København-Berlin: Portalen til verden

28 aug 2025 - 11 jan 2026

Udstillingen viser værker af ni kunstnere og kunstnerduoer, som arbejder med medier som maleri, performance, lyd og installation.

Foto: Lise Harlev

Udstillingen viser værker af ni kunstnere og kunstnerduoer, som arbejder med medier som maleri, performance, lyd og installation.

Udstillingen København-Berlin: Portalen til verden zoomer ind på den frugtbare æra i Berlin i kølvandet på murens fald. Udstillingen, som kan opleves i det højloftede Nedre Galleri og på Mellemtrinnet, fokuserer på et udsnit af de billedkunstnere fra København, som blev tiltrukket af Berlins omkalfatring i forlængelse af fusionen mellem øst og vest.
En dragende by i opbrud
Med Berlinmurens fald i 1989 åbnede byen sig op som et vidtrækkende eksperimentarium for kreative aktører og nye kunstneriske strømninger og udtryk. Byens rå og urbane identitet – især i det tidligere Østberlin – betød ikke mindst billige atelierer og boliger i et af Europas knudepunkter. De lave leveomkostninger gjorde det bl.a. muligt for unge, eksperimenterende kunstnere at slå sig ned i byen og udvikle deres praksis uden et tyngende kommercielt pres. Samtidig betød byens tiltagende internationale profil et afgørende potentiale i mødet med andre kunstprofessionelle med globalt udsyn.
På tværs af generationer, medier og formater
København-Berlin: Portalen til verden viser værker af ni kunstnere og kunstnerduoer, som arbejder med medier som maleri, performance, lyd og installation. Oplev eksempelvis Ulrik Møllers poetisk abstrakte landskabsmalerier, interaktive installationer af Vinyl-terror & - horrors samt Deniz Eroglu og et altomsluttende lydværk af Alexander Tillegreen optaget på Nikolaj Kunsthals Markussen & Søn-orgel fra 1931. Udstillingen repræsenterer både ældre og mere etablerede kunstnere som Gitte Villesen samt yngre stemmer som Cassie Augusta Jørgensen. Alle medvirkende har det til fælles, at de på et tidspunkt i perioden fra starten af 1990’erne og frem til i dag har bosat sig og fortsat arbejder som kunstnere i Berlin. Læs mere om alle de medvirkende kunstnere nedenfor. I udstillingen kan man desuden opleve en håndfuld nyproducerede film med interviews med kunstnere og kuratorer, der udfolder deres vinkel på byens udvikling og betydning for kunstscenen.
En underkommunikeret historie
København-Berlin: Portalen til verden er ikke en udtømmende kortlægning, men bidrager til at belyse forbindelsen mellem København og Berlin i et kunsthistorisk perspektiv. Udstillingen stiller skarpt på en række kunstnere, som er en del af Berlins levende og skabende kunstscene og arbejder professionelt i et internationalt miljø. Det er ikke kunstnere, som nødvendigvis har nået toppen af deres karrierer, eller hvis navne er Blockbusters på museer rundt om i verden. I stedet viser udstillingen et udsnit af kunstnere, som aktivt er en del af Berlins miljø og vækstlag, hvor selvorganisering og kollektive samarbejder er med til at definere byens identitet.
Kilde:
Nikolaj Kunsthal

Adresse
Nikolaj KunsthalNikolaj Plads 10
1067 København K

Åbningstider
Mandag: Lukket
Tirsdag: 11:00 - 18:00
Onsdag: 11:00 - 18:00
Torsdag: 11:00 - 18:00
Fredag: 11:00 - 18:00
Lørdag: 11:00 - 17:00
Søndag: 11:00 - 17:00

Entre pris
Entrépriser 2024
Voksen: 110 kr.
Børn (0-17 år): Gratis
Årskort + 1 ledsager: 315 kr.
Copenhagen Card: Gratis

Tilgængelighed
Niveaufri adgang - Ja (i Nedre Galleri)
Handicaptoilet - nej

Gratis for ledsager - ja