Sophia Kalkau
Sophia Kalkau leger med begreber, blander genrer, tider og biografisk stof ind i sit fotografi. Med en enkel teknik, dagslys, et kamera og sin egen krop har hun skabt serier af billeder, tyste og metafysiske værker. Hvide, sorte og røde; med nøgen hud og med og uden hår.
Siden midten af 1990’erne har hun markeret sig med sine poetiske, hvide skulpturer, med matsorte antimonumentale stenskulpturer og med fotografi, hvori hun forener krop og skulptur. Sophia Kalkau har skabt offentlige udsmykninger og udstillet hyppigt i gennem alle årene.
Med sit performative sprog har hun fornyet fotografiet, brudt grænser ned mellem de klassiske medier og brugt sin krop som skulpturelt materiale og skulpturen som en rekvisit.
Hun har skabt værker i en fiktiv dialog med afdøde kunstneres værker, med skønlitterære tekster og som en konsekvens af kunstnerens egen biografi. Bag det formelle i Kalkaus værker løber en drømmebåret fortælling, hvor fantasi og virkelighed ikke er kontradiktioner. Selv har hun sagt om sit arbejde, at det begynder med en forestilling om et felt spændt ud mellem krop og himmelrum; det begynder, når drøm og virkelighed hvirvles sammen.
