Store tekstiler udstillet i Hammershøisalen

Davids Samling viser indtil 9. august syv store tekstiler, som alene på grund af deres størrelse sjældent udstilles. Det drejer sig om fire bloktrykte og håndmalede tekstiler, ét broderet tekstil, ét broderet teltpanel og ét Kashmir sjal. De er oprindeligt blevet brugt til mange formål, såsom til ophæng, tildækning, sengetæpper og som sjaler. I salen er blandt andet udstillet arbejder, hvis dekorationer er fremstillet ved hjælp af en mønsterfarvnings-teknik, som er en blanding af bloktrykte kanter og frihånds-maling af midterfeltet. Der vises også broderede tekstiler, herunder et broderet teltpanel (qanat) med vase og stiliserede blomster i et strengt symmetrisk mønster.

Et af de store stykker er et Kashmir-sjal. Sjalets bund udgøres af gule, beige og grønne striber med fire forskellige blomsterborter, der alle er flankeret af røde striber. I midten er anbragt en cirkulær medaljon med grenværk, store blomster og et utal af små blomster, og i hjørnerne ses kvartmedaljoner, der afspejler den centrale. Det hele indrammes af en bort bestående af en blomster- og bladfrise. Allerede fra det 15. århundrede vævedes der sjaler i Kashmir i det nordligste Indien, og der fandtes både aflange typer og kvadratiske modeller, som dette månesjal opkaldt efter den centrale medaljon. Stormogulen Akbar holdt
meget af de lune tekstiler, der, når de var finest, fremstilledes af den bløde pashmina-uld indsamlet fra den vilde bjergged Capra Hircus.

Stormogulerne tilskyndede fremstillingen af kashmir-sjalerne, der ofte var et højt specialiseret teamwork, som involverede op til 12 forskellige personer: spindere, farvere, mønstertegnere, tilrettelæggere af skud og kæde samt væverne og de personer, der færdigbehandlede sjalet efter vævningen. Et kompliceret og rigt dekoreret sjal som det udstillede, der er fremstillet i begyndelsen af det 19. århundrede, kunne nemt tage over et år at færdiggøre, og selvom lønningerne var utroligt lave, var sjalerne kostbare.

I slutningen af det 18. århundrede blev kashmir-sjalerne højeste mode blandt europæerne i Indien, og deres smag eksporteredes til Europa, hvor enhver kvinde fra de højere lag måtte eje ét. Det, der i første omgang skulle blive en fordel for de indiske sjalsvævere, skulle til sidst blive deres undergang. For at leve op til efterspørgslen produceredes der nemlig i løbet af det 19. århundrede i Frankrig og England billige jacquard-vævede kopier af de indiske originaler, som til sidst blev helt udkonkurrerede.

Kilde: Davids Samling