Rhizome – Network Without Center Point er en gruppeudstilling, der præsenterer 40 forskellige værker skabt af elleve unge danske og internationale kunstnere, der enten er skabt specifikt til udstillingen eller som vises for første gang i Danmark. De elleve ambitiøse, entusiastiske, energiske og fremtrædende kunstnere arbejder med tegninger, malerier, grafiske værker, fotografier, skulpturer, objekter, stedsspecifikke installationer, videoer, performance og tekstværker, og udstillingen er derfor et bredtfavnende indblik i, hvordan der netop nu arbejdes med forskellige udtryksformer verden over.
Deltagende kunstnere:
Panteha Abareshi (US), Eugénie Didier (FR), Aziz Hazara (AF), Ode de Kort (BE), Luis Kürschner (DE), Mads Lindberg (DK), Isadora Neves Marques (PT), Sally von Rosen (SE), Sungsil Ryu & eobchae (KR), Larisa Sitar (RO), Trevor Yeung (CN).
Panteha Abareshi (US), Eugénie Didier (FR), Aziz Hazara (AF), Ode de Kort (BE), Luis Kürschner (DE), Mads Lindberg (DK), Isadora Neves Marques (PT), Sally von Rosen (SE), Sungsil Ryu & eobchae (KR), Larisa Sitar (RO), Trevor Yeung (CN).
I botanik er et “rhizom” en jordstængel, der spreder sig vandret hen over eller lige under jordoverfladen. I modsætning til træer, som er lodrette strukturer, der optager næring gennem rødder og transporterer det opad gennem stamme og grene, består rhizomet af forbindelser på tværs. Rhizomet blev udfoldet som filosofisk begreb af Gilles Deleuze og Félix Guattari i værket Tusinde Plateauer (1987) og betegner en form for tænkning, der skaber ny viden ved at brede sig frit, uden hierarkier eller dualisme. Rhizomet fremhæver helhedens naturlige forbundethed og kendetegnes samtidig af decentralisering og slørede grænser.
Med udgangspunkt i dette fænomen præsenterer Kunsthal Aarhus Rhizome – Network Without Center Point. Udstillingen er skabt uden nogen konkret tematik for at stille spørgsmålstegn ved, om det forudbestemte fokus overhovedet er nødvendigt i dag. Hvad nu hvis vi – kuratorer, kunstnere og besøgende – finder, skaber og præsenterer tematikkerne sammen? Kunne vi sammen drømme om et fællesskab, et samfund, et land og en verden baseret på uafhængighed og samarbejde? Som et eksperiment udi udstillingsformater uden central stemme består udstillingen af platforme til udveksling, der tilsammen skaber kredsløb og netværker. I en sådan struktur gives der plads til, at hvert enkelt kunstværk kan mødes og interagere med andre værker uden grænser i form af opdelinger eller skillevægge.
Udstillingen inviterer unge kunstnere fra hele verden til at udleve rhizomet: til at vokse på en anden måde – rhizomatisk – og forbinde sig med andre på ikke-hierarkisk vis. Elleve unge, ambitiøse, entusiastiske, energiske og fremtrædende kunstnere vil præsentere nye værker eller værker, der ikke tidligere er blevet blevet vist i Danmark. Tegninger, malerier, grafiske værker, fotografier, skulpturer, objekter, stedsspecifikke installationer, videoer, performance og tekstværker vises ikke kun i kunsthallens udstillingssale, men også på caféen, på trapperne og endda udenfor i det fri.
Når disse værker interagerer, tegnes der nye kort. Værkerne har måske lignende eller kontrasterende tematikker, ens eller forskellige medier, identiske eller unikke genrer osv., men fordi de alle sammen er del af det samme rhizom, forenes de af en fælles referenceramme. Vil det sige, at der er en central stemme? Og i så fald, hvad siger den? Hvis der derimod ikke findes en central stemme, kan man drømme sig fri af begrænsende strukturer. Rhizomet fører også i utallige retninger, ad en vej der hverken har begyndelse eller slutning, men forbliver i midten. Den drives frem af konjunktionen: ”Og… Og… Og…”. Gennem denne struktur, der konstant skaber plads til ny fortolkning, kan vi lære at vokse sammen og fremme vedvarende, bæredygtige relationer i den internationale kunstverden, der centrerer sig om samskabelse og gæstfrihed.
Kilde:
Kunsthal Aarhus
Kunsthal Aarhus