der lægger vægt på grafiske kvaliteter, linjer, former og farver. Den bedste fotograf, du aldrig har hørt om’, skrev det britiske magasin Creative Review i 2007 om Keld Helmer-Petersen. Han var den første dansker, der for alvor arbejdede med kameraet som et kunstnerisk redskab […]
info
Kunstfotoets danske pioner, Keld Helmer-Petersen, præsenteres i stor udstilling med fotos, der lægger vægt på grafiske kvaliteter, linjer, former og farver.
Den bedste fotograf, du aldrig har hørt om’, skrev det britiske magasin Creative Review i 2007 om Keld Helmer-Petersen. Han var den første dansker, der for alvor arbejdede med kameraet som et kunstnerisk redskab til at skabe fotografier, der skulle beundres for deres æstetik; for de grafiske kvaliteter, linjer, former og farver. Han omsatte sine iagttagelser af den moderne verden til iøjnefaldende, nytænkende billeder. Da han som 28-årig udgav den banebrydende 122 Farvefotografier (1948) vakte det opsigt verden over, og et uddrag blev bragt i det amerikanske Life Magazine.
Udstillingen Finding Beauty – fotografi af Keld Helmer-Petersen følger fotografen fra begyndelsen af 1940’erne til hans sidste værker skabt i årene op til hans død i 2013. Den fortæller historien om den autodidakte amatørfotograf, der blev en toneangivende frontløber for dansk modernistisk fotografi, og hvis kendetegn var den gennemførte formalisme. Hans fotos er på én gang helt tidløse og stærke signalementer af en særlig modernitet, hvor især arkitektur, industri og infrastruktur er fremtrædende.
Det var det samme, der optog ham, uanset om motivet var mastekraner eller plantestængler: Den umiddelbart genkendelige hverdagsverden blev via kameraet set som stramme kompositioner eller mønstre. Selv gav han udtryk for, at han ledte efter en anden slags verden i denne verden, og selv i det mest banale eller uanselige – en benzinpumpe, en kran eller en revnes mønster i asfalten – kunne han finde en ukompliceret grafisk skønhed. En fotoserie og tilhørende bog fra 2004 kaldte han ligefrem Danish Beauty.
Fotografiet var Helmer-Petersens primære udtryksmiddel, men han arbejdede i konstant dialog med andre kunstformer: Maleri, skulptur, arkitektur, musik og film. Han var fra begyndelsen opmærksom på tendenser og bevægelser i dansk og international kunst og arkitektur og forstod at omsætte inspirationen til det fotografiske billede. Arkitekturen var et centralt omdrejningspunkt i hans virke, og han var som fotograf del af dansk arkitektur og designs guldalder og indgik i det vidtfavnende kunstneriske miljø i 1950’erne og 1960’erne, der spændte fra abstrakte avantgardekunstnere som Albert Mertz og Gunnar Aagaard Andersen til arkitekter som Poul Kjærholm og Jørn Utzon. Men han var samtidig fuldstændig på højde med internationale stjerne-fotografer som Harry Callahan, Edward Weston og Albert Renger-Patzsch.
Finding Beauty er den første store, retrospektive udstilling siden 1990 af Keld Helmer-Petersens virke. Den er forskningsbaseret, udspringer af en ph.d.-afhandling om kunstfotografen og er blevet til i tæt samarbejde med arvingerne. Med afsæt i Helmer-Petersens righoldige arkiv, som i 2014 blev overdraget til Det Kgl. Bibliotek, introduceres centrale hovedværker såvel som prøveaftryk, diapositiver, kontaktkopier, tegninger, collager, forarbejder og film, der ikke har været vist tidligere. Udstillingen giver således et nyt perspektiv på Helmer-Petersens virke og belyser for første gang hans arbejdsproces og historie.
Keld Helmer-Petersen er repræsenteret i samlinger i både Danmark og udlandet, bl.a. andet Museum of Modern Art (New York), Museum Folkvang (Essen), Brandts (Odense), Statens Kunstfond og en serie af hans værker udsmykker togstationen i Københavns Lufthavn.
Kilde: Den Sorte Diamant
1221 Kbh K
Tirsdag: 08:00 - 20:00
Onsdag: 08:00 - 20:00
Torsdag: 08:00 - 20:00
Fredag: 08:00 - 20:00
Lørdag: 09:00 - 18:00
Søndag: 10:00 - 16:00
Normal: 95 DKK
Studerende: 30 DKK
Årskort og unge under 18: Gratis entré
Handicaptoilet - ja
Gratis for ledsager - ja