LABYRINTEN

20 jan - 10 nov 2024

En perlerække af Danmarks mest anerkendte billedkunstnere er med på den kommende store udstilling på Glas – Museet for glaskunst.

Esben Weile Kjær: Udsnit af Billboard 2 (fra serien Complete Collapse), 2022, blyindfattet glas.

En perlerække af Danmarks mest anerkendte billedkunstnere er med på den kommende store udstilling på Glas – Museet for glaskunst.

En perlerække af Danmarks mest anerkendte billedkunstnere er med på den kommende store udstilling på Glas – Museet for glaskunst. Gæsterne må vælge deres egen vej gennem LABYRINTEN og opdage værker af kendte kunstnere og unge talenter.
Udstillingen viser 19 værker af 13 kunstnere skabt fra 1981 og til i dag. Blandt værkerne er tre blyindfattede glasmosaikker skabt af Per Kirkeby, hvoraf det ene ikke har været vist før. Udstillingen indeholder samtidig værker, der udforsker materialets muligheder og traditioner, skabt af markante kunstnere fra den yngre generation; Mie Mørkeberg, hollandske Jeannette Slütter og ikke mindst Esben Weile Kjær, der allerede har opnået stjernestatus på den danske kunstscene.
Labyrintisk udstillingsdesign
LABYRINTEN er, som navnet afslører, opbygget som et labyrintisk forløb igennem museets udstillingssale. Gæsterne risikerer at fare vild og må undervejs forholde sig til det rum, de bevæger sig i. De vil kunne se gennem arkitekturen og igennem nogle af værkerne, der er bygget ind i væggene, og skimte andre værker på væggene bagved. Udstillingsdesignet er lavet sådan for at understøtte glassets gennemsigtighed og planglassets relation til arkitekturen.
Størstedelen af værkerne er lånt af glarmester Per Steen Hebsgaard, som selv har udviklet og produceret med kunstnerne, ofte gennem mange års tæt samarbejde. Værkerne er skabt i planglas og fremstillet ved hjælp af klassiske glarmesterteknikker, som blandt andet kendes fra blyindfattede ruder i kirker og glasudsmykninger i arkitekturen. Siden middelalderen har glasset spillet en væsentlig rolle som formidler af billedfortællinger, og mosaikkerne har formet oplevelsen af rummet, som transformeres, når lyset trænger igennem de farvede ruder.
Mangfoldige motiver
LABYRINTEN indeholder en mangfoldighed af motiver og kunstneriske udtryk. Fra undersøgelser af farve, form, linje og rytme i abstrakte kompositioner som for eksempel hos Malene Landgreen, Jens Birkemose og Inka Sigel, til fabulerende fortællinger om dyr, natur og mennesker hos blandt andre Jan Sivertsen, Niels Winkel, Ursula Reuter Christiansen og Mie Mørkeberg. Der er nyfortolkninger af blyindfattede glasruder i en samtidig kontekst hos Esben Weile Kjær og Jeannette Slütter. Og der er farverige, figurative kompositioner i glasmosaik af Arne Haugen Sørensen og Erik A. Frandsen, De 12 apostle udført i bemalet glas af Bjørn Nørgaard og Per Kirkebys både grafiske og ekspressive værker, der kombinerer glasmaleri og blyindfatning på smukkeste vis.
KUNSTNERE REPRÆSENTERET I UDSTILLINGEN
Jens Birkemose, Ursula Reuter Christiansen, Erik A. Frandsen, Per Kirkeby, Esben Weile Kjær, Malene Landgreen, Mie Mørkeberg, Bjørn Nørgaard, Inka Sigel, Jan Sivertsen, Jeannette Slütter, Arne Haugen Sørensen, Niels Winkel
BEMÆRK: Sidste chance for at se udstillingen i begge bygninger er 29. september. Herefter lukker den del af udstillingen, som vises i museets moderne fløj, mens den øvrige del af udstillingen fortsat kan opleves i den ældste bygning, Toldboden, frem til 10. november.
Kilde:
Glas - Museet for glaskunst

Adresse
Glas – Museet for glaskunstStrandvejen 8
8400 Ebeltoft

Åbningstider
Mandag: 10:00 - 16:00
Tirsdag: 10:00 - 16:00
Onsdag: 10:00 - 16:00
Torsdag: 10:00 - 16:00
Fredag: 10:00 - 16:00
Lørdag: 10:00 - 16:00
Søndag: 10:00 - 16:00

Entre pris
Entrépriser
Voksne: 130 kr
Børn 6-17 år: 30 kr
Grupper (min. 20 pers.): 20% rabat
Ledsager til gæster med handicap: Gratis

Entrébilletten gælder i én uge. Det betyder, at du kan besøge museet flere gange på samme entrébillet og deltage i flere aktiviteter indenfor en uge. Entrébilletten giver derudover 20% rabat på entréen til Fregatten Jylland, Ree Park Safari og Kattegatcentret indenfor en uge.