Veo Friis Jespersen: Ud over kanten

Pressemeddelelse:

Der er alvor og en trang til eksperiment i Veo Friis Jespersens kunst. En skulpturel sensibilitet, der fordrer noget af beskueren. Ofte ses en meningsfuld indgriben, som balancerer på og overskrider det vi allerede kender… ”Det er i forundringen, åbenbaringen og i snublerierne at det nye sker – det er også her det er sjovest at være” hævder professor og psykolog Lene Tanggaard. Kunsten og det kreative kan ses som redskaber – eller sprog – der hjælper os med at begribe, med at opleve og med at være til stede i en foranderlig verden. Læring forudsætter, at vi glemmer os selv og lader kroppens erfaringer fylde. Og videre påpeger Tanggaard, at enhver skabelse og kreativitet altid må være med et blik for de moralske og etiske implikationer. At al læring har til hensigt at gavne os i vores sociale verden. At opnået viden sætter os i stand til at gribe kompetent ind i verden – og at viden ikke bare er en statisk kopi af virkeligheden.

Når alt dette er sagt, kan vi vende blikket mod Veo Friis Jespersens kunstneriske arbejde og udstillingen her hos os. Ud over kanten kalder hun den, og udgangspunktet er undersøgelsen af det at være på kanten af noget. Selv peger hun på faktorer som covid-pandemien, krigen i Europa, klimakrisen og andre globale kriser, hvor det er let som enkelt individ at føle sig magtesløs, fuld af angst og bekymring for fremtiden; for som hun spørger: er vi på vej ud over kanten…? – og hvad er der på den anden side af kanten? Samtidigt refererer titlen til nødvendigheden af kunstnerisk konstant at kaste sig ud over kanten og ikke vide hvor nyt fodfæste kan findes, men dog med en tro på, at nå et sted at komme videre fra, og det kan ses som det at gå til kanten af det mulige i forhold til arbejdsprocessen med materialer og teknikker. Samlet set er det en undersøgelse af det at være på kanten, måske på vej ud over den, balancerende med et glimt af, at der kan findes og skabes noget: ” ud over kanten”.

Veo Friis Jespersen sigter mod det, at vi som mennesker ideelt set hele tiden flytter os, at vi indgår i dynamiske sociale relationer, og med krop og ånd forholder os til en omverden, som vi ikke ved hvor ender. Til en materialitet. Et stof. Intet er givet på forhånd, og så alligevel…

Materialerne, hun anvender og bearbejder, har gennem årene været kendetegnet ved en under-søgende og prunkløs tilgang, der står i gæld til den italienske Arte Povera bevægelse fra 1960’erne. De tog afstand fra brugen af traditionelle og kommercielle materialer som marmor og oliemaling, og hentede i stedet jord, grene, affald og ready-mades ind i kunstinstitutionen. Også skulpturens øvrige udvikling med bevægelser som minimalismen og land art, samt fremtrædende britiske billedhuggere fra anden halvdel af det 20. årh. som Tony Cragg, Richard Deacon og Richard Wentworth, har haft betydning for Veo Friis Jespersen. Selv siger hun, at arbejdet med billedhuggerkunsten først og fremmest er et erkendelsesarbejde.

Hun skubber til vores opfattelse af industrielle samt fundne objekter og inspireres af mødet mellem meget forskelligartede ting. I arbejdet med bronzen er det bl.a. optagetheden af mødet mellem det kogende varme voks og det isnende kolde vand, der sætter processen i gang. Her virker tilfældet ind og bliver til de sprøde og gedigne bronzeværker, vi ser hos hende. Hun har også arbejdet med at folde og bøje halvgennemsigtige brede plastikbånd, træ og metal så dualiteten mellem indvendigt og udvendigt bliver ophævet. Arbejder, hvor faktorer som tid og rum, krop og opfattelse virker sammen. Dette kan eksempelvis opleves i ”SPEIRA”; hendes seneste store offentlige skulpturprojekt i rustfrit stålstrækmetal og glas på Grønttorvet i Valby, hvor vand føjer en ekstra dimension til det skulpturelle udtryk i sommerhalvåret.

For Veo Friis Jespersen er det vigtigt at være på vej, og med forundringen og lysten til at være i nuet, og med hendes lydhørhed overfor materialerne og formernes problematikker, og overfor rummet og stedet – samt en lytten til hvad tilfældet vil – er det med til at strække værk-begrebet hos hende. Men også håndværket i opbygningen og udformningen af såvel skulpturerne som de egentlige rum-installationer er vigtig. Veo Friis Jespersen anvender det hun har for hånden, samt de mere klassiske materialer som træet, leret, stenen, bronzen og papiret, og spørger til, og undersøger, hvad en skulptur er og kan…

På udstillingen viser hun, udover skulptur og installation, også fotografisk baserede værker.
Mette Sterup-Hansen