I slutningen af 1800-tallet var sygdom og død en langt mere nærværende del af hverdagen, og i samtidens billedkunst blev særligt den syge pige et tilbagevendende motiv. Bleg og afkræftet lå hun i sin seng, omgivet af hjemmets genkendelige rammer, ofte skildret med en næsten overjordisk ro. Malerierne var både et vidnesbyrd om tidens sygdomme og en måde at fastholde mindet om mennesker, der var ved at forsvinde.
Men bag de bevægende billeder gemte sig også en særlig forestilling om den syge kvinde. Hendes skrøbelighed blev æstetiseret, og hun kom til at repræsentere tabt ungdom, uskyld og uforløst potentiale. Den syge pige var først og fremmest et motiv, et billede på andres sorg og frygt, mens hendes egen oplevelse af sygdommen sjældent fik plads.
Med gruppeudstillingen stille give tilbage tager Astrid Marie Christiansen, Sophia Kalkau og Luna Scales afsæt i denne kunsthistoriske tradition og undersøger sygdommen fra et andet perspektiv. Gennem maleri, skulptur, fotografi og video beskæftiger de sig med kroppen som både fysisk og følelsesmæssigt erfaringsrum og med de forestillinger, vi gennem historien har knyttet til sygdom, behandling og helbredelse.
Udstillingens titel er hentet fra det latinske restituere, der blandt andet betyder at give tilbage eller genoprette, og som ligger til grund for ordet restitution. Her bliver det også en tanke om at give noget tilbage til de mennesker, der gennem kunsthistorien er blevet fastholdt i rollen som den syge, tavse krop.
Astrid Marie Christiansen arbejder med maleriet som en grafisk fortælleform, hvor mønstre, former og visuelle erindringer fra hverdagen bliver til et personligt billedsprog. I de senere år har sygdom været et tilbagevendende emne i hendes praksis, hvor hun forsøger at give abstrakte smerter en konkret, fysisk form. Til udstillingen retter hun blandt andet blikket mod fortidens sygdomsbehandling, hvor lægekunst, humoralpatologi, religiøse forestillinger og overtro eksisterede side om side. Med både humor og alvor undersøger hun menneskets forsøg på at forstå og kontrollere en krop, der ikke fungerer, som den skal. I maleriet First Day of Therapy for Excess Phlegm trækker hun på Hieronymus Boschs The Garden of Earthly Delights, mens Peep Show Detector tager udgangspunkt i et bryst efter en kræftoperation. De historiske forestillinger møder her nutidens kropslige erfaringer i et billedsprog, hvor det groteske, det personlige og det absurde får plads.
Hos Sophia Kalkau er kroppen, transformation og forvandling og forholdet mellem det erfarede og det drømmende centrale omdrejningspunkter. Gennem skulptur, objekt og fotografi undersøger hun, hvordan tilstande og former kan forskydes, og hvordan erfaringer kan omsættes. I hendes kunstneriske praksis bliver forvandling en måde at forholde sig til sorg, længsel og tab på. Kalkau beskriver selv sit arbejde som forbundet med en kærlighedsgæld, en dyb forpligtelse til at give tilbage til livet og en længsel efter at være forbundet. I udstillingen præsenteres fotografier fra hendes mangeårige virke, hvor kroppen og objektet både kan forstås som en fysisk form og som bærer af erindring.
Luna Scales arbejder med kroppen som motiv og undersøger gennem fotografi og levende billeder vores forestillinger om, hvordan en krop ser ud, bevæger sig og bliver betragtet. Til stille give tilbage har hun skabt videoværket Salus samt en serie printede stillbilleder. Inspireret af kunsthistoriens fremstillinger af den syge pige zoomer Scales ind på et enkelt, intimt udsnit af sygelejet: hænderne. I videoen ses hænder posere på tekstiler, mens deres skiftende stillinger antyder både rastløshed, hvile og overgivelse. Et digt skrevet til værket af forfatteren Fie Martens Ljungmann indgår som en del af videoen. Ved at flytte blikket fra den samlede, iscenesatte figur til hændernes små bevægelser åbner Scales for en mere sanselig og subjektiv fortælling om den syge krop.
stille give tilbage er på én gang en hyldest til de historiske malerier, som har inspireret de tre kunstnere, og et genbesøg af de forestillinger om sygdom og sårbarhed, som billederne har været med til at forme. Hvor den syge pige tidligere blev betragtet udefra, giver udstillingen plads til erfaringer, der kommer indefra. Til kroppen, der mærker, husker, modsætter sig og forsøger at finde tilbage til livet.
Kilde:
Formation Gallery
Formation Gallery
