Louise Hindsgavl: Faste Forestillinger

Alt i denne verden er behæftet med konnotationer. Karakteren af disse afhænger af øjnene, der ser, hvilken kulturel sammenhæng, det betragtede indskriver sig i, og hvordan det præsenteres, og enhver betydning forandrer sig endvidere over tid. Løsrevet fra sin historiske kontekst symboliserer pomadehår således helt andre ting nu, end det gjorde i James Deans oprørske 50’ere, ligesom de færreste i dag formentlig opfatter svastikaet som en lykkebringende, hinduistisk hilsen.

Helt grundlæggende gives ikke desto mindre medbetydninger, som er så socialt sanktionerede og tungt indlejrede i et givent samfunds kollektive bevidsthed, at deres indhold kun uendeligt langsomt ændrer sig. Nogle af disse knytter sig til specifikke materialer. Tænk på, hvad silke symboliserer, eller på marmor og ædelmetaller. Selvom konteksten unægtelig er en anden, signaleres i bund og grund samme livssyn (og samme defaitistiske dekadence), når gangsterrapperen i dag praler af diamanter på tænderne, som da Marilyn Monroe engang proklamerede, at en sten var hendes bedste ven.

Det er ikke uvæsentligt, hvilke forestillinger man får i tilgift. I kunstens verden er denne erkendelse altafgørende; ethvert materiale er sit eget reservoir af mening. Måske er det derfor, langt de fleste billedkunstnere til stadighed drages mod de klassiske medier: stenen, malingen og lærredet, leret, kullet og papiret; i stigende grad linsen og memory-kortet. Disse veje er veldokumenterede og gennemtravede, og deres status som midler for kunstnerisk udfoldelse er uomtvistelig. Eller sagt på en anden måde: Den primære konnotation til eksempelvis oliemaling på lærred eller former hugget af granit er netop denne: kunst.

Louise Hindsgavls virke er først og fremmest interessant, fordi hun insisterer på at udtrykke sig i et materiale og i en form, der peger væk fra det konventionelle. Faktisk er porcelænsfiguren for mange vel nærmest antitesen til kunst. Man forestiller sig masseproducerede hyrdedrenge i smækbukser på afsætningsborde eller glasurglinsende isbjørne, der knejser fra alverdens støvede vindueskarme, mens Giro 413 spiller ønsker samlet ind i en bowlerhat. Men hos Hindsgavl tvinges vi til at efterlade vores forestillinger i våbenhuset og genopdage såvel form som materiale i det allerhelligste. Og det er i virkeligheden noget af en bedrift.

Der er naturligvis intet revolutionerende i at vende alting på hovedet: Siden dadaismen har man løftet genstande og materialer ud af én kontekst for – med chokket og forargelsen som primære mål – at placere dem i en helt anden. Men det er imidlertid ikke dette, Louise Hindsgavl gør; hendes metier er ikke ikonoklastisk. Tværtimod opererer hun med stor præcision i et rum, hvor konnotationerne ikke ituslås men mobiliseres. I stedet for at modarbejde materialets iboende egenskaber, koreograferer Hindsgavl alle klichéerne i en raffineret dans, der i sidste ende efterlader beskueren både forvirret, forpustet og overrasket. Ved at spille på alt det vi troede, vi vidste, pirker hun umærkeligt til vores faste forestillinger.

I sin første solo hos Hans Alf Gallery fortsætter Louise Hindsgavl ned ad den vej, hun oprindeligt slog ind på med udstillingen Overtryk på Trapholt i 2016. Hér eksperimenterede hun for første gang med forholdet mellem stål og porcelæn i en serie eklektiske relieffer (eller vægskulpturer, som kunstneren selv foretrækker at benævne dem), der med vanlig, drilagtig tvetydighed blev kaldt Finding Comforts in Confined Spaces.

Forkærligheden for det tvetydige er bibeholdt i Hindsgavls nye solo, der meget passende bærer titlen Faste Forestillinger – en overskrift, som refererer dels til værkernes karakter af små, fastfrosne teaterscener, dels til publikums forestillinger om porcelænet som materiale og figurinen som form.

Udover reliefserierne Misplacements og If I Cannot Sleep, I May As Well Dream byder udstillingen også på en serie fritstående skulpturer med titlen Garden Party, fotoserien Ouverture samt en større installation.

Faste Forestillinger vises i perioden 25/2 – 1/4 med fernisering fredag den 24. februar. Kunstneren vil være til stede, og alle er velkomne.

Louise Hindsgavl (f. 1973) dimitterede fra Designskolen Kolding i 1999, hvor hun studerede under afdelingen Keramik og Glas. Hun betragtes som én af de mest indflydelsesrige porcelænskunstnere i Danmark. I 2015 modtog hun Prins-Eugen Medaljen for ‘Artistic Excellence’ af det Royale Svenske Hof.

Kilde: Hans Alf Gallery