Rune Christensen: SOLO

Et stilleben af en blomsterbuket med et enkelt nedfaldent kronblad, som vidner om det uundgåelige, tyste forfald – en spejling af en dame, der holder en kattehund, hvis ansigt er et menneskes – to mænd, der ligner hinanden som to dråber vand, ridende på ryggen af en ottehovedet leopard, der lusker gennem natten. Alle er det motiver, som indgår i Rune Christensens nye udstilling og som – trods deres umiddelbare forskellighed – har den fællesnævner, at de er opstået ud af forestillinger om menneskelige møder som katalysator for forandring og kamp.

Summen af det levede liv

Han er optaget af processen. Ikke reduceret blot til maleprocessen, men Livsprocessen. Den konstante bevægelse, som afføder møder mellem individer, kulturer og hele samfund, der gensidigt påvirkes. Det, at vi flytter os – som samfund og som individer – hvad end vi vil det eller ej. Vi flyttes. Af andre. Og af tiden, der uomgængeligt transformerer os.

Drevet af en altid tilstedeværende udlængsel har han rejst til fjernere og mere utilgængelige egne end de fleste. I mange år malede han på farten og lod fortjenesten på de solgte værker afgøre den videre rejses længde. Hans umiskendelige udtryk er født af et sammensurium af en mangfoldig verdens indtryk. Her er ingen kølig nordisk minimalisme at spore, men en vild, overvældende og begejstret smeltedigel af dufte, farver, blikke og mennesker. Summen af det levede liv.

Den røde tråd i Christensens værker er ironisk nok den samme: tingenes bestandige foranderlighed.

Kilde: Galleri Sandberg