Natasha Kissell: Then Dawns the Invisible

Billedkunsten er – per definition – forankret i det visuelle. Men hvad nu, hvis den synlige verden, begrænset som den er af sin egen fysik, ikke i sig selv er nok til at forklare omfanget af den menneskelige erfaring; af individuelle tanker og følelser?

Inden for de seneste år er den britiske maler Natasha Kissell, der til april kan fejre sin sjette soloudstilling hos Hans Alf Gallery, blevet mere og mere fascineret af romantikken i engelsk litteratur, hvor skikkelser som Samuel Palmer, William Blake og Emily Brontë var de store helte. Særligt sidstnævntes forfatterskab har Kissell i høj grad ladet sig inspirere af, og således er den kommende udstillings titel – ”Then Dawns the Invisible” – da også en direkte reference til Brontës ”The Prisoner”, ligesom adskillige værktitler parafraserer linjer i det berømte digt.

Der synes – på tværs af århundreder – at være opstået en sælsom dialog mellem Kissell og Brontë gennem udstillingens tilblivelse. På samme måde som Brontë fabulerede om en drømmeverden, man gennem sansningen kunne entrere, inviterer Kissell beskueren ind i et tåget, uvirkeligt, men alligevel uhyre velkendt landskab, der fremstår som en refleksion af kunstnerens forestillingsverden. I modsætning til Brontë, der efter eget udsagn ”ikke kunne drømme, før jorden var tabt” for hende, insisterer Kissell dog på at leve i denne verden og drømme samtidig. Det er ikke digterens ulykkelige afsmag ved virkeligheden og den fortsatte higen efter drømmen – Keed af verden, kier ad himmelen – der karakteriserer Kissells værker; de er ikke fatalistiske som det romantiske forbillede, men søger snarere at fremhæve drømmen som en reel og smuk mulighed i hverdagens buldrende malstrøm.

Og dog er melankolien også til stede hos Natasha Kissell, som når hun i hovedværket ”For the World is More Full of Weeping, Than We Can Ever Understand” åbenlyst går W. B. Yeats i bedene, men denne eksisterer nærmere som en art eftertænksomhed; en refleksion over virkelighedens uperfekte natur i mødet med drømmens idealitet. Denne leg med utopier går igen i Kissells bevidst forvanskede fremstilling af arkitektur, der gerne fremstår hypersymmetrisk, i landskabernes næsten overjordiske lys, eller i værkernes indre perspektiv, der altid i en vis udstrækning slår knuder på sig selv. Hun ønsker at gøre os bevidste om, at det, vi ser, blot er en fantasi.

Men vi opfordres også samtidig til at give os hen til illusionen.